Sagen om Roj-TV er langtfra den eneste gang, hvor konflikten mellem tyrkere og kurdere har udspillet sig i Danmark. Dansk-kurdiske aktivister er blevet anholdt og tortureret i Tyrkiet. Ankara har flere gange protesteret over kurdiske kontorer i Danmark, der var massiv uro i København, da Abdullah Öcalan blev fanget i 1999 og flere danske kurdere har klaget over at blive overvåget af den tyrkiske ambassade – læs om kurdernes historie i Danmark.

De tyrkiske kurderes/nordkurdernes antal i Danmark er usikkert, da Danmarks Statistik, det centrale statistikkontor i landet, registrerer kurderne efter hvilken stat, de kommer fra, altså Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Ud af de 60.000 personer i Danmark med rødder i Danmark menes cirka halvdelen eller derudover at være kurdere, hvoraf et flertal stammer fra provinsen Konya i Midtanatolien, langt fra Kurdistan.

Kurdere i udlandet er især i 80’erne og 90’erne blevet udsat for pres fra tyrkiske ambassader dér, ligesom det antages, at disse – især op til slutningen af 90’erne – overvågede kurdiske aktiviteter. Denne overvågning menes at ske via tyrkiske sproglærer og imamer, heriblandt i Danmark. Ambassaderne har nægtet at udstede pas til børn med kurdiske navne (347-370, Skutnabb-Kangas 1994).

Den tyrkiske ambassade i København har opfordret til at ændre kurdiske navne på spisesteder i Danmark, som Xilas (”Frihed”), Xezal (”Gazelle”) og den kurdiske provins Dêrsim. Når de kurdiske ejere har afvist dette, er ruderne herpå senere blevet smadret. Noget ambassaden beskyldes for at være involveret i, men som den selv nægter (Ritzau, 15.09.96).

Den tyrkiske ambassadør protesterede i september 1980 mod kurdisk kursus i København, arrangeret af Nordic Cultural Foundation. Ambassadøren udtalte: ”Loven, der forbyder kurdisk, gælder i hvilket som helst land.” Ligeledes har der formodentlig været lagt pres fra den tyrkiske ambassade på kurdiske forældre, der ville sende deres børn til kurdisk modersmålsundervisning (Berlingske Tidende, 01.09.1996).

Den dansk-kurdiske forening KOMKAR beretter om, at der inden sommerferien 1990 var planer om kurdisk undervisning i København for 3 klasser, samlet 36 elever. Men efter sommerferien var ingen længere interesseret.

Ambassade overvåger kurdiske aktiviteter i Danmark

Fotografen Jens Dige blev kontaktet af en tyrkisk mand, der udgav sig for at være fra en tyrkisk avis. Han ville have Dige til at tage billeder af demonstranterne ved en kurdisk demonstration i København i juni 1993. Manden i telefonen ville have billeder af de forreste rækker af demonstrationen og ”lave portrætter af dem”. Herefter krævede manden i telefonen negativerne og ville ikke fortælle, hvor billederne skulle bringes.

Mesûd Zîlan, politisk flygtning, fortæller, at hans familie i Kurdistan er blevet opsøgt af politiet, når han har deltaget i demonstrationer eller udtalt sig om den kurdiske sag i Danmark. Ligeledes er de blevet afhørt om ham på politistationer, hvor de tyrkiske myndigheder ”havde en hel mappe med billeder af mig” fortæller Zîlan (Ekstra Bladet, 15.08.1996 samt Berlingske Tidende, 01.09.1996).

I juni 1993 angreb 4 mænd i København flyselskabet Turkish Airlines’ kontorer med stenkast mod vinduer, som led i en række angreb på tyrkiske interesser i Europa samtidig (Berlingske Tidende, 25.06.1993).

