PKK fik deres første militærtræning af palæstinenserne. Da Israel angreb palæstinenserne, kom PKK dem til undsætning og mistede 11 mænd i kampen mod den jødiske stat. ”Fundamentet for vores modstand blev skabt der,” siger Murat Karayilan.

Af Deniz B. Serinci

En del af Tyrkiets venstreorienterede opposition fik i 1970’erne støtte af tyrkernes – og israelernes – ærkefjende Syrien.

En af dem var marxisten Abdullah Öcalan, der den 27. november 1978 var med til at danne Kurdistans Arbejderparti (PKK), som han blev leder af.

Med hjælp fra vennen Ethem Akcan lykkedes det at smugle Öcalan til Syrien. Den 4. juli 1979 krydsede PKK-lederen grænsen mellem Suruç og Kobanî. Efter et kort ophold i Kobanî flyttede Öcalan til Aleppo og derefter til Damaskus, hvor han forsøgte at komme i kontakt med palæstinenserne.

Murat Karayilan, en af PKK’s stiftere, skriver i sin bog Bir Savaşın Anatomisi, at den ”mest effektive” organisation blandt palæstinenserne dengang var Yassir Arafats al-Fatah.

”Men på grund af deres kontakt til Tyrkiet, fik de ikke et godt forhold til os.”

Senere mødtes Öcalan derfor med Arafats konkurrent Na’if Hawatmeh, leder af det marxistiske DFLP (Den Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse) i Libanons hovedstad Beirut og indgik en aftale om guerillatræning af PKK’erne.

DFLP-medlemmet Qais Abd al-Karim siger om mødet med Öcalan: ”Vi havde en lang snak. Vi blev enige om, at ingen af parterne skulle blande sig i den andens interne anliggender. Men de vil være helt under vores kontrol og disciplin og de skulle respektere vores regler uden nogen undtagelse.”

Öcalan: Forbered en gruppe på 250 personer

Öcalan bad i oktober 1979 de PKK-ansvarlige Cemil Bayık og Duran Kalkan i Tyrkiet om at sende militante til træning i Libanon.

”Forbered en gruppe på 250 personer til træning. Deres fotos skal tages og sendes til mig. Blandt dem, skal 50 af dem være på niveau med de engagerede kadrer, 100 skal være sympatisører, der er kandidater til at blive kadrer og 100 skal være kandidater til militære aktiviteter,” skrev Öcalan.

PKK-lederen ”gav ordre om at sende grupperne, der ankom (fra Tyrkiet) til palæstinenserne,” skriver Murat Karayilan i sin bog. ”Derfor tog de første grupper, bestående af Kemal Pir, Delil Dogan afsted, for at modtage træning.”

Herefter gav DFLP kurderne palæstinensiske flygtningekort til brug i Syrien og Libanon. Den første gruppe PKK-folk trænede i DFLP’s lejr nær Na’ameh i det sydlige Beirut, mens den anden gruppe trænede i Bourj el-Barajneh i en forstad til Beirut.

I et PKK-dokument fra slutningen af 1982 hedder det, at før juni 1982 var der 232 PKK-militante i de palæstinensiske lejre i det sydlige og østlige Libanon, heriblandt 150 militante hos DFLP, 35 hos PFLP, 21 hos Fatah og 26 hos Abu Nidals organisation.

Kurderne lærte alt fra bombelavning, organisering af masserne til begravelsesoptog, osv. Palæstinenserne dækkede kurdernes basale udgifter og derudover også en månedlig godtgørelse til andre udgifter – fra 15 til 300 dollars. Pengene røg direkte ned i PKK’s lomme og blev dengang en vigtig økonomisk kilde for organisationen.

PKK blev for stor en økonomisk byrde

Men på et tidspunkt blev PKK for stor en økonomisk byrde for DFLP, der herefter krævede af Öcalan, at hans organisation selv skulle punge ud. PKK-lederen indgik derefter aftaler med George Habashs PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) og al Fatah, den største organisation i Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, PLO, om at PKK’erne skulle træne hos dem i stedet.

