Der er forbudt kærlighed i kædedans, som foregår på fællesskabets præmisser, skriver Melih Erdem, studerende ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet.

Når jeg deltager ved kurdiske bryllupper eller andre festligheder, hvor der danses kurdisk kædedans i højeste gear, finder jeg ofte mig selv i en situation, enten som meddanser eller på sidelinjen, hvor jeg observerer og analyserer mere end jeg danser og nyder. 

Som studerende ved Musikvidenskabeligt Institut på Københavns Universitet besidder jeg en hel del faglig viden, hvad musikken angår,  men dansen kan jeg kun udtrykke mig vagt om. Alligevel har jeg gjort mig nogle få tanker om de to fænomener isoleret samt i relation til hinanden.

Et fælles projekt

Kædedansen er en social dans. Dansen foregår på fællesskabets præmisser. For at dansen bedst udtrykkes, er det forudsat, at der indgår flere deltagere. Dette står i kontrast til de moderne danseformer som ofte udtrykkes af en eller to dansere – solo eller par.  Dermed ikke sagt, at dansen ikke kan indeholde solo- eller pardans elementer, men som et hele, må der være flere deltagere.

Ligeledes bærer alle deltagere et ansvar for at dansens æstetik bedst kommer til udtryk. I starten af kæden ledes dansen af en mand/kvinde, der, alt efter hvordan musikken spiller sig, leder dansen. Der bestemmes fodtrin og armbevægelser, og således går disse bevægelser videre i kæden en efter en.  Hvis et led i kæden ikke retter sig ind efter ledet foran, går det udover resten af kæden. Derfor er kædedansen et fælles projekt, hvor man i flok løfter, justerer og finpudser dansens mekanikker.

Forbudt kærlighed

Moderne danseformer består ofte af par, der vender ansigt til ansigt mod hinanden. Man kan se hinanden dybt i øjnene og føle hinanden tæt om kroppen.  Begæret mellem mand og kvinde forekommer og udtrykkes åbenlyst, og manden leder an i henhold til de ”naturlige” kønsrollemønstre. Disse elementer indgår ikke i kædedansen.  

Først og fremmest danser man side om side og holder hånd i hånd, finger i finger eller skulder om skulder.  Dansen opfordrer ikke til, at man ser på eller interagerer direkte med hinanden. Ligeledes er den ikke kønsbestemt, så både mænd og kvinder kan lede kæden i den ønskede retning. Således kan man sige om kædedansen, at den er neutraliseret for kærlighed og begær.  I hvert fald den åbenlyse.

I udøvelsen af kædedansen indenfor for de mere intense og professionelle kredse gør to scenarier sig gældende for dansen. Der kan være en fuld adskillelse af mænd og kvinder i hver deres kæder. Kæderne interagere med hinanden, og således synes det umuligt for mand og kvinde at komme i direkte privat kontakt. De ledsages af resten af flokken. Social kontrol om man vil, for nu at bruge et af tidens velbrugte udtryk.

Omvendt kan de to kæder også forenes, således at mænd og kvinder holder hånd i hånd. Side om side kan manden og kvinden holde i hånd og skjule deres begær i dansens mønstre, eller måske mere åbenlyst bryde ud af kæden og parvist udføre en solodans foran resten af kæden.  

Dans og samfund

For ikke så længe siden så jeg en gammel optagelse af en kurdisk fest fra starten af 90’erne. Indenfor amatørkredse har meget udviklet sig siden da. Kædedansen i sig selv med sine standardtrin er forblevet, men hvert leds individuelle udtryk har været igennem store udviklinger. De individuelle udtryk har taget mere komplekse former og har integreret hele kroppen med dansen frem for kun det klassiske sammenspil mellem føder, hænder og personer. Hvert led er generelt blevet mere aktivt. Det er svært at forklare uden egentlige illustrationer, men prøv selv at find en gammel optagelse frem og bemærk forskellene.

Grunden til denne udvikling, kan måske findes i de verserende samfundstendenser og de nye livsstilsmæssige præmisser kurderne lever på. Når man er gået fra at leve og opvokse i et feudalt socialistisk arbejder samfund, hvor netop kædedansens fælles projekt finder plads, til et i Danmark senmoderne individualiseret samfund, kan man snildt forestille sig, hvordan individets udtryksformer som helhed ændrer sig i takt med denne reformation. Udtryksformerne afspejler sig også i dansen. Således kan man måske insinuere til en i samfundet stigende grad af individualisering. Kædedansens fælles projekt  bliver da forulempet af samfundsmekanismerne.

Dans og musik

I relationen mellem dansen og musikken oplever jeg ofte et problem, der har irriteret mig grænseløst.  Her bliver det lidt teknisk. Inden for den mest gængse og standardiserede form for kædedans, er dansetrinene udført over i musikken 6  taktslag:

1. Højre fod til højre. 2. venstre fod til højre. 3. Højre fod til højre. 4. Venstre fod frem. 5. Venstre fod tilbage. 6. Højre fod frem. Herefter starter en ny periode af samme rutine.

Dette er standard dansetrinet inden for den gængse kædedans. For at der opstår en hensigtsmæssig relation mellem dansen og musikken, kræver dette standardtrin ligeledes i musikken en melodi, der udformer sig over seks taktslag. Et eksempel på dette kunne være melodien ”Şemamê”:

   1         2         3         4      5          6

< Şema Şemamê – Şemakê >
< Doma domamê – domakê>

Tallene over teksten illustrerer, hvor på stavelsen hvert taktslag falder. Bindestregen illustrerer en kort pause i frasen. Stavelserne er markeret med rødt. Således begår hver frase sig over seks taktslag, og der opstår korrelation mellem dans og musik, såfremt man danser ovennævnte standardtrin til denne musik. Dette gør sig desværre ikke gældende i mange andre tilfælde.

Eksempelvis i den mere hastige melodi ”Leyla”:

   1           2       3        4

< Çawî ciwanî Leyla — >
< Bo to mirdim Leyla —>

Samme illustrative principper gør sig gældende i ovenstående eksempel. Her bemærkes dog, at hver frase kun består af 4 taktslag. Altså opstås perioder af 4 i stedet for 6, hvilket går imod standardtrinnets principper. Dans og musik forenes altså ikke periodemæssigt. Trods dette danses der – på amatør niveau – stadig standardtrinnet til denne sang for ikke at nævne hundredvis af andre sange med perioder på 4.

Dette bliver ganske simpelt til et pædagogisk problem, hvorfor jeg ledes til tanken om at så mange danskere på en enkelt aften kan have svært ved at komme ind i den helt simple danserutine beskrevet foroven. Det oplevede jeg selv, da jeg skulle lære mine musikvenner at danse disse simple trin. Når der ikke sammenhæng mellem dans og musik giver det ikke umiddelbar mening, men for en kurder der er vokset op med dansen fra barns ben føles det naturligt – også selvom det ikke er det.

Til hver melodi må der være gemt en specifik dans. Det må blot være et spørgsmål om at genopdage disse danse og implementere dem hos masserne.

Hvem vil stå for det projekt? 

Kommentér via Facebook

kommentarer