Mindretalsbeskyttelse vil styrke sammenhængskræften i Tyrkiet, mener Christian Friis Bach (V), formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.
Interview med Christian Friis Bach, medlem af Folketinget for Venstre, formand for Det Udenrigspolitiske Nævn og tidligere minister for udviklingsbistand.
Hvad synes du om fredsprocessen mellem Tyrkiet og PKK?
Det var en meget positiv nyhed, at PKK den 12. maj besluttede at opløse sig selv, afbryde den væbnede kamp og i stedet indgå i en fredsproces. Men det er jo klart, at i væbnede konflikter er der en masse faldgruber. Vi ved jo endda ikke, om det er alle grupper, der har afleveret deres våben. Vi ved heller ikke, om betingelserne for, at denne proces kan bringes videre, er til stede. Det kræver en del reformer i Tyrkiet.
Hvad for nogle reformer?
Der skal skabes rammerne for en forsoningsproces. Der skal skabes rammerne for en amnesti for dele af dem, der har været involveret i PKK. Man må skabe en reintegration ind i de tyrkiske samfund. Og der kan jo også være en række forhold omkring mindretalsbeskyttelse, som gerne skulle på plads. Det kurdiske folk fortjener fred. De fortjener, at de kan have deres kultur, sprog og at de kan leve fredeligt side om side med de andre grupper, som er i området.
Hvad med lovgivningsmæssigt?
Tingene er ikke på plads. Det bliver en skrøbelig proces, fordi den lovgivning, som reformerne kræver, vil møde modstand i det tyrkiske parlament og samfund. Der er jo stadigvæk mange, der ikke vil give kurderne nogle indrømmelser overhovedet, men hvis det skal lykkes, så skal man anstrenge sig fra begge sider her.
Hvad kan det internationale samfund gøre?
Jeg håber, at det internationale samfund kan støtte denne proces, hvis både kurderne og den tyrkiske regering ønsker det. For det er en helt afgørende proces for at skabe fred i en alt for urolig region.
En tyrkisk-kurdisk fred er vel også win-win for resten af verden, inklusive Danmark?
Det vil være en meget stor gevinst for hele regionen, for Europa og for verden. Og derfor skal vi også gøre alt, hvad vi kan for at bakke op. Og det kan også godt være, at der er ting, der skal gøres hos os.
Som hvad?
Det kan være et retsopgør. Der er jo aktører og væbnede grupper, som skal stilles til ansvar for de terrorangreb, de har udført og de menneskerettighedskrænkelser, som tyrkiske soldater har foretaget.
Hvad betyder det for EU og Danmark?
Det er potentielt noget, der kan bære en vej på et mere demokratisk Tyrkiet, med respekt for menneskerettigheder, med respekt for mindretal, og det er helt afgørende for, om man kan tilnærme sig Europa eller EU på et tidspunkt.
I Danmark har vi jo valgt at give færingerne og grønlænderne fulde sproglige rettigheder. Kan en løsning på den her konflikt efter din mening være at sikre kurderne fri sproglig undervisning?
Det skal være op til parterne at indgå rammerne for det her, men jeg håber, at man kan lære af både det, som Danmark har gjort med det tyske mindretal, færinger, grønlændere, der har fuldt ret til at tale deres sprog. Omvendt så er forholdene i Tyrkiet anderledes. Og den kamp for selvstændighed, som det kurdiske mindretal har ført, har ikke givet noget positivt resultat for den kurdiske befolkning, hvis du spørger mig.
Det prokurdiske DEM-parti går ikke ind for noget selvstændighed. De går ind for kulturelt selvstyre eller decentralisering af Tyrkiet. Men du vil jo godt kunne finde nogen kurdere, som vil have selvstændighed. Er det realistisk?
Jeg kan ikke se, at det er realistisk at få skabt en kurdisk stat eller en kurdisk sammenhængende stat, så jeg tror den vej, der skal tages, er en vej, der sikrer mindretalsbeskyttelse og mulighed for at udøve sprog, kultur og traditioner. Jeg håber også, at man fra tyrkisk side vil anerkende, at det er brug for det, hvis man have en tyrkisk stat, hvor alle føler sig hjemme. Det vil styrke den tyrkiske sammenhængskraft.
Har PKK efter din mening opnået noget positivt?
Jeg tror, man kunne være noget længere med andre redskaber end den væbnede opstand. Jeg tror, den har været med til at skabe alt for store lidelser og modstand mod det kurdiske mindretal. Men man kan sige, at undertrykkelsen af den kurdiske befolkning, deres sprog og kultur skabte jo selvfølgelig en enorm frustration hos den kurdiske befolkning, som førte til den ulykkelige situation, vi har haft med 40 års væbnet kamp.
Den tyrkiske præsident Erdogans parlamentariske støtte Devlet Bahceli fra MHP har sagt, at det ikke er nok, at PKK nedlægger våbnene. ”Syriens Demokratiske Styrker (SDF) skal også nedlægge våbnene”. Det nægter SDF. Hvis SDF også nedlægger sig selv, hvem skal så kæmpe imod resterne af Islamisk Stat (IS)?
Jeg håber man får et samlet Syrien under et demokratisk styre, med stærk mindretalsbeskyttelse og at SDF på sigt kan indgå i den syriske hær. Men der er stadigvæk kampe i Syrien mellem forskellige grupperinger. Så jeg forstår jo godt, at SDF lige nu er forsigtigt og ikke helt vil nedlægge deres våben og indgå i et samlet syrisk sikkerhedsapparat.
En af grupperne i regionen er yazidierne (ezidier). Hvordan hørte du om dem første gang, og hvad tænkte du, da IS udsatte dem for forfølgelser?
Jeg hørte først for alvor om yazidierne i forbindelse med IS’ ekstremt brutale overgreb på dem. Det var der, hvor yazidierne først fik en stemme og en opmærksomhed i verden, som de skulle have haft længe før. For yazidierne har altid været undertrykt og historisk forfulgt. Jeg håber virkelig, at yazidierne kan få styrket deres muligheder.
Nu har mindst en dansk syrienskriger også deltaget i sexslaveri og forfølgelser af yazidierne. Bør vi i Danmark blive bedre til at undersøge, hvorvidt danske syrienskrigere har deltaget i det her?
De danske syrienskrigere skal stilles til ansvar for deres brutale overgreb. Og det gælder også mod yazidier. Det er en rigtig vigtig pointe, at vi skal ikke kun se på deres angreb på os. Vi skal se på deres angreb på de yazidier, som i uhyggelig grad led under deres brutale undertrykkelse.