Ifølge Karayilan var palæstinenserne imponeret over kurderne.

”Grunden til at palæstinenserne gradvist styrkede deres venskab med os, skyldtes den beslutsomhed, offervilje, deltagelse og revolutionære holdning som de mødte hos os.”

DFLPs fordel var, at PKK’erne kunne forsvare basen, hvis den skulle blive angrebet af Israel.

Israel til tilfangetagne PKK’ere: Har I ikke nok fjender?”

Angrebet kom den 6. juni 1982, hvor Israel gik ind i Libanon med det formål at fordrive de militante palæstinensere og indsætte en Israel-venlig regering i Beirut. Palæstinenserne kom under beskydning. PKK’erne deltog i krig mod den jødiske stat.

”Da Israel i 1982 angreb, stod PKK bag den mest storslåede modstand. For at sikre frihed og broderskab mellem folkeslagene og de undertrykte, tøvede de ikke med at ofre deres liv,” skriver Karayilan.

”Især slaget ved Qala’at al-Shaqif skabte meget respekt for os.”

Ved den tidligere korsfarerfæstning kendt som Qala’at al-Shaqif i det sydlige Libanon, mistede 11 PKK-militante livet. Det var Veli Çakmak, Mehmet Atmaca, Ismet Özkan, Kemal Çelik, Emin Yasar, Şerif Aras, Mustafa Marangoz, Sahabettin Kurt, Irfan Ay, Abdullah Kumral og Abdülkadir Çubukcu.

13 PKK’ere blev derudover taget til fange. Israelerne afhørte PKK’erne i forhørslokalerne: ”Hvorfor blander I kurdere jer i denne konflikt? Har I ikke nok fjender?”

PKK tog efterladte våben

PKK-folkene havde fået deres våben af palæstinenserne. Da Israel invaderede Libanon, flygtede mange og efterlod deres våben. PKK tog våbnene – over 500 Kalasjnikov – og transporterede dem senere til Dêrik i syrisk Kurdistan, hvorfra de brugte dem mod Tyrkiet.

”1982 er en meget vigtig periode i vores modstandshistorie,” skriver Karayilan. ”Fundamentet for den modstand, vi har ydet indtil dags dato, blev skabt der.”

Veteranerne fra Libanon var ikke færdige med at føre krig. Den 14. august 1984 startede PKK den væbnede kamp mod Tyrkiet – en krig, der fortsætter endnu.

PKKs modvilje mod Israel er heller ikke færdig.

Syrien havde et dårligt forhold til både Tyrkiet og Israel, hvilket skubbede den jødiske stat i armene på tyrkerne.

”Israel angreb PKK, hvor det var muligt for at cementere dets alliance med Tyrkiet,” skrev Öcalan selv i en af sine bøger.

”Baseret på en plan, lavet i London, alarmerede USA og Israel verden og mobiliserede deres hemmelige tjenester og diplomater for at fange mig,” fortsætter han.

Israel beskyldes for at være involveret i Öcalans tilfangetagelse

Den 15. februar 1999 blev Öcalan så tilfangetaget af tyrkiske agenter i Kenya. PKK rettede blandt andet mistanken mod den israelske efterretningstjeneste Mossad. At Mossad skulle spille en rolle er dog aldrig blevet bevist. Ifølge PKK-eksperten Aliza Marcus er ”beviserne” ligefrem ”svage”.

Den 18. februar 1999 stormede PKK-folk det israelske konsulat i Berlin, som svarede igen ved at skyde og dræbe tre af de indtrængende kurdere.

I dag er PKK stadig propalæstinensisk og anti-israelsk. Angående en mulig løsning på den årtier lange israelsk-palæstinensiske konflikt, foreslår Öcalan i sin bog en israelsk-palæstinensisk føderation:

”Hvis de vil opnå noget i retning af fredelig sameksistens, så må de lægge deres nationalisme bag sig. Efter min mening, bør de skabe en fleksibel føderation.”

Se video om PKK i Libanon:

Kommentér via Facebook

kommentarer