Juni 1994, Diyarbakir i Sydøsttyrkiet
Hele familien – undtagen mor – sad på gulvet på tunge hynder langs væggene, far, fire drenge og to piger. Mørket var faldet på og på tyrkisk tv fortalte en nyhedsoplæser om dagens begivenheder. Den yngste af børnene, fireårige Roger legede med sin bamse, mens oplæseren kværnede løs i baggrunden. Han forstod ikke ret meget af, hvad der blev sagt.
Rogers mor rullede en blå dug ud på gulvet foran dem og de rykkede sammen om den. Hun kom ind med flere store, runde bakker med vandmeloner, vand, hentet fra brønden og kopper med dew, den traditionelle, kurdiske yoghurt tilsat vand og salt.
”Den 23-årige britiske turist, Joanna Griffiths er død efter de kvæstelser, hun pådrog sig ved et PKK-angreb mod en turistfacilitet i Marmaris,” sagde den kvindelige nyhedsoplæser i TV.
Ved en bombe mod et hotelresort i middelhavsbyen Marmaris, blev flere turister, tre britiske, tre tyske, en østrigsk, samt fire tyrkere såret.
Rogers 49-årige far fulgte opmærksomt med som han sad der i sit traditionelle kurdiske sorte bukser, der posede løst om knæene, en hvid skjorte og et gråt, stofbælte, der var viklet fast om mavens største runding.
Krigen mellem kurdiske separatistgrupper var taget til mod de tyrkiske myndigheder. Alle kneb gjaldt. Rogers familie var kurdere, med stor K, de var ikke tyrkere i egen optik. De ønskede et uafhængigt Kurdistan, løsrevet fra Tyrkiet.
Det var som sædvanlig blevet lidt småsent, inden familien begyndte at gå i seng i seng, men alle havde lagt sig og lyset var blevet sukket, da nogen bankede hårdt på døren.
”Mor, hvem er det?” Rogers yngste storesøster var løbet over til sin mor.
“Ikke nogen, skat. Tilbage til dit værelse med dig.”
Så lød der skud.
”Ingen åbner,” hørte Roger en eller anden voksenstemme sige. Det holdt til sidst op med at banke. Alle faldt i søvn.
****
September 1995, Diyarbakir.
”Så er det op, sønnike.” Roger væltede lidt fortumlet ud af sengen og satte sig ind i skrædderstilling på gulvet i opholdsrummet ved fjernsynet. Den blå dug var igen rullet ud på gulvet. Morgenmaden stod på sucuk, æg med tykke, stærkt krydrede pølser, med flade kurdiske nan-brød og salat.
Pludselig bankede det på døren to gange. Fire bevæbnede mænd i politiuniformer stod ude foran.
”Vi er fra sikkerhedstjenesten. Vi skal gennemsøge huset,” sagde den ene af betjentene. Han lød brysk og som om, han havde prøvet det mange gange før. Ingen gjorde modstand. De fire betjente gennemsøgte hele huset. De tømte skuffer og skabe for tøj og inventar, vendte madrasserne, flyttede alle hynderne i stuen, rystede sengetøjet, tjekkede gasovnen og bankede på væggene. De fandt ikke noget. Men de ryddede i hvert fald ikke op efter sig.
Rogers far og to af hans store brødre på 18 og 22 blev taget med i håndjern. Hans mor stod og græd.
****
27 dage senere vidste ingen i Rogers familie, hvor hans far og to brødre var. Om de i det hele taget levede.
”Hvornår kommer far hjem, mor?” spurgte Roger.
”Snart, sønnike.”
”Det siger du altid.”
Endelig kom der post. Rogers far og hans ene bror var anklaget for at være medlemmer af ulovlige organisationer, der ville splitte Tyrkiet ad. De sad begge i byens berygtede, lokale fængsel, som gennem 80erne og 90erne jævnligt anvendte tortur.
Hans anden bror var blevet løsladt.
Familien fik lov at komme på besøg i fængslet.