Den tidligere formand for Kurdistan-komitéen og nuværende administrerende direktør på Roj-TV, Imdat Yilmaz blev ved sin bopæl i Lyngby ramt af fire skud den 7. februar 1994. Yilmaz overlevede. Et skyderi der vakte stort opsigt og frygt i det kurdiske miljø i København. Journalist og forfatter Pola Rojan hælder i sin bog Ergenekon til, at mordet formodentlig blev begået af en tyrkisk agent med turkmenske rødder, men da den danske efterretningstjeneste har nægtet formel aktindsigt i sagen i forbindelse med bogen, må spørgsmålet forblive uafklaret.

Tyrkiet protesterer mod åbningen af ERNK-kontor

Tyrkiet protesterede voldsomt mod PKKs politiske gren ERNK’s åbning af et kontor i København 25. april 1995 med det formål at ”fremføre den kurdiske befrielsesbevægelses synsvinkler”. Den radikale formand for Udenrigsudvalget, Jørgen Estrup og retsordfører for Fremskridtspartiet, Pia Kjærsgaard var skeptiske over åbningen af ERNK-kontoret. Samtidig henviste de konservatives udenrigsordfører, Per Stig Møller til, at den tamilske organisation, De tamilske Tigre, også har et kontor i Danmark, og at ANC og PLO tidl. har haft kontorer i Danmark. Det danske udenrigsministerium afviste at skride ind som krævet af Tyrkiet af hensyn til den danske foreningsfrihed. Daværende udenrigsminister Niels Helveg Petersen tog afstand fra PKK, men kontoret åbnede (Ritzaus Bureau, 25.04.1995).

Den populære kurdiske kvindelige politiker Leyla Zana var genstand for en hed diskussion mellem Danmark og Tyrkiet i foråret 1996 på grund af en dansk pris til Zana. Således skrev Berlingskes Ole Damkjær, at der nu var “Frostgrader i dansk-tyrkiske relationer” (24.09.1996). Det kølige – eller ligefrem kritiske – forhold mellem Danmark og Tyrkiet skyldtes flere forhold, heriblandt Leyla Zana-sagen. I februar 1996 tildelte Arbejderbevægelsens Internationale Forum (AIF) sin såkaldte ”rosepris” til Leyla Zana. Prisen blev overrakt Leyla Zana’s mand Mehdî Zana af daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen i hans egenskab af formand for Socialdemokraterne. Hendes bror var også inviteret, men kunne ikke komme til Danmark, da han ikke kunne få udstedt et pas af de tyrkiske myndigheder. AIF tildelte Leyla Zana prisen for hendes ”demokratiske indsats for kurdernes rettigheder”. Tyrkiet protesterede stærkt mod prisen til Leyla Zana.
”Jeg finder det meget beklageligt, at en sådan pris tildeles en person, der sidder i et tyrkisk fængsel for at have bistået terrorister,” sagde ambassadør Osman Faruk Logoglu til Ritzau (12.02.1996).

Dansk-kurdere tortureret i Tyrkiet

I juli 1996 blev dansk-kurderen Kemal Koç fra det kurdiske mindretal i Haymana, Ankara anholdt, da han tog til Tyrkiet for at deltage i sin brors begravelse. Han blev sigtet for at have støttet PKK.

Hans advokat Yusuf Alataş henviste til, at Koç ikke længere var tyrkisk statsborger, og han derfor ifølge de internationale konventioner ikke kan sigtes for en handling, der i Danmark er lovlig. Under den 42 dage lange fængsling blev Koç tortureret. Sagen afsluttedes i april 2000 med et forlig ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Koç fik en erstatning på 450.000 kroner. Ligeledes hed det i forliget, at Danmark har ret til at rejse sager mod Tyrkiet i tilfælde af anholdelse af danske statsborgere her.

Senere, 3. august 2000, blev en anden dansk kurder, Sadik Çîftçî anholdt og risikerede op til 20 års fængsel for medlemskab af PKK. Han blev løsladt i januar 2001, omfattet af en amnesti. Herefter ville han lægge sag an mod Tyrkiet for 5 måneders uberettiget fængsling og tortur (Ritzaus Bureau, 19.07.1996, 31.08.2000 og Berlingske Tidende, 17.03.2001).

