I marts 1915 besluttede de tre osmanniske ledere – Talat, Enver og Cemal Pasha – at deportere armenierne i riget. Den 24. april 1915 ses typisk som begyndelsen på det armenske folkemord, fordi over 200 armenske intellektuelle blev fængslet i Istanbul.
Derefter fulgte tvangsforflytninger og mord på den kristne minoritet. Under deportationerne døde mange armeniere af tørst, sult og udmattelse under de månedlange vandringer i den syriske ørken, som de blev sendt ud på, hvor uddelingen af mad og drikke blev holdt på et minimum. De overlevende flygtninge, der nåede frem til nabolandet Syrien, blev ofte dræbt ved ankomsten eller sat i lejre under kummerlige forhold af de osmanniske myndigheder.
Et kurdisk regiment forfulgte og plyndrede de deporterede armeniere.
Ifølge internationale forskere i 1915 døde op mod 1 mio. armeniere under de armenske begivenheder. Men da den moderne republik Tyrkiet blev stiftet i 1923, blev det strengt forbudt at kalde begivenhederne for folkemord. Tyrkiet siger, at der godt nok døde omkring 300.000 armeniere, men at det skete som led i civile fejder, hvor også tyrkere døde.
Dansk lærer hjalp tusinder ud
Karen Jeppe var en grundtvigiansk skolelærer, født ind i en lærerfamilie den 1. juli 1876 i Gyllingeskov, tæt på Horsens Fjord. I 1902 mødte Karen Jeppe sprogforskeren Åge Meyer Benedictsen ved et foredrag på skolen i Ordrup. Han havde rejst i det nuværende Tyrkiet og fortalte om de amerikanske og europæiske organisationers hjælpearbejde blandt de fattige og forældreløse armenske børn, hvis forældre blev dræbt under Sultan Abdul Hamids massakrer.
Det inspirerede Karen Jeppe så meget, at hun tilbød at hjælpe Danske Armeniervenner. Herefter tilbød Åge Meyer Benedictsen hende ansættelse som lærerinde. Den 1. oktober 1903 pakkede den danske kvinde kufferten og satte kurs mod byen Urfa i det sydlige Tyrkiet.
Den danske kvinder blev leder af den tyske Orientmissions børnehjem i Urfa, for forældreløse børn. I 1909 blev armeniere dræbt i Adana, så Karen Jeppe tog til landsbyen Kessab på den tyrkisk-syriske grænse og hentede 40 forældreløse børn.
I Urfa adopterede hun en dreng, Misak Melkonian og en pige Lucia, der senere, i 1913, blev gift med hinanden.
Den danske kvinde begyndte at gemme armeniere under gulvbrædderne i sit hus og i et overdækket hul i haven. Hun arrangerede samtidig leveringer af mad og drikke til dem, der skjulte sig i bjergene. Det var en indsats med risiko for livet, for var hun blevet opdaget af de osmanniske myndigheder, var hun formentligt blevet straffet – måske henrettet.
Hendes adoptivsøn Misak skrev i en dagbog:
”For at sikre os, begyndte vi paa at indrette nogle underjordiske Skjulesteder, hvori vi opholdt os om dagen. Kun om natten kom vi frem for at trække frisk luft.” (73, ”Karen Jeppes sværeste tid”. Misak Melkonians, hendes armenske plejesøns, erindringer. Oversat fra ”Orient im Bild”)
Flere armenske kvinder og piger blev solgt som sexslaver. Herom skrev Karen Jeppe i sin dagbog:
”Mange af byens tyrker ventede der for at få fat i de smukkeste kvinder. Nogle for at tage dem med hjem til haremmerne, andre for at få en pige at more sig med en nat. Hun overlevede det jo sjældent, når sådan en flok rå, fulde mandfolk havde slået sig løs på hende en hel nat igennem. Liget blev så liggende i haverne. Der lå så mange i forvejen.” (Side 60, ”I hundes vold – En armensk kvindes historie,” december 1920 i Odder Dagblad).
I 1918 blev Karen Jeppe angrebet af plettyfus. Den syge og nervenedbrudte kvinde rejste hjem igen.
Karen Jeppe blev i Danmark i tre år, indtil 1921.
Efter at være kommet nogenlunde til kræfter igen, ville hun afsted for at finde ”sit folk”.
Hun ankom denne gang til Aleppo i Syrien og Libanons hovedstad Beirut, begge steder, hvor der boede mange armenske overlevende.
