Læs om tatarere, tjerkessere, nogai’ere, usbekere i København med rødder i Kuşça, Yeniceoba, Böğrüdelik, osv.
Den høje sorthårede mand åbner døren til huset i Albertslund.
”Undskyld, jeg skulle mødes med en herre fra Konya.”
”Det er mig,” svarer han.
”Han ligner en kineser,” tænker jeg inderst inde. ”Han kan da ikke være en kurder.”
Det var mit første møde med en tatar, et folkeslag, der lever blandt kurderne i Konya-landsbyerne Kuşça (Hacilaro), Yeniceoba (Încov), i deres egen landsby Böğrüdelik, og så videre. Derudover findes der usbekere, nogai’ere, tjerkessere blandt kurderne i Konya.
Flere af dem – især dem fra Kuşça og Yeniceoba – taler i dag kurdisk.
Stammer fra Centralasien
Faktisk stammer tyrkerne, som vi typisk forbinder med den moderne republik Tyrkiet, oprindeligt fra Centralasien. Skolebørn i Tyrkiet lærer, at en hunulv førte tyrkernes forfædre fra en legendarisk dal i Centralasien til det nuværende Tyrkiet. Den mere faktiske version er, at Suleiman Shah (1178-1227) flygtede fra mongolen Djengis Khan’s plyndringer i Centralasien til det nuværende Tyrkiet, hvor hans barnebarn Osman Gazi (1258-1326) grundlagde det Osmannerriget, hvis rester i 1923 blev til Tyrkiet.
Centralasien er stadig kendt som Turkestan, ’tyrkernes land’. Helt præcist dækker området over den nuværende Xinjiang-provins i Kina, de selvstændige stater Usbekistan, Turkmenistan, Kirgisistan og Kasakhstan. Og nord for sidstnævnte ligger Tatarstan som et selvstyrende område i Rusland. Netop herfra stammer tatarerne i Konya.
I slutningen af det 16. århundrede migrerede usbekere fra byen Bukhara til det nuværende Tatarstan i Sibirien. Med tiden blev usbekerne i Sibirien assimileret ind i den tatariske kultur og sprog.
“Nogle (tatarer, red.) blev bundet til pæle og skåret i småstykker, andre flået levende eller kogt i vand.”
Abdurrashid İbrahim (1857-1944), en tatarisk lærd, journalist og rejsende, der opfordrede tatarerne til at migrere til Tyrkiet.
Massakreret i Rusland
Russerne opdagede betydelige guldminer og dyrepelse i Sibirien og var meget interesserede i området.
Efter russerne erobring af Kazan, hovedstaden i Tatarstan, blev de tyrkisktalende tatariske muslimer massakreret.
Den russiske zar Ivan den 4. (1530-1584) – kendt som Ivan den Grusomme – ville tvangsomvende tatarerne til Kristendom. Tatarerne gjorde modstand. Som straf blev de udsat for følgende, ifølge den britiske historiker Orlando Figes:
“Nogle (tatarer, red.) blev bundet til pæle og skåret i småstykker, andre flået levende eller kogt i vand. En gammel mand, der knap kunne gå, blev gennemboret med et spyd, dolket og halshugget af Ivan.” (85, 86, 88, ”Den korte historie om Rusland”)
Det hedder, at Ivan den Grusommes foretrukne strafmetoder var ”at blive brændt levende eller fortæret af vilde dyr”.
Den russiske zars søn Fjodor 1. overtog magten og fortsatte misbehandlingen af tatarerne.
Den 18. juli 1593 beordrede Fjodor 1. opførelsen af kirker og nedrivningen af moskeer. Den næste zar Peter den Store dekreterede i 1722, at tatariske drengebørn i alderen 10 til 12 år skulle rekrutteres til hæren, så drengene kunne tvangskristnes og gøres til slaver for de russiske soldater.
Det blev også sagt om tatarerne – muligvis en skrøne – at de lagde deres kød under hestesadlen og bagefter åd det råt. Retten kendt som ”steak tartare” eller ”tatarbøf” er opkaldt efter det tatariske folk.
