Eqball og Kazhwan ringer ofte til deres forældre i det hårdt corona-ramte Iran. Da Randi mistede en slægtning, måtte hun kondolere over telefon, fordi hun ikke kan komme derned.
Af Deniz B. Serinci
Der er langt fra Danmark til Iran, men skrigene fra de mange døende, syge og desperate mennesker fra Iran, et af corona-pandemiens hårdest ramte lande, når også deres pårørende herhjemme.
Til daglig prøver Eqball Salehpoor at koncentrere sig om sine studier og arbejde som buschauffør i Aalborg.
“Men det er svært,” konstaterer han. “For jeg tænker altid på min far og mor i Iran.”
Forældrene bor i byen Saqqez, en af de hårdest ramte kurdiske byer i Iran. Han ringer til dem flere gange om ugen.
“Corona spreder sig over hele landet, særlig i min by, så mine forældre tør ikke gå ud,” siger Eqball, der kom til Danmark i 2015.
I den anden ende af Danmark, sidder Kazhwan Yousefi i København med lignende bekymringer. Hun stammer fra Sanandaj og arbejder som omsorgsmedhjælper.
“Hvis der var et fly, ville jeg flyve derned nu og hente min far og mor herop,” siger Kazhwan, der kom til Danmark i 2015. “Jeg er bange for, at de bliver smittet, så jeg ringer hver dag og spørger ind.”
Randi Saidian har begge sine forældre i Danmark, men mange fætre og kusiner dernede. Den kurdiske kvinde bor i Brøndby, men stammer fra Urmiyê og arbejder som social og sundhedsassistent. Randi kom herop i 1993.
“Vi ringer derned for at høre om de er klare over forholdsreglerne. I Iran har folk det svært. Mange har ikke råd til at komme på hospitalet.”
Hun er især bekymrede for de slægtninge, der i forvejen er svækkede på grund af alder eller sygdom.
På grund af coronavirussen holder folk fysisk afstand til hinanden. Det mærkede Randi også, da en slægtning på hendes fars side for nyligt døde.
“Jeg måtte ringe derned og kondolere via telefon. Man kan ikke komme derned.”
I Iran er 41.495 mennesker officielt blevet smittede med coronavirussen. Heraf har 2757 mistet livet, mens 13.911 er blevet raske igen – ifølge tal fra Johns Hopkins University. Menneskerettighedsorganisation Hengaw hævder, at coronavirussen har krævet ”mindst” 300 menneskeliv i iransk Kurdistan.