Det er sjældent man ser en etnisk dansk pige sidde og spille Şivan Perwer’s klassikere på saz – læs interview med Lise Goll.
Lise er 25 år og er for nyligt hjemvendt fra et år langt ophold i Diyarbekir, hvor hun arbejdede for en organisation, der hjalp børn og unge.
Hvor fik du din interesse for kurdisk og tyrkisk kultur fra?
Interessen udsprang i sin tid af en udlængsel og en nysgerrighed efter andre kulturer.
Mit udgangspunkt var, at jeg ville bo et sted som jeg ikke kendte til hvor et sprog jeg aldrig havde hørt før, blev talt. Der sker sanse- og erkendelsesmæssigt noget når man befinder sig i den situation:
At være én der ikke ville have andre måde at gøre sig forståelig på end at fagte med armene, at drikke te hos én som du ikke har nogen chance for at kategorisere eller have fordomme om fordi I ikke er vokset op under samme forhold. Det er i denne situation nemmere at møde folk som dem de er. Her var det spraglede Tyrkiet et perfekt sted, hvor muligheden for at møde så mange livsformer og etniciteter, alle med den menneskelige varme og gæstfrihed til fælles, var umiddelbart tilstede allevegne.
Hvor mange gange har du været i Tyrkiet?
Jeg efterhånden ikke tal på hvor mange gange det er blevet til, eftersom jeg siden efteråret 2008 har været frem og tilbage en hel del. Sammenlagt har jeg boet omkring 3 år i Tyrkiet, i forbindelse med både studie og arbejde. Tit kan jeg føle mig mere hjemme i Tyrkiet end jeg gør i Danmark.
Hvilke sprog taler du?
Udover dansk, engelsk og lidt skoletysk, taler jeg tyrkisk. Derudover arbejder jeg på at udvikle mit kurdiske, et sprog, som jeg finder utrolig smukt. Jeg håber at jeg hele livet vil blive ved med at lære nye sprog – ethvert sprog er en ny verden.
Hvor har du fået interessen for saz fra?
Efter at have spillet cello i flere år, var jeg åben og opsat på at møde en anden klangverden og havde allerede der en forkærlighed for melemøstlig musik.
Første gang jeg hørte sazen var jeg tryllebundet, og bestemte mig på stedet for at jeg ville lære at spille dette instrument. Det arbejder jeg så på nu. Jeg er helt vild med både tyrkisk og kurdisk folkemusik, og det er så fantastisk at den stadig har så megen plads i det offentlige rum og i folks bevidsthed. Folkemusikken er måske det mest forenende element i Tyrkiet. Hver region har sine folkesange, men er kendt og elsket af alle.
Hvad lavede du i Diyarbakir?
Jeg arbejdede for en organisation som primært lavede kulturelle projekter sammen med børn og unge. Samtidig havde denne organisation sæde samme sted som et internationalt initiativ kaldet LocalAgenda21, hvilket fungerer som en paraplyorganisation der lader civile få medbestemmelse gennem kampagner og møder med beslutningstagerne. Jeg erfarede at de gjorde et meget væsenligt stykke arbejde, trods politisk modgang.
Hvis du skulle nævne en sjov oplevelse, hvad skulle det så være?
Jeg oplevede flere gange i Diyarbakir at grupper af unge prøvede at komme i kontakt med mig ved at sige noget på engelsk; replikker fra en film de havde set eller tekster fra en sang de vidste var på engelsk. Det var sjovt i sig selv, men det var mindst lige så sjovt når de fandt ud af at jeg godt kunne tyrkisk – med diyarbakir-accent!
Hvis du skulle nævne en kulturforskel mellem dansk og tyrkisk/kurdisk kultur hvad ville du så fremhæve?
Europa, og særligt Skandinavien, bliver altid udmærket som de højst udviklede lande, men jeg mener, at der i denne udvikling, er gået væsentlige værdier tabt. Den største forskel mellem Danmark og Tyrkiet er utvivlsomt forskellen mellem en individualistisk kontra en kollektiv kultur, hvor familien i sidste tilfælde er uløseligt forbundet og altid nærværende.
Det smitter af på resten af samfundet, hvor der på gadeplan synes at være en større samhørighed folk imellem: Den fremmede er ikke fremmed, vi har et medansvar overfor hinanden, og vi har samtidig også retten til at blande os. I Danmark er privatsfæren skarpere markeret, og samtidig er den individuelle frihed større. Samtidig har vi i Danmark et samfund hvor alt er muligt. Der eksisterer værdier, men ikke et fast værdisæt som der i højere grad er i Tyrkiet. Det kommer i øvrigt også til udtryk i det tyrkiske sprog som har flere faste fraser og hilsner. Dette er et emne som imidlertid kan fortsætte ud i det uendelige. Kort fortalt, når jeg tager til Tyrkiet og den kurdiske region, tager jeg altså ned for at lære noget af disse folk, og jeg vender hver gang tilbage rig på erfaringer og med gode minder i lommen.