Rogers far befandt sig i den fælles sovesal med over 20 indsatte. Rummet var plastret til med køjesenge og små træborde. Nogle lå i deres senge, andre sad op og endnu andre sad ved nogle af træbordene og drak te.
”Abdulkadir har besøgende!”
Rogers far kom ud i besøgshallen, der var bevogtet af politifolk. Han sad ved et langt bord på den anden side af et tyndt jerngitter, side om side med andre indsatte, der også havde fået besøg af deres slægtninge.
”Hej far,” udbrød Roger. Hans mor satte hurtigt en pegefinger for Rogers mund. Her måtte man ikke tale kurdisk.
Da det moderne Tyrkiet blev proklameret den 29. oktober 1923 blev det kurdiske sprog forbudt på trods af, at op mod en fjerdedel af Tyrkiets indbyggere talte kurdisk. Med et dekret havde landet forbudt alt, hvad der var kurdisk; kurdisk sprog og kultur, inklusive musik, klædedragter, navne osv. Selve ordene ”kurder” og ”Kurdistan” var indbefattede af dette forbud.
Tyrkiets grundlægger Mustafa Kemal Ataturk erklærede, at Tyrkiet skulle bestå af ”ét flag, ét land, ét sprog, ét folk”. Landet var Tyrkiet, sproget tyrkisk, borgerne tyrkere.
Den 12. april 1991 ophævede landet forbuddet mod at tale kurdisk. Ligeledes blev forbuddet mod kurdiske bøger, blade og kassettebånd ophævet. Men det blev heller ikke helt lovligt at tale kurdisk. Kurdisk undervisning i skolerne var stadig forbudt.
Roger kunne ikke andet end kurdisk, så han tav. En ældre kvinde, der sad ved siden af, og som var kommet for at besøge sin søn kunne heller et ord ikke tyrkisk. Hun havde i dagens anledning lært at sige ”nasılsın?”, der betød ”hvordan har du det?” på tyrkisk, som hun blev med at gentage.
****
Dagene gik. Det var seks måneder siden den skæbnesvangre dag, da politiet kom. Rogers mave boblede af fryd, da han så sin far i døråbningen. Han løb imod ham og kastede sig over ham. Ikke om han ville slippe ham.
”Vi taler ikke mere om det,” sagde han til sin hustru, mens han sænkede blikket mod gulvet.
”De har slået far i fængslet, ja, de har,” hviskede den ene søster til den anden. Det kunne den unge Roger godt høre.
Efter yderligere et år, kom også den anden bror ud af fængslet.
****
Efter militærkuppet i september 1980 blev fængselstorturen i de kurdiske områder i det sydøstlige Tyrkiet forværret. Det var især fængslet i Diyarbakir – af kurdiske nationalister kaldt ”Kurdistans hovedstad” – som blev kendt for dets mishandling af fanger. Politiske fanger blev i flere tilfælde tortureret, tvunget til at spise egen afføring og dræbt.
I protest mod fængselsforholdene begik en af fangerne Mazlum Dogan selvmord den 21. marts 1982 – på kurdernes nationaldag – angiveligt ved at finde nogle tændstikker og sætte ild til sig selv. Mazlum Dogan havde været med at til at stifte PKK.
Over 45.000 mennesker var blevet dræbt, siden PKKs væbnede kamp startede den 15. august i 1984 på to tyrkiske gendarmeristationer i det sydøstlige Tyrkiet. Langt de fleste af de dræbte, cirka 35.000, var PKK-folk. Resten var tyrkiske militærfolk og civile.
Torturen i fængslerne avlede modpres blandt kurderne og var med til at radikalisere dem. Den overbeviste mange kurdere om, at dialog med regeringen i Ankara om kurdiske rettigheder ikke var muligt og at der derfor ikke var et alternativ til væbnet kamp. PKK’s leder Abdullah Öcalan skrev senere i sin bog i 2011 om oprøret i Diyarbakir fængslet i 1982:
”Vi ville vise…at vi ikke længere var villige til at acceptere denne torturpraksis. Derfor besluttede vi i august 1984 at starte den væbnede kamp. Vold avlede vold. Vores angreb [på tyrkiske gendarmeristationer, red.] den 15. august var et svar på Mazlum Dogans kald: Verden må høre vores gråd!”
