”Mandela – Vejen til frihed” er i det store og hele en meget underholdende og billedmæssigt uovertruffen storfilm, der drager biografgængeren ind i sit medrivende Apartheid-univers.

Få mænd har skrevet historie i nyere tid på samme måde som Nelson Mandela. Instruktør Justin Chadwicks film om den afdøde sydafrikanske præsident Nelson Mandela, der døde i december, 95 år gammel, formår at efterlade biografgængeren med et uforglemmeligt indtryk.

”Mandela – Vejen til frihed” omhandler Nelson Mandelas liv og kamp mod det hvide Apartheidstyre i Sydafrika. Sorte måtte dengang ikke benytte samme faciliteter som de hvide. Der var én bus for sorte, én for hvide. Det samme med bænke, skoler, elevatorer, fodboldparker, biografer, strande – overalt blev racerne holdt adskilt.

Sorte blev mod deres vilje deporteret til bestemte områder (Bantustans) og skulle altid have pas på sig, så det hvide mindretalsstyre kunne kontrollere deres bevægelser. Det ser man i filmen, hvor en ung sort mand bliver tæsket ihjel i politiets varetægt. Forinden bliver han stoppet af politi, der er vred over at han ikke har pas på sig.

Den unge Mandela tøver i starten med at gå ind i ANC – African National Kongress. Men derefter tilslutter han sig dets kamp for at ophæve apartheid – uden voldelige midler. Man skulle bekæmpe Apartheid-styret med fredelige midler. Mandela strækker sin hånd ud mod styret. Men det hvide mindretalsstyre tager ikke imod den udstrakte hånd. Hver gang de laver fredelige aktioner, slår regeringen hårdt ned på dem – med vold.

Det ses i filmen, hvor en scene forestiller Sharpevillen-massakren i 1961. I 1961 protesterer de sorte mod diskrimination ved fredeligt at demonstrere i Sharpeville. Politi åbner ild og dræber mange. Langt de fleste bliver skudt i ryggen. Derefter slipper Mandela og ANCs tålmodighed op og de tyr til voldelige midler.

”Mandela – Vejen til frihed” er i det store og hele en meget underholdende og billedmæssigt uovertruffen storfilm, der drager biografgængeren ind i sit medrivende Apartheid-univers, der tilsat flotte, lydmæssige effekter, imponerer.

De ligeså flotte og spektakulære historiske klip, der viser politiets nedslagtning af fredelige demonstranter og en nærmest euforisk stemning fra massedemonstrationer, udgør ligeledes en historisk genoplivning af Sydafrikas historie på det hvide lærred. Trods de mange klip, er der en sammenhængende rød tråd og man mister ikke overblik.

Der er samtidig en god kemi mellem skuespillerne, der leverer overbevisende præstationer, især i forholdet mellem Mandela, der spilles rigtig godt af Idris Elba, og hans med tiden kontroversielle kone, Winnie, spillet af Naomi Harris.

Skulle man pege på mangler og kritikpunkter, er det at filmen prøver at fortælle en stor historisk legendes utrolige liv på kun to en halv time, hvorfor der er mange aspekter af det sydafrikanske ikons liv, vi ikke får med. Men det hindrer ikke på det faktum, at ”Mandela – Vejen til frihed” er blevet en af det nye års mest vellykkede film.

Kommentér via Facebook

kommentarer