Irakisk, iransk og tyrkisk militær formåede ikke at stoppe Mustafa Barzani og hans stærkt undertallige Peshmerga-hær fra at komme over Aras-floden og ind i Sovjetunionen. Læs historien om det kurdiske symbol, der døde den 1. marts 1979.

Mustafa Barzani blev født i landsbyen Barzan i 1903.

Allerede som barn var Barzani ufrivilligt påvirket af kurdisk politik. Da hans storebror Sheikh Abdul Salam II angiveligt støttede russerne mod osmannerne under Første Verdenskrig, blev familien straffet. Sheikh Abdul Salam II blev hængt af osmannerne, der samtidig smed den treårige Barzani og hans mor i fængsel.

I 1930’erne og fremefter deltog den nu voksne Barzani i flere mislykkede oprørsforsøg mod det arabiske regime i Bagdad.

I 1943 krævede Barzani selvstyre for kurderne i Irak. Men det blev afvist af Iraks premierminister Nouri as-Said. Barzani måtte flygte til Iran i 1943.

Militærleder for Kurdistans Folkerepublik

Før Barzanis ankomst til Iran, havde 18 intellektuelle i byen Mahabad i iransk Kurdistan dannet Foreningen for genoplivning af Kurdistan (KJK). Deres leder var Qazi Muhammed, en islamisk dommer. Senere blev Kurdistans Demokratiske Parti-Iran (PDKI) skabt og erstattede KJK.

Den 22. januar 1946 blev Kurdistans Folkerepublik udråbt i Mahabad i iransk Kurdistan. Barzani blev leder af de væbnede styrker og udgjorde sammen med sine tusinder af krigere fra hjemegnen i irakisk Kurdistan den militære rygrad i republikken. Barzani havde dermed fået et frit Kurdistan – om end ikke i Irak.

Inspireret af PDKI, valgte Barzani at få dannet en irakisk pendant. Den 16. august 1946 blev Kurdistans Demokratiske Parti-Irak (KDP) dannet med Barzani som præsident in absentia.

Selvom Barzani havde en hær af krigere, så kunne de ikke hamle op mod den iranske hær. Den sovjetiske Røde Hær stod udenfor grænserne og forhindrede iranerne i at komme ind og sætte en stopper for republikken. Da den iranske hær slog ned på republikken, fik Barzani sammen med sine tilhængere tilbud om enten at vende tilbage til Irak eller at blive bosat i Iran. Den 31. marts 1947 blev præsidenten af republikken, Qazi Muhammed, hængt. Kurdistans Folkerepublik havde kun overlevet 11 måneder. Den 19. april 1947 forlod Barzani og hans mænd Iran og tog til irakisk Kurdistan.

Eksil i Sovjetunionen

Velvidende om, at den irakiske hær før eller siden ville komme efter dem, flygtede Barzani med sine bedste krigere tilbage til Iran og ville derfra ind i Sovjetunionen. Det var en rejse, der blev episk i den kurdiske nationalisme. Under rejsen forsøgte de at undgå de konventionelle ruter for ikke at møde de iranske styrker, der uden tvivl ville forsøge at afskære kurdernes rute. Irakiske fly bombede Barzanis gruppe. Da de nærmede sig den tyrkiske grænse, forsøgte tyrkiske tropper at forhindre kurderne i at krydse grænsen. Derfor måtte Barzani og hans mænd flygte igennem en omkringliggende skov. På et tidspunkt opstod der sammenstød mellem kurderne og den iranske hær. Det lykkedes dog Barzani og hans mænd at komme over Aras-floden på den iransk-sovjetiske grænse.

I Sovjetunionen endte Barzani med at tilbringe 12 år i eksil.

I juni 1958 faldt det irakiske monarki og regering, der hidtil havde forfulgt kurderne. Den nye irakiske leder var general Abdul Karim Qassim, der blev premierminister. Han legaliserede KDP. Barzani fik lov til at komme hjem fra Sovjetunionen. Parterne blev dog uenige og forholdet mellem Bagdad og kurderne blev værre og værre. Den 11. september 1961 greb Barzanis krigere – kendt som Peshmerga, ”de, der ser døden i øjnene” – så til våben.

11. marts-aftale om selvstyre

I 1968 fik Irak en vicepræsident, nemlig Saddam Hussein (1937-2006). Hussein indgik en aftale med Barzani i det, der blev kendt som 11. marts fredsaftalen (1970). I henhold til aftalen skulle kurderne må selvstyre. Også den aftale brød sammen og et nyt oprør brød ud.

Under det nye oprør fik Barzani støtte af Iran, Israel og USA. Hovedstøtten kom fra Iran. Den iranske shah krævede noget til gengæld af Barzani; Han skulle sætte en stopper for den iranske kurdere i PDKI, der gemte sig i irakisk Kurdistan, og udlevere nogle af dem til Iran. Det gjorde Barzani så og de udleverede PDKI’ere blev henrettet af shahen.

Irak indgik en aftale med Iran om, at førstnævnte skulle afgive noget territorium ved Shatt ul Arab-grænsedragningen til Iran. Med algerisk mægling indgik Irak en aftale med Irans shah den 6. marts 1975, kendt som Algier-aftalen. Iranerne bremsede støtten til Barzani. Shahen opfordrede herefter også de amerikanske og israelske regeringer til at tilbagetrække støtten fra kurderne, hvilket de to lande gjorde. En desperat Barzani appellerede til amerikanerne:

“Vores folks skæbne er i fare. Vi står overfor komplet udryddelse. Vi appellerer til jer om at I griber ind i henhold til jeres løfter!”

Men kurderne fik ingen støtte. De stod nu uden en sponsor. Barzani’s revolte mod Bagdad kollapsede.

Bagdad ødelagde 3000 kurdiske landsbyer, lukkede kurdiske skoler og fortsatte arabiseringen. Barzani selv tog til Iran i april. Senere fik han lungekræft, tog til USA for at blive behandlet og døde der den 1. marts 1979.

Kommentér via Facebook

kommentarer