OPINION: HDP-parlamentarikers deltagelse i selvmordsbombers højtid bliver brugt som undskyldning. Men fratagelsen af HDP’ernes immunitet handler fremfor påståede lovovertrædelser mere om, at Erdogan gerne vil fjerne al opposition. Hvis det handlede om lovovertrædelser, hvornår skal Erdogan så selv retsforfølges for omfattende korruption og drab på civile i Gezi, Roboskî og Cizre?

Står det til et flertal af partierne i det tyrkiske parlament skal politikere fra Folkenes Demokratiske Parti (HDP) – og politikere fra andre partier – få ophævet deres parlamentarisk immunitet, så de kan retsforfølges.

Jo, det var uklogt af Tugba Hezer, parlamentariker fra HDP, at deltage til mindehøjtid for Zinar Raperîn, kurdisk selvmordsbomber, der dræbte 28 personer, heriblandt nogen civile, i februar i Ankara. Dermed faldt hun lige lukt i den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogans fælde. Han kunne nu bruge Hezer’s opførsel som ”bevis” på en forbindelse mellem HDP og det forbudte Kurdistans Arbejderparti (PKK).

Der er selvfølgelig en forbindelse mellem de to. Men er det ikke vigtigt, at et væbnet parti også har en lovlig del, der kan argumentere for sin sag ad politisk, fredelig vej i et parlament?

Hezer’s opførsel kan dog næppe forklare hele Erdogan og hans parti AKP’s ønske om at fratage HDP’ernes immunitet.

Den primære årsag er derimod, at Erdogan helst slet ikke ønsker HDP og andre kurdere i parlamentet, der kan kræve rettigheder for deres folk.

Husk på, at Erdogan aldrig har brudt sig om HDP’s succes, fordi jo flere stemmer til det prokurdiske parti, jo færre til AKP. Hvorfor oplevede HDP ellers så megen chikane op til omvalget den 1. november, hvor partiet helt opgav at føre valgkamp af frygt for terror? Hvorfor fik HDP kun 18 minutters taletid på statsdrevne TRT-medier i Tyrkiet, imens AKP fik 30 timer?

Og, hvis fratagelse af immunitet reelt handler mest om lovovertrædelser, hvornår skal Erdogan så selv retsforfølges for omfattende korruption og drab på civile i Gezi, Roboskî og Cizre?

Jiyan.dk, DS

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer