Det fik hårde konsekvenser for 27-årige Laeth Shir-Ali at springe ud som bøsse. Idag accepterer hans familie hans homoseksualitet.
Af Deniz B. Serinci
Foto: Eliyas Kayon
Den 27-årige Laeth Shir-Ali er næstforperson i foreningen Sabaah, der arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+ -personer med minoritetsetnisk baggrund.
Hvad laver du til daglig?
Jeg har studeret medicin og er nu læge i psykiatrien i Roskilde.
Hvor stammer du fra?
Jeg er feyli-kurder, og min familie kom til Danmark i 1992. Nogle måneder senere blev jeg så født. Min familie blev udvist fra Irak til Iran i starten af 1980’erne af Saddam Husseins regime. Dengang var min mor otte år gammel. Blandt min forældres mostre og onkler blev nogen smidt i fængsel og forsvandt sporløst. De er endnu ikke fundet.
Hvordan fandt du ud af, at du var bøsse?
Som 11-13-årig begyndte jeg at mærke, at jeg følte mig tiltrukket af mit eget køn og ikke det modsatte. Det gav anledning til en stor sorg og frygt hos mig. Det var blandt andet tanken om kunne miste kontakten til min familie, og hvilke konsekvenser det kunne have for mine søstre og forældre i forhold til synet på dem hos andre kurdere.
Hvornår fortalte du folk det?
Da jeg var 23 år og var i gang med at studere medicin. Jeg fortalte til nogle venner, ikke familie. Jeg havde brugt 12 år på at holde det skjult for at undgå at skade min familie. Men min familie fandt også ud af det, 1-2 uger efter.
Hvordan reagerede familien?
Det var rigtig hårdt for dem.
Hvorfor?
De frygtede, at det ville få store konsekvenser for mig og at jeg ville blive fordømt af vores samfund, blandt andre kurdere og nydanskere. Og så frygtede de, at folk ville se ned på hele familien, så mine søstre ville blive fravalgt som potentielle ægteskabspartnere, fordi deres bror, jeg, er homoseksuel. Vi havde mange skænderier, og nogle af dem resulterede i både psykisk og fysisk vold.
Hvordan?
Psykisk var det sådan, at min mor sagde og skrev en masse ting til mig. Det handlede bl.a. om hendes frygt for at jeg skulle brænde op i helvede. Hun ville også have mig til at snakke med en imam. Det var helt forfærdeligt og superhårdt. Jeg plejer at forklare det sådan at I nogle familier kunne man være IS-kriger eller storkriminelt og de to ting havde kun været en værre, men det at være homoseksuel er tæt på, ifølge dem. Min familie var i en stor krise, og det er vigtigt for mig at understrege at alt der skete i starten var præget af det.
Fysisk?
Både mig og min mor tog fat i hinanden, slog hinanden. Det er ikke noget, vi er stolte af.
Hvad tror du reaktionen skyldtes?
Det er vigtigt for mig ikke at udstille min forældre som onde. De følte sig magtesløse, og de troede at hvis de tog afstand til mig, så ville jeg “beslutte mig” for at lade vær at være homoseksuel.
Nu accepterer familien, at du er homoseksuel?
Ja. Mine forældre kunne godt se efter et halvt år at jeg var den samme og at jeg ikke havde forandret mig. Min største frygt var at miste min familie, men det skete heldigvis ikke.
Hvorfor ikke?
Fordi jeg havde en fornuftig familie, der kunne se, at det ikke var det værd, fordi vi elsker hinanden og fordi vi ikke ville ødelægge hinandens forhold på grund af hvad andre siger.
Du tilhører en minoritet i minoriteten som feyli-kurder og homoseksuel. Hvordan føles det?
Min kurdiske identitet er supersplittet; det der med at have været, først i Iran, så Irak og blive forfulgt i Irak og så komme til Danmark, det gør at ens opfattelse af nationalitet er meget langt fra sort-hvid. Jeg vil påstå at feyli-kurdere har gennemgået en evighed af integrationsprojekter. Som et resultat af det vil jeg sige at det grundlæggende har været et vilkår for mig at mine nationale identitetsfølelse er splittet. Jeg vil nok kalde mig selv 100% dansker, 100% perker, og 100% kurder. På samme måde har det også været et grundvilkår for mig at skulle leve med at kunne forene noget som andre ser som uforeneligt, nemlig min religion, min kultur og min identitet som bøsse. Jeg tror et eller andet sted at kompleksiteten i min forening af min brogede kurdiske kulturbaggrund har været med til at kunne gøre det nemmere for mig at rumme min egen seksualitet.
