Af Zana Emil Aytimur

I disse dage efter Israels angreb på den tyrkiske nødhjælp til Palæstina, oplever vi et massivt stigende tal af arabere og muslimer verden over der tiljubler den tyrkiske nation.

Men på hvilken baggrund? Tyrkiet en nation der har givet våben og samarbejdet med Israel i over 10 år, går nu ind og løfter pegefingeren over for selv samme nation, de så åbenlyst har støttet. Samtidigt er Tyrkiet også gået ind i et massivt samarbejde med den præstestyrede iranske nation om at angribe kurdiske landsbyer i det nu frie sydlige Kurdistan (Irakisk Kurdistan). Tyrkiet arbejder altså på alle sider, der er til egen fordel, disse strategiske manøvre er dog ikke synlige for alle og forekommer derfor mere ”geniale”.

At støtte Israel med våben for derefter at anklage dem var taktisk klogt, da de fik de religiøse stemmer til at bluse op i Tyrkiet, hvilket gav dem muligheder for, at i mellemtiden at handle som de ønsker, hvilket de også gjorde i form af angreb på landsbyer i den østlige del, samt et angreb over grænsen.

Ordet dobbelt moralsk falder hurtigt i mine tanker. Specielt når man skal drage tyrkernes egen historiske fremgangsmåde i spil. For hvor forskellig er Tyrkiet i virkeligheden fra Israel, hvor ligger forskellen i Israels behandling af palæstinensere og Tyrkiets af kurderne? Når man dykker ned i denne Nato nations egne byer, gader og landsbyer, finder man et helt andet billede end det man vil finde i de turistbyer, som danskere, svenskere og andre europære så gladelig besøger.

Det er ikke her disse politiske problemer kommer til udtryk, her kan man blot danne sig et indtryk af, at man har med en meget national stolt eller med andre ord nationalistisk stat af gøre. Det tyrkiske flag er at finde alle veje, og på alle arbejdspladser, hoteller og andre virksomheder dukker nationens landsfader Atatürk op. Dog er det ikke her man finder den store undertrykkelse. Hvis man tager væk fra de vanlige turist byer og begiver sig østpå, dukker et helt andet billede frem. Det er her uretfærdighederne finder sted. I Østen befinder dig sig omkring 20-25 mio. Kurdere, et tal der ofte bliver omtalt som væsentligt mindre, da tyrkere ikke ønsker kurdernes eksistens klargjort, men også her prøver at undertrykke en kurdisk bevidsthed.

Denne bevidstheds undertrykkelse foregår på flere fronter og måder. Den ene af dem er lukningen af Roj Tv. En kanal der hævdes at være styret af den kurdiske oprørsgruppe PKK. Men hvad er Roj Tv, – det er en kanal fra kurdere til kurdere, en kanal der udtrykker den kurdiske stemme, da man så fjernede denne kanal og erstattede den med den såkaldte nye kurdiske TRT 6 som er stats styret, fjernede man dermed den kurdiske stemme og kan derved bestemme og censure hvilke nyheder, der skal bringes til kurderne. Dette er af væsentlig betydning, da det er med til at manipulere med den enkelte kurder, som i forvejen har det svært med at fastholde sin kurdiske identitet, da de i skolerne bliver tvunget til at synge den tyrkiske national sang, samt respektere og ære den tyrkiske national fader Mustafa Kemal.

Du vil møde børn hvis forældre er kurdere og hvis bedste forældre kun taler kurdisk, som stadig hævder de er tyrkiske, netop fordi de igennem hele deres barndom er blevet fortalt dette. En assimileringsproces der har haft sin tydelighed i Konya, hvis landsbyer huser massere af kurdere, der blev offer for et sådan projekt, de blev så at sige taget/fjernet fra det kurdiske øst og placeret mere centralt i Tyrkiet. De børn hvor det så lykkes at bibeholde deres nationale og kulturelle identitet, bliver undertrykte igennem hele deres leve tid.

Selv i dagens Tyrkiet sidder flere tusinde kurdiske børn fængslet af såkaldte ”forbrydelser” mod nationen. Heriblandt bør nævnes den 11-årige Bêrîvan der har fået 8-års fængsel for at kaste en sten på en forbikørende panservogn. Og hvem glemmer den ulykkelige lille pige Ceylans død i et militært angreb på en kurdisk landsby uden for Diyarbakir? Hendes historie blev kun nævnt i én tyrkisk avis, mens de resterende var pinligt tavse.

Hvorfor skal det gå ud over børn? Et barn i den kurdiske by der blev bakket op af sin lærer til at undervise andre jævnaldrene børn i kurdisk, blev tiltalt for dette i den kurdiske hovedstad Diyarbakir (Amed), da det var ulovligt at tale kurdisk på skolen. Undervisninge foregik hjemme hos hende, men selv her ønskede staten at gribe ind i kurdernes privatliv.

Det er dog ikke kun hos de mindreårige kurderproblemet ligger. Som tidligere nævnt bliver forfølgelsen af kurdere der er bevidst omkring deres egen identitet gjort igennem hele deres levetid. Det ses også i mange tilfælde omkring studerende kurdere, der enten interesseree sig eller er aktiv inden for den kurdiske politik. Det gik blandt andet ud over den unge studerende kurder Serzan Kurt, som blev offer for fascismen.

