Den første kurdiske film, roman, radio blev alle lavet i Armenien.
Af Deniz Serinci
Armenierne og kurdernes fælles historie går mange år tilbage. Ofte har de boet i de samme områder i det nuværende østlige Tyrkiet, som begge grupper derfor betragter som deres hjemland. Kurdere kalder det for Nordkurdistan, mens armenierne kalder det Vestarmenien.
Under det Osmanniske Riges massakrer på armenierne i 1915, som langt de fleste historikere kalder et folkemord, var kurdernes rolle forskellig fra region til region.
“Nogle kurdiske stammer deltog i folkemordet, mens andre stammer beskyttede armenierne,” siger den tyrkisk-tyske historiker og sociolog Taner Akcam. “Nogle specielle enheder blandt kurdere, oprettet af den osmanniske stat, forfulgte og dræbte armenierne.”
Den Osmanniske Stat og de tre Pasha’er, Enver, Talat og Cemal Pasa beordrede folkemordet på armenierne. Men Osmannerriget havde helt fra Abdulhamid’s tid organiseret kurderne mod armenierne under det såkaldte Hamidiye-Regiment, som plyndrede og massakrerede armeniere.
Ifølge den danske historiker Matthias Bjørnlund er svaret heller ikke entydigt.
“Kurdere spillede en vigtig rolle i det armenske folkedrab, både som gerningsmænd og redningsmænd. Nogle kurdere valgte eller følte sig tvungne til at deltage, andre strittede af forskellige årsager imod,” siger han.
Matthias Bjørnlund fortæller, at mange kurdere reddede armeniere og optog dem i familien, hvorfor ret mange kurdere fra Anatolien er af delvis armensk herkomst.
Seniorforsker Anton Weiss-Wendt fra Center for Holocauststudier i Oslo, fortæller, at de kurdere, som medvirkede i folkemordet, gjorde det af økonomiske og geopolitiske grunde.
“De kurdiske stammer blev brugt af den tyrkiske regering mod armenierne, fordi kurderne gjorde krav på samme territoriale område, som armenierne i Østanatolien. Samtidig ønskede stammerne at få økonomiske fordele ved at slå armenierne ihjel,” siger han.
Dengang og før det blev de kurdisktalende ezidier også forfulgt i det Osmanniske Rige. Mange flygtede derfor til det nuværende Armenien og Georgien.
Første kurdiske film
Armeniens ca. 45.000 kurdisktalende blev den største minoritetsgruppe i det hovedsageligt kristne land.
Mens kurdisk var forbudt i det Tyrkiet, blomstrede den kurdiske kultur i det kaukasiske land.
Den første kurdiske film (Zerê) blev produceret i Armenien i 1928. Året efter introducerede kurdere i Armenien kurdisk med latinske bogstaver. Dermed kom de før politikeren og forfatteren Celadet Bedirxan (1893-1951), der i dag har fået æren for at have introduceret kurdisk med latinske bogstaver.
Den 25. marts 1930 startede avisen Riya Taze, som betyder “den nye vej”, på kurdisk. Oprindeligt som et organ under det sovjetiske kommunistparti, der lavede propaganda på kurdisk.
“For vores folk, var det en ny vej, ny start og nyt land efter flugten fra den osmanniske undertrykkelse,” forklarer Tîtalê Kerem, redaktør på avisen.
Avisen blev grundlagt af kurdiske-talende armenske redaktører i Jerevan og trykt med et latinsk alfabet.
“De armenske redaktører var oprindeligt fra de kurdiske områder i det østlige Tyrkiet, hvorfra de flygtede efter folkemordet mod dem i 1915. De var vokset op blandt kurdere, så de talte godt kurdisk,” siger Tîtalê Kerem.
Første kurdiske roman
Den første kurdiske roman (Şivanê Kurmanca) blev også udgivet her i 1935. Den første kurdiske radio gik i luften i 1940’erne. Den første kurdiske skole åbnede i Armenien. State University of Yerevan har siden 1962 haft en kurdologi afdeling.
På Yerevans radio fik kurderne 1½ time hver dag, hvor folkesangere sang klassiske sange, som også blev hørt hemmeligt af kurdere i Tyrkiet. Det tyrkisktalende aserbajdsjanske mindretal i Armenien fik til gengæld kun 30 minutter hver dag.
”Aserbajdsjanerne havde jo deres autonome republik i Sovjetunionen, mens kurderne intet havde, så de sovjetiske myndigheder tildelte derfor kurdere ekstra tid,” siger Tîtalê Kerem.
Tîtalê Kerem, redaktør på avisen Riya Taze
Etniske armenske sangere sang også kurdisk, som Aram Tigran (1934-2009 og den afdøde Karapêtê Xaço (1902-2005). Radio Yerevan appellerede godt til de tyrkiske kurdere af flere årsager: Dels var det den samme kurdiske dialekt, nemlig kurmancî-dialekten, som det store flertal af Tyrkiets kurdere også taler. Derudover var der en følelse af identifikation med hinanden, fordi Kaukasus’ kurdisktalende ligesom de tilbageblevne kurdere i tyrkisk Kurdistan havde været udsat for massakrer eller forfølgelse af de tyrkiske myndigheder.