****
Sommer 1996, Diyarbakir.
Gennem vinduet så seksårige Roger solen stå op. Det var tid til at komme ud af sengen. Med sin tætbyggede, lille krop, sin store manke, og en fin, ren kortærmet skjorte, gik han med sin mor i hånden gennem de smalle gader i stegende varme afsted mod sin første skoledag. Fluerne summede som vanligt om de store runde metalskraldespande uden låg, der stank forfærdeligt, mens mindre, ikke-skoleklare børn legede i gaderne og byens katte drev den dovent af i skyggen.
De passerede Diyarbakirs berømte centrum med de mange handlende på gaden. Drenge med boder, der råbte højt for at tiltrække kunder til deres kopper og tallerkener, gryder, potter og pander, tøj i alle afskygninger og frugt og grøntsager.
De fortsatte forbi Hasan Pasa Hani, et stort torv med et toetagers forretningskompleks med farverige butikker og restauranter, hvor hans gode ven, ismanden, som vanlig stod og forsøgte at lokke folk til at købe den lokale is, som Roger elskede, men som andre udefra ofte fandt hård og klæbrig.
Diyarbakirs massive og kilometerlange bymur, der stammede helt tilbage fra antikken og som er den næststørste mur i verden efter den Den Kinesiske Mur, skærmede torvet og fra toppen hang det tyrkiske flag og et billede af landets stifter Mustafa Kemal Ataturk, som om han nærmest skulle overvåge al aktivitet blandt de handlende.
Lige overfor hoppede Roger og hans på en hvid minibus, der først kørte, da den var fyldt helt op. Bussen kørte direkte til skolen.
”Husk, at du ikke må tale tal kurdisk her, Roger. Det er forbudt.”
”Men mor, jeg kan jo ikke ét ord tyrkisk.”
”Du lærer det, skat. Det gjorde vi andre også.”
Roger fandt sit klasselokale og snart stod hans lærer der og talte et helt og aldeles uforståeligt sprog foran endnu et billede af den berømmelige Mustafa Kemal Ataturk i militæruniform. Med hænderne på hofterne og svagt tilbagelænet som et gammelt træ, der altid får vinden ind fra samme retning, var Roger ikke i tvivl om, hvem der bestemte i klassen.
”Forstår i mig? Nej vel? Jeg forstår heller ikke jer. Hvad gør vi så?”
”Der er ikke andet for, end at I må se at få lært tyrkisk.”
Roger kiggede bare på ham. Hvad fanden siger han? Nej, jeg må hellere lade være med at spørge. Det gjorde en af kammeraterne til gengæld. Han spurgte på kurdisk.
”Kom herop,” sagde læreren og gav tegn med hånden.
Hans klassekammerat gik nervøst frem, mens hans blik flakkede til siderne.
”Frem med nallerne.”
Linealen gjorde ondt.
****
Som ugerne og månederne gik, lærte Roger tyrkisk. Og han lærte lærte også meget om Tyrkiets stifter Mustafa Kemal Ataturk. Læren gentog igen og igen landsfaderens sætninger.
”Lykkelig er den, der kan sige, at han er tyrker.”
”En tyrker er lige så værd som hele verden.”
Hver morgen begyndte på samme måde. Når læreren kom ind i klassen, skulle eleverne rejse sig og læse eden.
”Jeg er tyrker, retledet og dygtig.
Mit princip: At beskytte de små, at respektere de voksne og at elske mit land og folk.
Mit ideal: At gå fremad.
Oh, store Ataturk.
Jeg sværger på, at jeg ufortrødent vil bevæge mig henimod det mål, du har sat.
Jeg dedikerer min eksistens til det tyrkiske folk.
Lykkelig er den, der kan kalde sig tyrker.”
I frikvartererne snakkede Roger med mange af de andre børn og fik nye venner. Nogle var med deres familier flygtet ind til storbyen Diyarbakir fra de omkringliggende landsbyer, der var blevet brændt ned.
