Af Medya Özvan
Torsdag d. 21. april
Buschaufføren ønskede hovedpinepiller, som følge af højlydt larm. Der havde været en del misforståelser, der skabte ballade. Herefter måtte vi klare os selv. Trods at vi endte med ikke at følge Yeketi Lawans planer, fik vi alligevel gaver af dem, og vi sagde pænt farvel til hinanden. Vi skulle overnatte hos en bekendt familie i Batman. Turen havde godt nok bidraget til mange positive og negative overraskelser. Vi havde været splittet, men var blevet samlet igen.
Vi sad i ”Best Van tur” bussen, og min mor var helt opkørt over at bussen tog til Van. Hendes fødeby. Det måtte hun derimod vente til en anden gang, for med hendes en smule skuffede sind, kørte vi til Batman. Vi var betjent med highteknologi i bussen, så vi alle sad og var koncentreret om hver vores skærm, der indeholdte musik og film. Jeg hørte mellemøstligt musik, hvilket var til min store fornøjelse, da det var genkendelige toner og musik, jeg havde savnet.
Undervejs til grænsen til Tyrkiet var turen ikke færdig med skæbnesvangre episoder. I vores gruppe havde vi tidligere været ude for skænderier med tyrkiske grænsevagter, da det endnu hændte at vi måtte efterlade en fra gruppen, der ikke havde fået stempel og transitvisum fra Tyrkiet.
Turen gennem Tyrkiet var ikke den mest behagelige. Tyrkisk militær trak os ud i regnen om natten, da de skulle gennemgå alt vores bagage, både kufferter, der blev åbnet, og tasker inde i bussen. Man kunne se at de rigtigt hyggede sig i bussen. Hvor de nød at grine og håne os, med deres langtidstrækkende gennemgang, hvor de også sad og havde dialog på vores pladser. To gange gik vi ud og ind af bussen med al vores bagage i hænderne til morgenens daggry.
Hasankeyf – stedet hvor Mem u Zin blev til. Man følte historien strømme gennem årene og en ubetinget vrede, mod den tyrkiske regering, der vil bygge dæmninger og oversvømme byen med vand. I denne historiske by afstammer kurderne fra, og dannede grundlag for den første civilisation i verden: de havde sågar penge! Vi sad på en lokal restaurant med omringet af puder og tæpper, sammen med Özdemir familien. Instrumenter hang på de hvide vægge, en saz, en def og et anderledes violininstrument kaldet ”Kemence”. Da vi ankom til Batman blev vi uden for hotellet mødt af Özdemir familien, der har lidt tabet af tre brødre. Sabri Özdemir er den yngste af brødreflokken. Han har boet i Tyskland, men ville tilbage til familien ”Det er ikke fordi det var kedeligt, men der skete ikke udvikling eller fremskridt i Europa,” fortæller han. Sabri arbejder nu med industri og bygningskonstruktion. Man kunne fornemme sorgen og samtidig kærligheden til familien og ikke mindst Roza og Pelin Özdemir. Jeg besluttede at jeg ville sove i deres landsby, hvor deres farmor ventede. Tårer banede vej frem hos os alle, da vi krammede farmoren. Senere viste hun os billeder af vores tabte brødre.
Fredag d. 22. april
Vi stoppede i Diyarbakir for at spise og tage de sidste billeder. Jeg ville ikke hjem nu og følte at det var alt for tidligt. Jeg rørte i min sidste kop the over Diyarbakir, så boblerne fløj til overfladen, som en let energi. Jeg havde energi til at opleve mere. Skyerne lagde sig jævnt i horisonten i en skillelinje mellem den blå himmel og det hvide duntæppe.
Godt nok havde jeg sagt, at det først gik op for mig i Danmark, at jeg skulle af sted til Kurdistan, men det havde det faktisk ikke. Jeg var forbløffet over mit land, og det havde stadigt ikke gået op for mig hidtil. Min lillebror, der før ikke ville med, var godt tilfreds med turen. Han fik bekræftet sin kurdiske identitet i Kurdistan.
I Istanbul brugte vi 5 timer på at udforske byen. Flyet fløj med 688 km/t fra Istanbul til Danmark. En ting var jeg sikker på: Jeg ville komme igen.