Under folkemordet på armenierne i 1915 overlevede Aram Tigrans forældre, da kurdere gemte dem for de osmanniske myndigheder. De flyttede senere sydpå, til Syrien. I en alder af tyve år sang Tigran på fire sprog: kurdisk, arabisk, assyrisk og armensk. I 1966 flyttede han til Jerevan, der dengang var en del af Sovjetunionen. Først i 1995 forlod han Armenien til fordel for Grækenland. Her døde han den 8. august 2009. Sangeren ønskede at blive begravet i Diyarbakır i tyrkisk Kurdistan, men det afviste de tyrkiske myndigheder.
Barzanî i Armenien
For de irakiske kurdere fik det kaukasiske land også en rolle.
Da den iranske hær slog ned på den kurdiske republik i Mahabad i iransk Kurdistan, forlod lederen af dets styrker, Mullah Mustafa Barzani sammen med sine tilhængere den 19. april 1947 Iran og tog til irakisk Kurdistan. Bevidst om, at den irakiske hær før eller siden ville komme efter dem, flygtede Barzani med sine bedste krigere tilbage til Iran og ville derfra ind i Sovjetunionen. Det var en rejse, der blev episk i den kurdiske nationalisme.
I Sovjetunionen endte Barzani med at tilbringe 12 år i eksil. Hans tilstedeværelse der gav ham navnet ”Den røde mullah”, selvom han aldrig blev kommunist. Den kurdiske leder boede i eksil i Sovjetrepublikkerne Armenien, Aserbajdsjan, Usbekistan og Rusland. De sovjetiske myndigheder placerede ham i husarrest og sendte hans mænd i arbejdslejr. Gradvist blev forholdene for kurderne dog bedre. Senere, i 1958, kom Barzanî tilbage til Irak.
Tilbage til Riya Taze
Under Josef Stalins (1923-1953) diktatur blev Riya Taze lukket i 1937. Ifølge Kerem, fordi avisen brugte det latinske alfabet.
Kort efter Anden Verdenskrig deporterede Stalin mange af de kaukasiske kurdere til de centralasiatiske republikker. Det menes, at mange døde af sygdom og sult undervejs. Efter Stalins død i 1954, fordømte den nye sovjetiske leder Nikita Khrusjtjov Stalins ”undertrykkelse og fysisk udslettelse” af folk.
I 1955, efter 18 år, genåbnede Riya Taze. Denne gang udkom avisen med det kyrilliske alfabet. I 2000 vendte Riya Taze så tilbage til det latinske alfabet.
Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 begyndte avisen at få økonomiske problemer, da staten ikke længere støttede Riya Taze.
Intern splid i Armenien
Som konsekvens af den blodige Nagorno-Karabakh krig mellem Armenien og Aserbajdsjan 1991-94, lukkede både Tyrkiet og Aserbajdsjan dets grænser til Armenien og startede en blokade, der skadede republikkens økonomi. Omkring halvdelen af Armeniens kurdisktalende emigrerede pga. økonomiske årsager, herunder de intellektuelle, til Rusland eller europæiske lande.
De resterende kurdere i Armenien blev også yderligere opdelt efter Sovjetunionens opløsning.
Aziz Tamoyan, leder af Ezidi Forbundet i Armenien
En gruppe ezidier grundlagde deres egen avis, nemlig “Yezidikhaya”. På forsiden hedder det ”Mit land er Ezidi, mit sprog er Ezdiki og min religion er Sharfadin,” et udtryk eziderne bruger til at identificere sig selv. Ifølge denne gruppe, har eziderne deres egen identitet og er adskilte fra kurderne, selvom kun et mindretal blandt akademikere eller historikere deler deres synspunkt.
Aziz Tamoyan, leder af Ezidi Forbundet i Armenien, sagde til mig.
“Vi er ikke kurdere. De taler kurdisk, vi taler Ezdiki. De kommer fra Mellemøsten, ezidier nedstammer fra de gamle babylonere.”
I 2002 godkendte nationalforsamlingen i Republikken Armenien på anmodning af en gruppe ezidier i Armenien med Tamoyan i spidsen, ezidier som en særskilt etnicitet og deres sprog som Ezdiki. Der bliver nu undervist i det på armenske universiteter, hvor ‘kurdisk’ og ‘Ezdiki’ bliver undervist som forskellige sprog, selvom de to lyder helt ens.
Antal i Danmark
Der er cirka 75 kaukasiske kurdisktalende i Danmark. De er alle ezidier, taler alle kurmancî-dialekten og bor på Sjælland (Kalundborg og Brøndby) og i Jylland (Randers, Vejle, Aarhus, Horsens). De er typisk kommet til Danmark af økonomiske, politiske grunde eller for at blive sammenført med en ægtefælle her.
En af dem er Aziz Gerdenzeri, der blev født i Georgien i 1945, men levede i mange år i Armenien og Centralasien. Her skrev han adskillige bøger, teatermanuskripter, osv. I Danmark udgav han H. C. Andersens eventyr på kurdisk. En andet kendt ansigt er sangerinden Nazê, som kommer fra Georgien. En tredje er Albert Arthur Amiryan, som spiller rollen som terroristen Omar el-Hussein i filmen Krudttønden.
Se et bryllyp i Armenien
