Filmanmeldelse: Inglourious Basterds
Med udskårne swastika’er i panden og jødiske hævnere, der i ordets bogstaveligste forstand knuser nazisters hoveder, har legebarnet Quentin Tarantino skrevet verdenshistorien om. ”Inglourious Basterds” giver seeren en underholdende, spændende og fornøjeligt oplevelse.
Af Deniz Berxwedan Serinci
Hvad nu, hvis jøderne under Anden Verdenskrig ikke udelukkende var forsvarsløse ofre, men også havde guerilla-agtige enheder, der slagtede nazisterne, hvor de så dem? Hvad nu, hvis det lykkedes Vestens mænd at fange den nazistiske top, Hitler, Goebbels og Göring, ét sted og udslette dem? Den succesrige, amerikanske instruktør Quentin Tarantino omskriver verdenshistorien i denne alternative Anden Verdenskrigsfilm.
”Der var engang i nazibesatte Frankrig.” Sådan starter første kapitel i filmen, der er delt op i fem kapitler. Titlen illustrerer Tarantinos blanding af historisk korrekthed og ukorrekthed på én og samme tid. Resultatet er en film, der er mere spændende, end hvis den havde beskrivet krigen sandfærdigt og vi kendte slutningen på forhånd.
Jødiske ofre og jødiske hævnere
Tyskland har besat Frankrig. Tyske soldater udrenser jøderne, hvor de finder dem. Dette må en fransk bondefamilie sande, da de får besøg af den tyske SS-officer, filmens skurk Hans Landa, alias ”the Jew Hunter” (overbevisende spillet af Christoph Waltz), der afslører familien i at skjule jøder under huset. Herefter massakrerer tyskerne den jødiske familie, hvoraf kun pigen Shosanna (spillet af Mélanie Laurent) overlever. Tilbage står hendes hævntørst…
Hvor vi normalt er vant til at se nazisterne tilintetgøre jøder, byder filmen på noget så alternativt som jøder, der slår igen. Heriblandt psykopaten Donowitz, der banker en ubevæbnet tysk officer ihjel med et baseballbat. Donowitz er med i den amerikanske anti-nazistiske bande, the Basterds med Aldo Raines (Brad Pitt) med den tydelige amerikanske sydstatsaccent i spidsen. Deres opgave er at dræbe nazisterne. Nogle dræber og skalperer de, mens de skærer en swastika i panden på de, der overlever – alt sammen til skræk og advarsel til en tydeligt frustreret Hitler.
Visuelt overdådigt og originalt
Filmens rollebesætning spiller deres roller meget overbevisende. Specielt hovedskurken Landa leverer en præstation som manden, der kan tage det helt roligt og aldrig tabe fatningen, mens han forhører en storsvedende bonde om jødiske flygtninge. En scene, hvor spændingskurven når nye højder og en præstation, der fortjentligt sikrede Landa alias Christoph Waltz prisen som Bedste Mandlige Rolle ved Cannes Film Festival 2009.
Ligeledes virker den historisk ukorrekte film meget historisk originalt, når den er inddelt i kapitler og alle i filmen taler deres oprindelige sprog. Således tales der engelsk, tysk, fransk og italiensk i ”Inglourious Basterds”.
Tarantino formår med fotografen Robert Richardson og et stort hold af scenografer at skabe nogle visuelt meget flotte og til tider ret blodige billeder, der får det hele til at fremstå meget originalt og Anden Verdenskrigs-agtigt. Ligeledes er musikken og lydsiden yderst velvalgt og virkelig fængende. Et eksempel er scenen, hvor den jødiske pige Shosanna år efter pludselig møder Landa, der myrdede hendes familie og man via musikken føler hendes voldsomme hjertebanken.
Tarantinos uendelige fanden-i-voldske fantasi
Som filmens instruktør før har gjort, er også ”Inglourious Basterds” præget af scener, der næsten drukner i blod og bly, så det snart minder om diverse horrorfilm. Kameraet, der zoomer helt ind, når nazi-hoveder skalperes eller der skæres et swastika i panden på Landa udgør nogle af de scener i ”Inglourious Basterds”, der bestemt ikke er for svage sjæle.
Scenen, hvor Aldo Raines (Brad Pitt) gradvis trykker sin finger ned i en kvindelig dobbeltagents sår i benet, var da også blot ét af de steder, hvor mange iblandt publikum skyndte sig at kigge væk. Hvilket viser, at filmens bloddryppende scener på nogle punkter bliver for meget for seerne. De udgør ikke meget ud af den samlede spilletid på filmens hele 152 minutter lange spilletid, men har alligevel stor betydning, da netop sensationelle scener sætter sig fast på seernes nethinder.
Fryd for øjet
Alt i alt tilbyder ”Inglourious Basterds” en alternativ version af de hidtige Anden Verdenskrig, hvor seeren endelig får glæden – alt afhængig af synsvinkel – af at se ”de onde” blive straffet for deres gerninger og ”de svage” slå igen. Tarantino har leveret sin bedste film til dato siden klassikeren Pulp Fiction. Trods sin overdrevne fokus på vold og blod, forbliver helhedsindtrykket i ”Inglourious Basterds” en uforglemmelig fryd for øjet.