Hendes organisation oprettede eftersøgningsstationer tæt på grænsen til Tyrkiet, tæt på de franske militærbaser af sikkerhedshensyn, hvorefter de sendte agenter ud til kurdiske og arabiske hjem for at finde armenierne.
Ud af de omkring 20.000 kvinder og børn i kurdisk og arabisk fangenskab, lykkedes det Karen Jeppe og hendes organisation at redde 2000 af dem ud imellem 1921-27 (259, Bjørnlund, Matthias, 2013: Det Armenske Folkedrab, Kristeligt Dagblads Forlag).
De fik lægehjælp og mulighed for uddannelse, og mange blev efterhånden genforenet med overlevende familiemedlemmer. Karen Jeppe etablerede en landsby for enker udenfor Aleppo og inden 1928 havde hun hjulpet med at arrangere ægteskaber for flere af dem.
I 1927 fik Karen Jeppe den Kongelige Fortjenstmedalje i guld.
Karen Jeppe blev få år senere ramt af et malariaanfald i sit hus. Den 7. juli 1935 tog tusinder afsked med den danske kvinde på den armenske kirkegård i Aleppo. Hun blev 59 år gammel.
Dansk missionær: De døde kommer i himlen
Et andet kvindeligt vidne til massakrerne var Maria Jacobsen (1882-1960), en oversygeplejerske og missionær. Hun blev født i Siim ved Horsens den 6. november 1882. Som 24-årig tog hun fra Horsens til Harput i det østlige Tyrkiet i 1907, sendt af sted af Kvindelige Missionsarbejdere, KMA.
I Osmannerriget arbejdede hun som sygeplejerske på et amerikansk hospital i Harput fra 1907 til 1919 og førte på hemmelig vis dagbog, der først dukkede op 10 år efter hendes død og indeholdt næsten 1000 håndskrevne sider.
Hun var ikke i tvivl om deportationernes hensigt.
”Der bliver sagt, at de (armenierne) skal sendes ned Ørkenen syd for Urfa, hvis dette er sandt er det ganske tydelig at Meningen med deres Afsendelse er det Armeniske Folks Udryddelse.”
Senere erklærede tyrkerne, at armenierne kunne slippe for deportation, hvis de konverterede til islam. Et tegn på konvertering er omskæring af mænd.
”Tyrkerne har nu aabent erklæret at alle de Kone og Piger er tilbage skal være Mohammeddaner, svs gifte sig med dem, Drengene skal ogsaa være Tyrker, Tegnet derpaa er Omskærelse. I Hospitalet kom forleden en dreng, som tyrkerne med vold havde omskåret med en lommekniv, og ladet ham ligge i en kornmark efter at have slået ham, han undslap og kom til hospitalet med meget slem betændelse som var gået ned i låret. Og de stakkels unge piger hvilken frygtelig lod venter dem ikke i haremmerne. Også kurderne tager hvad piger de har lyst til,” skrev Maria Jacobsen (21, Kjær, Helle Schøler, 2010: Danske vidner til det armenske folkemord, Vandkunsten).
I denne periode gav Maria Jacobsen på hemmelig vis husly til kvinder og børn i tomme huse, som oprindelige var armenske hjem, men nu var forladt, fordi deres beboere var dræbt. Hun gik fra hus til hus for at pleje dem, give dem mad og drikke. Hun skrev, at hun brødfødte 440 børn i 10 forskellige hjem i Harput.
Det lykkedes den danske missionær at redde armeniere fra at dø.
Efter Første Verdenskrig blev Maria Jacobsen smittet med tyfus af et forældreløst armensk barn.
I 1922 rejste Jakobsen så til Libanon og åbnede tre år senere børnehjemmet ”Fuglereden” i byen Byblos for 300 armenske børn, der havde overlevet massakrerne. Børnene kaldte hende ”mama”, mens andre kaldte hende for Haju-Mamman”, armeniernes mor.
Også Maria Jacobsen fik den Kongelige Fortjenstmedalje i guld, i 1950. I 1954 blev hun tildelt en guldmedalje af Libanons regering.
Hun døde i 1960 som 78-årig. Også i Danmark findes der armeniere, der voksede op i Fuglereden.
På 130-årsdagen for hendes fødsel udstedte Det Armenske Folkedrabsmuseum i Jerevan et jubilæumskort med danskerens billede på.