Tyrkisk ambassade: Alle, der arbejder for kurderne, arbejder for terror

I december 1996 blev 5 danske politikere og organisationsfolk registreret af den tyrkiske ambassade og nægtet indrejsetilladelse til Tyrkiet. Disse var Villo Sigurdsson, formand for Dansk-Kurdisk Venskabsforening, Klaus Slavensky, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Lasse Budtz, tidl. MF for soc.dem., Gert Petersen, tidl. MF for SF og Søren Søndergaard fra Enhedslisten. De havde deltaget i en høring i Folketinget 14. marts samme år med deltagere fra Kurdistans

Parlament-i-eksil, som Tyrkiet anser for en del af PKK og derfor havde reageret voldsomt imod.

Høringen var arrangeret af FEYKURD, Enhedslisten og Dansk-Kurdisk Venskabsforening. Sekretæren fra den tyrkiske ambassade i København Mehmet Taşır forklarede:

”… alle, der arbejder for det kurdiske mindretal arbejder for en terroristisk organisation, og vi har fuld ret til at registere dem.” (Aktuelt, 05.12.1996).

Ved den tyrkiske anholdelse af Abdullah Öcalan 15. februar 1999 blev København, som så mange andre steder i verden, ramt af voldsomme protestaktioner. En 25-årig kurdisk kvinde fra Tyskland satte ild til sig selv. Politiet anholdte 48 demonstranter. Den græske ambassade samt EU-kommissionens kontor på Strøget blev stormet og der blev taget 14 medarbejdere som gidsler. Politiet trængte ind, der opstod håndgemæng og 26 kurdere blev anholdt (Jyllands-Posten, 17.02.1999 og Berlingske Tidende, 18.02.1999).

Borgmestre straffet for at sende brev til Fogh

Den tyrkiske premierminister Erdoğan forlod under et besøg i København 15. november 2005 et fælles pressemøde med den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen i protest mod tilstedeværelsen af en journalist, Senem Guneşer, fra den kurdiske tv-station Roj TV – der har sit administrative hovedkvarter i København. Erdoğan havde før pressemødet krævet at, Fogh enten udelukkede journalisten fra mødet eller nægtede denne mulighed for at stille spørgsmål. Da Fogh nægtede begge dele med henvisning til ytringsfrihed, udvandrede Erdoğan. Den tyrkiske ambassade i København har politianmeldt tv-stationen. Det Danske Radio og TV Nævn har dog efter de tyrkiske klager undersøgt ROJ TV’s udsendelser og ikke fundet nogen ulovligheder.

56 kurdiske borgmestre fra DTP skrev et brev til Fogh med appel om ikke at inddrage sendetilladelsen til Roj TV, hvilket førte til krav om 15 års fængsel til disse borgmestre. I brevet skrev de bl.a.:

”For at et rigtigt demokrati kan blomstre i Tyrkiet, bør ROJ TV’s stemme ikke ties. …

At fjerne denne stemme vil betyde tabet af en vigtig brik i kampen for demokrati, menneskerettigheder og enhver demokratisk civilisations grundlæggende rettigheder.”

Efter international kritik slap 53 af borgmestrene ved den endelige domsfældelse den 15. april 2008 med 75 dages fængsel, som kan konverteres til en bøde på 8.000 kroner. De resterende 3 borgmestre blev frikendt, da deres involvering i brevet ikke kunne bevises. Fogh kritiserede dommen:

”Jeg finder det uforståeligt, at et brev af den karakter kan afstedkomme domfældelse… Tyrkiet ønsker at komme med i EU. Derfor har vi en forventning om, at man fra tyrkisk side anlægger de samme standarder som i EU.”

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer