Tirsdag d.19. april
Af Medya Özvan
Denne dag var der mage møder på programmet. Vi mødte Yeketi Lawans hovedkontor i Hewler. Som de andre kontoer og stuer var Yeketi Lawans også beklædt med et Barzani-maleri på væggen over kateteret i centrum for de adskillige sofaer, der var placeret langs alle væggene. Møblementerne var dekoreret med indgraveringer på mørkerødt og glansfuldt træ, hvor en lænestol var på størrelse med to. Lignende findes der samme dekorerings og indretningskultur i Tyrkiet. Flere kurdiske flag havde ståben på karmene. Her sad vi med elegant holdning. Dog havde flere af os til de forrige møder nært faldet i søvn.
Men dette var ikke det eneste møde. Trods ændringer i planerne igen, skulle vi møde ingen mindre end kulturminister Kawa Mahmoud. For enden af det lange embedsbord sad en mand med viden, der rakte sig til himlen. Under snegleskægget og det grå jakkesæt gemte sig en ph.d. grad fra udlandet og halvandet års erfaring som minister. ”De unge er fremtiden, og skal være en del af samfundet” sagde Mahmoud. ”Det er meget positivt at unge er interesseret i Kurdistan.”
Kawas arbejde går bl.a. ud på at få flere unge ud på arbejdsmarkedet. Han tilkendegiver at der er 25000 ledige jobs til unge. ”De unge vil få halvdelen af deres løn i starttilskud hvis de arbejder nu. Derudover vil vi støtte de unges projekter. ” Siden en forfatningslov i 2010 vil regeringen i Kurdistan bruge 100 000000 mio. Dollars på at få unge ud i verdenen og åbne nye universiteter i byer som Halabja. For de kortere uddannelser bruger de 150 mio. Dollars til unge, og åbner 140 kulturcentre i Silemaniya, 200 i Hewler og 40 i Duhok via 600 mio. Dinarer fra regeringen. ”Vi må hele tiden forbedre. Der er mage problemer med at få de kurdiske unge ud i arbejdsmarkedet, og hvis de vil, vil de helst arbejde for regeringen og ikke privatsektoren. Det er måske ikke regeringens skyld, men hele Mellemøstens. Vi kan sammenligne os med Tunesien og Marokko. Vi har specielle problemer til forskel fra Bagdad. ”
Kawa mener der er en intern krig i regeringen. ”Islamistiske partier og Goran partiet arbejder sammen. De vil skabe en lov gennem Islam. Men alle regeringer burde have en sekulær stat. Vi arbejder på at få ulemper væk og at loven skal bestemme, ved reformer mod korruption, med brug af dialog. ”
Mødet var interessant, og vi fik alle en runde til at sige et par ord om turen hidtil.
Dagens overraskende citat kom fra en smule eftertænksomt amerikansk mand vi mødte ved en borg vi besøgte i Hewler. I centrum af borgen blafrede det kurdiske flag på en 7 meter høj flagstang, hvor en mindre forretning af kurdiske hjemmelavede og traditionelt beklædning hang som regnbuer på knager og andre brugbare sider.
”I love Kurdistan” råbte han næsten ud i offentligheden, da jeg adspurgte turisten Rafael, om sit ottende besøg i det frie land. ”Kurderne skal vide at bjergene ikke kun er deres eneste ven. De skal vide at de også har andre.” Rafaels ord sad i atmosfæren i uendeligheder.
Op af vandet, der klukkende delte sig om bløde runde sten i mange strømmende veje, poserede en brud iført en
smuk lilla kurdisk kjole med guld smykker fra hænderne op til halsen. Parken var som et afbillede på paradishaven.
Det var det sidste møde vi skulle til. Vi havde være til mange møder og flere var kørt trætte. Som en opfrisker på turen, inviteredes vi til middag i den brede Havana restaurant. Her var der tid til en masse misforståelser og drama.