Omkring dette har jeg netop et eksempel med en ung kurdisk gruppe indenfor det kurdiske parti i byen Balikesir, der havde arrangeret en koncert som blev afblæst og inden da blev en lang række af disse arresteret for deres politiske holdninger, skyndt de ingen kriminalitet havde fortaget sig. De blev altså arresteret på baggrund af deres politiske holdninger.

Er det forbudt at være kurder? Et spørgsmål der tit går igennem mit hoved. I det tyrkiske samfund synes det umiddelbart desværre at være sådan. Hvordan kan man leve i et samfund, der ikke ønsker at anerkende dig? Derfor er det netop nødvendigt, at skabe en kurdisk stat for de mange kurdiske mennesker der befinder sig og altid har befundet sig på denne egn, den lange stolte kurdiske historie der går tilbage til det medernes tid, burde igen havde fået etableret sig en nation, da araberne fik deres nationer givet af franskmænd og englændere.

Hvis man skal putte nogle tal på ofrene for denne krig imellem kurdere og tyrkere, svinger det desværre meget, alle kilder anslår forskellige tal, men en kilde siger, at der i krigen er 6.482 tyrkere døde og hele 32.000 kurdere døde, men andre uofficielle kilder hævder, at hele 50.000 eller over er døde på den kurdiske front, et tal som i mine øjne desværre føles realistisk.

Mange af de kurdiske landsbyer der før blomstrede omkring i de østlige bjerge, eksistere ikke længere, de er enten blevet ryddet, brændt eller decideret bombet, deriblandt min egen fars. Der er mange kurdiske byer hvis politiske historie man kan komme ind på, men da jeg selv har befundet mig i en specielt, vil jeg gerne fremhæve denne. Tatvan (Tetwan), en by der huser en befolkning ca. anslået til 72.873 (men sikkert mere omkring de 100.000), da Tyrkiet i kurdiske byer formindsker talende. I denne kurdiske by, samt andre i omegnen, finder man et stort antal militære tyrkiske baser der holder kontrol med den kurdiske befolkning, en undertykkelse der nemt kan sammenlignes med den palæstinensiske. I byen ser man flere gange i timen militære vogne og soldater der vandrer igennem, og hvis man tager et stykke ud fra centrum vil der være patruljer der går rundt om natten. Du skal i disse områder passe på med, at ytre dig omkring visse politiske emner til andre folk omkring dig, da dine kurdiske holdninger kan betyde fængsel eller det som er være. Du kan på baggrund af din mund ende under tortur eller fængsling, hvis du taler dårligt om den tyrkiske nation, deres republiks fader eller om tyrkisk politik eller historie, og selvfølgelig hvis du er en af de mange kurdere der nærer et ønske om et frit Kurdistan. En simpel søgning på webadressen Youtube kan give et godt billede af det tyrkiske politis vold imod kurdiske fredelige demonstranter. Her vil man se, at der bliver slået på gamle damer og mænd, unge og ikke mindst mindreårige børn. I en frygtelig video ser man blandt andet nogle politimænd stolte brække armen på en mindreårig kurdisk dreng. Hvordan kan disse billeder undgår den globale verdens opmærksomhed? Jeg undrer mig og er dybt forarget over dette.

Kurdere har altid været et undertrykt og glemt folkefærd. I Syrien bliver de tæsket, arresteret for ingen ting og latterliggjort og i Iran ser man kurdere blive hængt for forbrydelser mod selve Gud? Netop fordi de er bevidste om deres egen identitet og beskæftiger sig med politik.

Jeg mener personligt, at medierne hertil har et stort ansvar! Derfor anvender jeg mig netop af disse til at gøre folket i opmærksom på dette. Vi bærer alle et ansvar! Hvad er forskellen på lille Ahmed eller Fatima der sulter eller dør i Gaza, også unge Bêrîvan eller Ceylan der bliver smidt i fængsel eller mister sit liv på grund af tyrkisk undertrykkelse?
Hvor er moralen? Tyrkiet bærer en dobbeltmoralskhed der bør føres frem i det politiske lys. De bør stå til ansvar på den globale verdens scene. Dobbelt moralskheden burde i dette være tydeligt for alle, men selv kurderne har i deres egne konservatisme og religiøsitet en tendens til at undertrykke sig selv, netop ved at stemme på AKP frem for det kurdiske parti, et parti der gang på gang bliver lukket, men igen bliver åbnet med et nyt navn og logo.

Jeg vil slutte min artikel med de så ofte sagte kurdiske ord ”Êdî Bese” (nu er det nok!) og håber dermed, at vi i fremtiden vil se retfærdigheden ske fyldtes, og at den kurdiske nation må blive skænket til de 35-50. mio. kurdere, det største folkeslag uden en nation, der igennem hele deres lange historie er blevet undertrykt og stadig venter på friheden skal komme.

De opfattelser, der kommer til udtryk i indlægget afspejler afsenderens egne holdninger og er ikke nødvendigvis udtryk for www.jiyan.dk’s synspunkter.

Kommentér via Facebook

kommentarer