Læsere vil ikke fortryde at læse Joanna Palanis nye bog, der trods sine mangler, giver et sjældent og spændende indblik i den kurdiske krigerkvindes tankegang.
⭐⭐⭐⭐ Fire ud af seks stjerner. “Freedom Fighter” af Joanna Palani, Atlantic Books, 2019, 352 sider
26-årige Joanna Palanis nye bog er vildt spændende, underholdende og velskrevet. Men den mangler at redegøre for dokumentation og det trækker ned. Mere om det senere.
Joannas familie er sunnimuslimske kurdere fra Serpêlî Zehaw i iransk Kurdistan. Familien støtter Kurdistans Demokratiske Parti (PDKI) og flygter til al-Tash lejren i Ramadi i Irak. I Ramadi får Joannas mor i alt seks børn, heriblandt storbroren Mariwan, der dør kun to år gammel, på grund af mangel på medicin. Den 22. februar 1993 bliver Joanna så født som Hero. Det er et kurdisk navn og samtidig navnet på den græske gudinde Hera. Men hendes kristne onkel Jabbar foreslår i stedet navnet Joanna, der betyder ”smuk” på kurdisk. I 1996 kommer familien til Danmark. Først bor Joanna i Vrå, Frederikshavn, Aalborg og så i København, især fristaden Christiania.
Netop i fristaden får hun mulighed for at ryge hash. Som hun skriver: ”Jeg gik fra at være en almindelig bruger af hash til én, der afhang af det…Jeg brugte det meste af mine penge på hash” (134), fordi… “det er godt for mig, så jeg kan slappe af” (141).
Senere drager hun i krig i syrisk Kurdistan, kendt som Rojava, med Kvindernes Forsvarsenheder (YPJ) imod Islamisk Stat (IS), hvor ”jeg lovede at kæmpe og dø for lederskabet, Abdullah Öcalans ideer”.
Hjemvendt til Danmark kommer hun ind og sidde, fordi den danske regering vedtager at straffe alle syrienskrigere – også dem, der har kæmpet imod IS.
Som læser sidder man tilbage med en sjælden indsigt og svar på mange spørgsmål.
Joannas kamp mod islamisterne giver god mening; Hendes familie blev forfulgt af Den Islamiske Republik Iran. Nu har Joanna mulighed for at give igen overfor andre islamister, nemlig IS.
Joannas kamp for kvinderne giver også god mening. Hun er opvokset i et traditionelt kurdisk miljø, hvor hendes mor blev arrangeret gift som 14-årig og hvor kvinders rolle ifølge Joanna var undertrykte. ”Min mødom var aldrig min. Den tilhørte min familie,” som hun skriver (35). Nu kan Joanna kæmpe for de kvinderettigheder, hun ikke selv mener, hun havde.
Joannas kamp for kurderne giver bestemt også god mening. Hun har det fra familien; Hendes morfar var en peshmerga-kommandant for kurderlederen Mullah Mustafa Barzani (1903-79). Nu kan hun fortsætte i familiens spor og kæmpe for sit folk.
Dokumentation?
Joannas utilfredshed med mange aktører går igen i bogen. Hun føler sig svigtet af vennerne på Christiania, familien, det PKK-venlige miljø i København, Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) i Irak, det danske retssystem, den første advokat. Som hun skriver, så har hun ”ingen penge, ingen familiestøtte…og meget få folk, jeg kunne kalde for venner.”
Bogen er velskrevet, velstruktureret og underholdende. Man bliver klogere på mange ting.
Når Joannas bog så ikke får de seks stjerner, så skyldes det, at den ikke redegør for dokumentation flere steder. I hvilket omfang har forlaget Atlantic Books og Lara Whyte, som har hjulpet Joanna med bogen, eftertjekket disse udsagn fra Joanna?
• ”Tre store fyre” i København jager Joanna. De har ”kæmpet i Syrien” og “tilsluttet sig Jabhat al-Nusra”, al-Qaedas afdeling i Syrien. Politi vil ikke hjælpe og svarer Joanna: ”Vi har ikke ressourcer til at sende nogen lige i øjeblikket. Vi vil tjekke op på det igen i morgen” (257-258). Dokumentation?
• Vesten indførte i 1991 en flyforbudszone i Irak, så Saddam Hussein ikke kunne begå flere massakrer på sit folk. Ifølge Joanna blev flyforbudszonen indført, efter at ”Saddam Hussein brugte sine kamphelikoptere mod min familie i Ramadi” (58). Dokumentation?
• PET ”ville ikke beskytte mig mod IS” (269). ”Hvorfor var jeg i fængsel, mens IS-krigere ikke var?” (338), spørger hun i december 2016. Hvordan hænger det sammen med, at politi i april 2016 anholder seks danskere og senere dømmer 13 danskere for at have kæmpet med IS?
Man kan blive ved med at stille spørgsmålstegn, ligesom nogen i det kurdiske miljø herhjemme har kritiseret krigerkvindens håndtering af de danske medier. Men hun ”fortryder intet”, fastslår hun på bogens sidste side. ”For der er ikke længere nogen Islamisk Stat, så vi opnåede vores mål – vi vandt”.
Læseren vil heller ikke fortryde at læse denne bog, der trods sine mangler, giver et sjældent og spændende indblik i personen Joanna Palani.
