Af Medya Özvan

Lørdag d. 16 april

Situationen havde ændret sig. Det viste at min far havde fået overtalt min lillebror til at tage med, og at alle der også skulle med, var bekendte med hinanden. Jeg kendte således til alle mine medpassagerer, som en stor familie.

Vi kørte gennem det tavse mørke,der havde lagt sig som et tæppe over himlen og jeg var spændt som en knurrende kat. Lyset fra gadelygterne refkekteredes i den glitrende Damhussø. Kl. var 12 om natten og jeg havde svært ved at sove. Min lillebrors rockmusik hjalp ikke mig videre i min drømmesøvn. Musikken gav en form for sus, og det var ikke lige før klimaks. Jeg havde glædet mig i ugevis, og det havde alle vel. Min spænding blev større for hver kilometer vi nærmede os retningen af Kurdistan, og da vi kom til lufthavnen var det alvor. Mine ben rystede og jeg følte mig sløj af spændning. Det var nu det gjaldt. Nuvar vi for alvor på vej. Synet af lufthavnen fik mig til at føle at jeg var på vej til noget stort. At sige farvel til min familie, mine fætre, moster og onkel, der havde akkompagneret os. At lægge Danmark bag mig, og fokusere på det nye og det uopdagede.

Jeg var ikke den eneste med en flok familie. Komisk nok havde alle taget 5 personer med hver og en bagage der kunne rumme Ararat bjerget.

Her er jeg: På vej til Kurdistan!

Heldig var jeg. Da jeg sad i flyet på vej til Istanbul. Uforstyrret af snorken og savlen. kl. var 3 om natten og det tog ca. 3 timer og 2040 km. til Istanbul. Med de nye audiovisuelle budskabende sikkerhedsforanstaltninger lettede flyet, til vi blev fanget af hvide skyer. Det var ikke en let rejse, men vi havde masser af energi og spændning, så det var ikke så uudholdeligt. Istanbuls lufthavn varoplevelsesrig og imødekommende. De 5 timer gik ud på at vi brugte tiden på afslapning. Men alt var ikke lutter afslapning. Skrigende jublende og overraskede unge styrtede mod ham de kaldte for Feta-manden. Først fattede jeg ikke navnet, og hvem han var, indtil jeg blev konfronteret med at han åbenbart var en tyrkisk skuespiller og en reklamefigur for tyrkisk fetaost, de tilbød hjemme i Danmark. Vi tog flere billeder med ham.

Ikke mindst blev han selv overrasket over vores forbløffelse, og fortalte at han faktisk selv var kurder.

Diyarbakir – som kurderne ser som Kurdistans uofficielle hovedsted – ligner på flere punkter Van. Træerne var opsatte langs vejene og tørken havde farvet den golde jord. Man skulle tro man var hjemme hos familien igen. Lejlighedskomplekserne var ufærdige, og sidegaderne fyldt med praktiske kiosker og småsælgende butikker. Der var dog den ene adskilning – Diyarbakir var meget større. Som i resten af Tyrkiets territorium, var der en statue af Atatürk hvor han pegede mod de dyttende biler, når de kørte forbi og passerede hinanden. Forbi benzintankene og de kapitalistiske firmaer, dervar de bygningsmæssige bedst opsatte komplekser. Vi mellemkørte og blev sat af på en restaurant for at mætte vores sult og energi, hvor betjeningen var i top.

Man følte sig lille i forhold til de store ligesindede bjerge. For hver kilometer vi kører, blev landskabene grønnere og grønnere, og jeg forventede at se det grønneste og frodigste velbevarede miljø, når vi nåede til Duhok. Landskabet var i modsætning til Van, at jorden ikker var bestående af gigantiske bjerglandskaber, men et forholdsvist fladt og lige terrænet jord, med enkelte flotte bjergkæder. De er kendt for sin kvalitetrige dyrkede jord. Kurdistan er lig med gigantisk og kan ikke sammenlignes med andre. Hvis noget er stort, så er det skyernes overdådighed, landskabets uendelig bredde, himlen fortsættende stort og udsigten til flere kilometers længde, selvom man sidder i en bil. Et blik på et bjerg kan lamslå en fra sin vildeste fantasi.

Efter vores tur til Diyarbakir fortsatte vi til Mardin. Turen var lang, men det var det hele værd. At få oplevet Mardins store bygninger, var som en drøm. Mardin, der havde været med i verdens 10 mest besøgte steder, hvilket jeg også  kunne forstå, eftersom det store omtalte brune hus bød på en overdådigt trappeopgang, der delte sig til to udsigter til bjerglandskabet, og havde foldet sig ud som et stort mørkt hav. Vi nød en kop the ved en udendørs cafe i det varme vejr, og fortsatte derefter gennem Mardins hyggelige og små gader tæt op af husene, på vej til grænsen til Kurdistan.Med hensyn til grænsen, skal der forklares at vi blev mødt af en stor gæstfrihed og velkomst. I mørket var det kurdiske flag hejst, og the og kaffe blev serveret til os, mens vi indenfor ventede på at få visum til Kurdistan. Det var første gang jeg havde set Mustafa Barzanis billede på væggen i offentligheden.

Kommentér via Facebook

kommentarer