Mansour Arwand står til hængning i Iran. ”Jeg er urolig hver dag, hver time, hver minut og har svært ved at sove og spise,” siger hans deprimerede bror.

Af Deniz B. Serinci

En onsdag morgen møder jeg Esmail Arwand. En mand i trediverne, der er i gang med at tage sig en uddannelse som buschauffør i Vestsjælland og som pludseligt grædefærdigt udbryder:

”Min storebror blev for tre dage siden dømt til hængning!”

I et fredeligt og trygt land som Danmark er dødsstraf ikke noget, de fleste behøver forholde sig til. For den sidste henrettelse herhjemme fandt sted i 1950.

Men i Iran, der henretter flest mennesker i verden i forhold til befolkningstallet, er sagen en anden. Her trænges hundredvis af folk om at få de bedste pladser til at overvære de offentlige henrettelser af folk på parker. Fem meter over jorden hænger løkker, der er gjort fast til kraner. Derefter hænges folk, mens tilskuere filmer henrettelsen med mobiltelefoner.

Esmail er en kurdisk flygtning fra Iran, der kom hertil for to år siden. Hans bror, 39-årige Mansour står til at blive hængt i Iran for ”Fjendskab mod Gud og samarbejde med den kurdiske opposition i Iran”. Det er to anklager, som Esmail afviser.

”Min bror er slet ikke politisk. Han arbejdede i en malerbutik og blandede sig ikke i kurdisk politik. Jeg derimod var og er politisk,” siger Esmail, der derfor føler skyld. Esmail har tidligere været væbnet partisan, såkaldt peshmerga og viser skudsår i benene frem. De stammer fra sammenstød med iranske soldater.

Sprogskole sat på pause pga. koncentrationsbesvær

Selvom de iranske dødsgange ligger langt fra Danmark, når skrigene fra de mange desperate indsatte deres familiemedlemmer herhjemme.

”Jeg er urolig hver dag, hver time, hver minut og har svært ved at sove og spise,” siger Esmail og oplyser, at hans bror i fængslet er blevet tortureret, været udsat for elektrochok og konkret har fået revet fodnegle af af de iranske fangevogtere.

Til daglig bærer han rundt på en stor sorg og frustration. For han føler, at de almindelige kurdere og iraneres skæbne glemmes, alt i mens Vesten stort set kun er interesseret i at tale om konflikten om atomprogram, når det handler om Iran. Samtidig er Esmail meget tæt på Mansour, da han er opdraget af ham og de to har været sammen i 30 år. 

Sorgen har gjort, at Esmail ikke kan koncentrere sig om andet. Normalt går han også i sprogskole, men det har han sat på pause på grund af situationen.

”Jeg tænker hele tiden på, at jeg her i Danmark har alt; arbejde, mad, tryghed, men min bror har ingen af delene i sin kolde og kummerlige fængselscelle.”

Mansour, som står til at blive hængt, har en 6- og 16-årig pige, mens Esmail ligeledes er far til to piger, en på 10 og en på 5 år.

”Min datter græder hver dag på grund af sin onkel. Hun elsker ham højt.”

Iran henretter næstflest mennesker

Esmail ønsker, at danske kurdere protesterer noget oftere foran den iranske ambassade og gør de danske politikere opmærksomme og får dem til at lægge pres på Iran.

”Vesten fordømmer andre lande for deres krænkelser af menneskerettigheder. Hvad med Iran, der henretter folk næsten hver dag?” spørger han.

Ren statistik er Iran det land i verden, der henretter flest mennesker efter Kina. I år har præstestyret henrettet mindst 400. En opsigtsvækkende sag var, da en 37-årig far til to i sidste måned overlevede en hængning og derefter søgtes hængt igen. Han blev fundet levende 24 timer efter, at han var blevet hængt og erklæret død. Efter en ny behandling af sagen, fik han lov at slippe for en ny hængning.

I november 2012 blev bloggeren Sattar Beheshti dræbt ved tortur efter at have kaldt Iran et ”slagtehus i islams navn.”

I marts i år konkluderede FN’s særlige Iran-observatør Ahmed Shaheed, at hundredvis af mennesker årligt bliver hængt, ofte uden en fair rettergang. Siden Iran fik en ny præsident, Hassan Rouhani, der blev beskrevet som værende mere moderat end sine forgængere, har henrettelserne fortsat.

”Vi har brug for et helt regimeskifte, for Rouhani er slet ikke bedre,” siger Esmail.

Hans sidste ord til sin bror Mansour lyder:

”Tilgiv mig, bror. Det er min skyld, at du står i denne situation. Men du skal vide, at jeg ikke har glemt dig. Jeg kæmper hvert sekund for at få din stemme ud!”

 

 

Kommentér via Facebook

kommentarer