Flygtede fra russerne til Konya
Mange tatarer opgav at leve under russisk undertrykkelsen.
En af dem var Abdurrashid İbrahim (1857-1944), en lærd, journalist og rejsende, født i Tobolsk-provinsen. Han ankom til Istanbul, hovedstaden i det Osmanniske Rige og fik her et godt forhold til den osmanniske leder Abdülhamid II.
I Istanbul lavede Abdurrashid İbrahim en pjece og smuglede dem ind i Rusland, hvori han opfordrede muslimer der til at immigrere til det Osmanniske Rige.
I 1907 godkendte de russiske myndigheder tatarernes anmodninger om emigration. Anført af Abdurrashid İbrahim rejste tatarer og andre muslimer fra Centralasien til byen Omsk, derefter til Odessa i Ukraine med tog og så til Istanbul med fragtskib.
Sultan Abdulhamid II udpegede Edirne, Bursa, Damaskus og Konya som steder for de nyankomne tatarer og andre muslimer. De bosatte sig i Cihanbeyli-distriktet i Konya, omgivet af kurdere.
I 1920 dannede gruppen så den nuværende landsby. Abdurrashid İbrahim boede også i landsbyen mellem 1925 og 1933. Landsbyen hed først Reşadiye og Reşid İli til ære for Abdurrashid İbrahim, der stadig betragtes som landsfader og kaldes ”baba” af de lokale. I 1934 blev landsbyen så navngivet Böğrüdelik.
”Böğrüdelik” betyder ifølge visse lokale ”knust hjerte” og henviser til deres forfædres brutale oplevelser under især Ivan den Grusomme. Andre mener, at navnet henviser til en kilde eller hul i en have i landsbyen.
I starten hørte landsbyen til den kurdiske nabolandsby Kelhasan, men blev med tiden udskilt.
Dengang var Böğrüdelik domineret af tatarerne. Med tiden kom andre etniske grupper også, heriblandt bulgarske tyrkere, tatarer fra Krim-halvøen i Ukraine, kurdere, osv.
Tatarerne i Böğrüdelik taler tatarisk og tyrkisk, mens kurderne taler kurdisk og tyrkisk. Tatarerne, usbekere, tjerkessere, nogai’ere i Kuşça, Yeniceoba, osv. taler som sagt også kurdisk og har i dag integreret eller assimileret sig ind i den kurdiske kultur.
”Første gang, jeg besøgte Böğrüdelik, følte jeg mig i Japan,” siger en herboende kurder fra Kuşça.
En tatarisk familie i Böğrüdelik i 1962
Mange på den københavnske vestegn
Da Konya-kurdere kom til Danmark som gæstearbejdere i 1967 og opefter, fulgte tatarerne, tjerkessere, nogai’ere også med.
I dag bor disse muslimske folkeslag fra Böğrüdelik, Kuşça, Yeniceoba og omegn i Albertslund, Brøndby, Rødovre og andre steder.
De ældre kan tatarisk, mens de unge taler dansk, tyrkisk og nogen kurdisk. Ja, jeg har mødt mange tatarer, nogai’ere fra Kuşça og Yeniceoba, som havde mongolske ansigtstræk, men kaldte sig selv for kurdere og talte sproget flydende.
”Osmannerne sendte tatarerne til Konya for at assimilere os,” siger en kurdisk mand. ”Men vi assimilerede dem.”
Derudover findes der også andre tyrkisktalende grupper i Konya, såsom Seydişehir, hvis koranlæsere indvandrede til kurdiske landsbyer i området. De taler i dag også kurdisk.
En kendt dansk-tatarisk person er sangeren Teoman Oral. Han blev født i 1977 i Konya og stammer fra Böğrüdelik. I mange år boede han i Danmark og deltog i 2020 i den tyrkiske sangkonkurrence “O Ses Türkiye”.
Se video:
