”Enten skulle jeg drage op i bjergene, flygte i eksil eller blive korucu,” siger Abdullah Altürk, forfatter til tre nye bøger.
Fra 1980’erne og flere årtier frem rasede krigen mellem den tyrkiske stat og Kurdistans Arbejderparti (PKK). Titusinder blev dræbt, landsbyer blev nedbrændt og millioner blev fordrevet.
Den 19-årige Abdullah Altürk tilsluttede sig de kurdiske guerillaer og blev i 1991 anholdt af tyrkiske sikkerhedsstyrker. De næste 30 år levede han bag lås og slå i forskellige fængsler i Diyarbakir, Antep, Bursa, Istanbul og Siirt.
Nu har Abdullah Altürk skrevet tre bøger på tyrkisk, der afspejler hans oplevelser; Kırık Ayna, Zamana Dokunan Eller og Herekolün Cinleri.
Forfatteren blev født i 1970 i Qileban (Uludere) i Şirnak-provinsen i det nordlige Kurdistan (Tyrkiet).
”Lige fra jeg kom til verden, så jeg statens undertrykkelse,” fortæller Abdullah Altürk. ”Jeg lærte staten at kende gennem politiet og sikkerhedsstyrkerne eller skolelæreren.”
I deres barndom var det strengt forbudt at tale kurdisk i skolen.
Lærerne brugte ofte elever som meddelere eller ligefrem spioner, der skulle angive, hvem der talte kurdisk.
”Når eleven blev afsløret, blev han kaldt op til lærerens kateter og slået foran hele klassen, indtil han græd”.
Han oplevede ikke, at han havde andre muligheder.
”Enten skulle jeg drage op i bjergene, flygte i eksil eller blive korucu (landsbyvagtværn, der hjælper den tyrkiske stat, red.). Ikke alle havde råd til at drage i eksil,” fastslår han.
Abdullah Altürk nåede at være oppe i bjergene i to år, inden han blev fængslet. Og netop bag tremmerne bukkede flere indsatte under.
”Du bliver psykisk og fysisk udmattet og mange kunne ikke klare det, blev psykisk syge eller begik selvmord.”
Hvordan håndterede du 30 år i fængsel?
”Jeg holdt mig oppe ved at læse og skrive meget. Vi begyndte at undervise hinanden i kurdisk.”
Du kunne vel godt kurdisk allerede?
”Før talte jeg mere lokal kurdisk fra Goyan-området. Nu blev jeg meget bedre til akademisk kurdisk. Mit tyrkisk blev også bedre. Mine forældre kunne ikke tyrkisk, så før fængslet var mit tyrkisk heller ikke verdens bedste.”
I 2021 kom Abdullah Altürk ud i friheden og året efter flyttede han til Schweiz.
Tredive år er en stor del af et menneskes liv – og for mange også de år, hvor man ellers ville have levet sit mest aktive liv.
Imens forandrede Tyrkiet sig. Regeringer kom og gik, byerne ændrede sig, og verden oplevede nye kriser.
I fængslet var der en fast struktur og rutiner. Udenfor var alt anderledes.
Hvordan kommer man videre efter tre årtier i fængslet?
”Det er svært at komme videre. Alt har ændret sig, teknologi, mennesker rundt omkring dig. I dag er alt digitaliseret, og det var svært for mig i starten.
Jeg gik på gaden og kunne ikke finde hjem, så jeg ringede ”jeg er her, kom og hent mig”.”
Håbet var at gense min landsby. Men selv træerne virkede fremmede for mig. Mennesker, jeg så, gemte sig for mig og ville ikke sættes i bås med mig, fordi de var bange for de tyrkiske myndigheder.”
De tre bøger Kırık Ayna, Zamana Dokunan Eller og Herekolün Cinleri kan skaffes hos Behram Duman på 6078 9363.
