Hvad mente Dansk Folkepartis stifter og mangeårige leder Pia Kjærsgaard om den kurdiske sag? Jiyan.dk giver et overblik:

Tyrkiet protesterede voldsomt, da den politiske gren for Kurdistans Arbejderparti (PKK), ERNK åbnede et kontor i København i april 1995.

Pia Kjærsgaard var skeptisk over åbningen af kontoret, som udgjorde en sikkerhedsrisiko, ifølge politikeren.

“Jeg er bekymret for sikkerheden herhjemme – både for danskere og tyrkere” (Berlingske, 26.04.1995).

Senere bad Pia Kjærsgaard justitsminister Frank Jensen (S) lukke ERNK-kontoret.

”Det er horribelt, at vi i Danmark huser terrorbevægelser af denne art” (Berlingske, 18.02.1999).

1995: Den PKK-venlige forening afholdt møder i København – til stor kritik fra Pia Kjærsgaard

Pia Kjærsgaard: Naivt at give opholdstilladelse til kurdere

Efter tilfangetagelsen af PKK-lederen Abdullah Öcalan 15. februar 1999 blev København ramt af massive protestaktioner, hvor en kvinde satte ild til sig selv og EU-kommissionens kontor på Strøget blev stormet og 14 medarbejdere taget som gidsler samtidig med at de fleste demonstrerede på fredelig vis.

Pia Kjærsgaard skrev sit berømte indlæg ”Hvad kommer det os ved?” i Jyllands-Posten, hvori hun klagede over kurderes støj og larm i København.

”Hvorfor skal tyrkeres og kurderes krige importeres til Danmark? Jeg aner ikke, om der er 15.000 eller 30.000 kurdere her til lands, som vi danskere af vore hjerters naive godhed har udstyret med permanent opholdstilladelse og livslang forsørgelse. Jeg kan ikke være ligeglad med, at mennesker, udstyret med megafoner, råber og skriger på et sprog, ingen forstår, og skaber en hadefuld stemning” ( JP, 19.02.99).

Andre politikere havde dog et andet syn på konflikten, heriblandt Pernille Frahm fra SF, som skrev:

”Vi kan ikke blive ved med at give våben og vennetjenester til Tyrkiet, og så blive forargede over, at vi får det kurdiske problem ind i vore egne byer.”  (Aktuelt, 23.02.99)

Kritiserede tyrkisk ambassade i København

Selvom Pia Kjærsgaard kritiserede PKK, så forholdt hun sig også kritisk til Tyrkiet.

Da det kom frem, den tyrkiske ambassade truede herboende tyrkere og kurdere med, at de kan “miste alle sociale rettigheder og deres arbejde”, hvis de ikke laver en aftale med ambassaden om ikke-aftjent værnepligt i Tyrkiet, tog politikeren afstand.

”Det er bevist, at Tyrkiet ikke overholder menneskerettighederne. Det er uacceptabelt, at en ambassade udøver den slags metoder.” (Jyllands-Posten, 14.09.1996).

Pia Kjærsgaard: Foto: Marie Hald

Kritiserede kurdiske flag

Den 15. november 2015 diskuterede Pia Kjærsgaard med en gruppe medlemmer af Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark (SKFD) ved den franske ambassade.

Det skete, da medlemmer af SKFD med store kurdiske flag marcherede hen mod ambassaden og lagde et flag ved siden af de mange blomstre, for at vise deres sympati med ofrene for terroren i Paris to dage forinden, begået af Islamisk Stat (IS).

Det fik Pia Kjærsgaard til at kritisere kurderne, som hun mente “profilerede sig”.

”Det er upassende det der. Hvorfor er der ikke også franske flag med?” spurgte Pia Kjærsgaard i en diskussion med Yilmaz Yildiz, næstformand for SKFD. Jiyan.dk bevidnede diskussionen.

”Vi som kurdere kæmper imod Islamisk Stat (IS) dernede i Kurdistan. Vi har taget vores flag med for at bakke op om Frankrig,” svarede Yildiz.

”Det er fint, at I bakker op, men det er upassende med alle de flag,” lød det fra Pia Kjærsgaard.

Den 15. november 2015 kritiserede Pia Kjærsgaard en gruppe medlemmer af Sammenslutningen af Kurdiske Foreninger i Danmark (SKFD) ved den franske ambassade.

Støttede kurdernes kamp mod Islamisk Stat

I august 2014 angreb IS de kurdiske områder i Irak. Terrorgruppen tog 6417 ezidier til fanger. Et andet sted i nærheden, flygtede op til 40.000 ezidier op på Sinjar-bjerget. I en uge måtte de tilbringe tiden heroppe uden tilstrækkelig vand og mad i over 40 graders varme. Omkring 100 bukkede under af tørst, sult og udmattelse og døde.

Pia Kjærsgaard skrev på Facebook den 26. august:

“Vi vil gerne yde et humanitært bidrag i Nordirak, hvor kurderne kæmper en desperat kamp imod IS”.

En af de kvinder, der blev taget til fange af IS var Farida Khalaf, som blev solgt fire gange til sexslaveri. 25. januar 2018 mødtes Pia Kjærsgaard – som formand for Folketinget – med Khalaf, mens undertegnede oversatte hendes samtale fra kurdisk til dansk. Dansk Folkeparti-politikeren var dybt chokeret og berørt over Khalafs beretninger om livet som sexslave.

Pia Kjærsgaard med den tidligere slave hos IS, Farida Khalaf (til højre) og Delkhxwaz Hajiy fra ezidi-organisationen Yazda

Støttede iranske kurdere i kamp mod regime

Den 9. oktober fik Pia Kjærsgaard klippet håret i solidaritet med kvindebevægelsen i Iran og iransk Kurdistan. Det skete på Københavns Rådhusplads.

Pia Kjærsgaard får klippet håret i solidaritet med kvindebevægelsen i Iran og iransk Kurdistan, på Københavns Rådhusplads.

Den 22-årige kurdiske kvinde Jina Mahsa Amini døde i september 2022 i iransk politis varetægt. Hun var blevet anholdt, fordi hendes slør ikke dækkede hendes hår tilstrækkeligt. Ifølge hendes familie blev hun slået af politi og døde. Politi selv hævdede, at hun døde af hjerteproblemer. Hendes død førte til en opstand i store dele af Iran og iransk Kurdistan.

Efterfølgende fik den danske politiker også taget et billede med kurdisk flag.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer