”Min Dît” er en troværdig og rørende fortælling om to børns kamp for overlevelse på gaden samt opgør med en tyrkisk agent, der har dræbt deres forældre. Men flere scener afbrydes brat, uden at vi får mere baggrundsviden.
Af Alan Hasso, Derya Yildiz & Deniz Berxwedan Serinci
Dramafilmen ”Min Dît” af instruktør Miraz Bezar handler om fattige børn, som lever på gaden i storbyen Diyarbekir i det østlige Tyrkiet/Nordkurdistan.
Hovedpersonerne, 10-årige Gulîstan og hendes yngre bror Firat, lever et lykkeligt liv med deres forældre, lige indtil den dag, hvor tragedien rammer og deres forældre bliver skudt ned for øjnene af dem af en tyrkisk paramilitær organisation, Jitem. De bliver herefter anbragt i pleje hos deres unge politisk-aktive tante, Yekbûn. Men kun i en kort periode, for Yekbûn forsvinder pludseligt, og børnene ender med at bo på gaden, hvor de må forsørge sig selv.
Vi mangler baggrund
Hvad der videre sker med Yekbûn finder vi aldrig ud af og det er filmens minus. Der er flere episoder i filmen, der afbrydes brat uden at vi får hele baggrunden, og det kan godt få seerne til at savne nogle scener.
Gulîstan og Firat’s lillebror Dilovan bliver meget syg, men da de ikke har råd til medicin, dør det lille spædbarn. De må på gaden samle penge ind til mad ved at sælge lightere og lommetørklæder. En svær opgave, da de fleste afviser de to søskende.
En dag møder Firat så Nuri Kaya, som har dræbt hans forældre. En mand, der på overfladen lever et ganske almindeligt liv, men som i virkelighed er en frygtet Jitem-agent.
Afsløres som Jitem-agent
Der er mange følelsesladede scener i ”Min Dît”. Udover drabet på forældrene og børnenes magtesløshed, byder filmen også på ret symbolske scener.
Heriblandt scenen, hvor Gulîstan kommer hjem til Nuri Kaya og opdager, at manden lever et ganske familieliv og at han ikke bare myrdede forældrene på egen hånd, men formentlig på vegne af den tyrkiske stat.
Hvad der især falder Gulîstan i øjnene er børnetegningerne på værelset. Nuri Kaya der har ødelagt to børns liv, har selv et barn.
Efterfølgende vil Firat sammen med sine venner skyde med slangebøsse efter en ophængt frø – billedet på de unge rodløse, der frustreret af politisk undertrykkelse, fattigdom og desperation gør oprør mod det forhadte.
Frøen symboliserer det ækle og frastødende – akkurat som filmens skurk Nuri Kaya. Gulîstan stiller sig foran frøen. For i stedet for at skyde efter skurken, så heller straffen vedkommende på anden vis.
Og det er præcis, hvad de små rebeller vælger at gøre. De afslører Nuri Kayas dobbeltrolle som Jitem-agent og deler papirer ud til Diyarbekir’s borgere. ”Her bor der en morder!”
Nuri Kaya selv bliver chokeret og kræver, at naboen på balkonen skal give ham sedlen. Hun rækker den ud efter ham og lader den derefter falde ned, så andre borgere kan se den.
Den civile ulydighed er startet. De smås oprør har skræmt den engang immune Jitem-agent.
Opråb til Tyrkiet: Børnene ser ikke lys for enden af tunnelen
Scenerne bliver underbygget af velvalgt, sørgelig musik for til sidst at slutte af med kurdisk rap af Serhado. Underligt at musikken lige pludselig skifter til noget så voldsom, skulle man umiddelbart mene.
Og dog – det passer nu meget godt ind. For Serhado’s rap handler nemlig om børnenes frustration, håbløshed og mangel på udsigt til en bedre fremtid. ”Ronahî nabînin” synger Serhado. ”De ser ikke lyset.” For hvis børnene ikke ser lys for enden af tunnelen risikerer situationen at eksplodere i vold og oprør, synes budskabet at være.
Det er måske et opråb fra Serhado og “Min Dît” til tyrkiske politikere, om at de bliver nød til at ændre børnenes vilkår, hvis situationen ikke skal forværres. Et opråb, de tyrkiske politikere normalt afviser med henvisning til, at det er ”PKK-propaganda”. Men så ideologisk bliver ”Min Dît” aldrig. Den omtaler slet ikke PKK eller andre politiske aktører i den årgamle tyrkisk-kurdiske konflikt. Derfor appellerer filmen meget bredt.
Både realistisk og urealistisk
Både Gulîstan og Firat, spillet af henholdsvis Şenay Orak & Muhammed Al, leverer med deres stærke karakterer og følelsesladede øjne et troværdigt skuespil.
Det faktum, at mange af filmens unge stjerner selv var rekrutteret fra gadebander og gadesælgere bidrager kun til at gøre det hele mere virkelighedsnær.
Det samme gør filmens spændende manuskript, som henviser til de “ukendte gerningsmænd” med relationer til den tyrkiske stat, der især i start og midt-90’erne lod 17.500 kurdiske journalister, politikere og andre aktive kurdere forsvinde. De dukkede senere op som mishandlede lig i Tigris-flodens blodrøde vand.
Men man kunne nu godt savne at filmen ”Min Dît” i starten eller i rulleteksterne oplyste, om der stadig foregår drab på folk i det omfang, eller om der var tale om 90’erne.
Ikke nogen familie til at forsøge børn
Men der er også mange urealistiske steder i ”Min Dît”:
Da børnene mister deres forældre, er der interessant nok ikke rigtig nogen familie til at tage sig af dem.
Da Jitem-agenten bliver demaskeret tror alle på gaden helt ukritisk på det, selvom det eneste bevis på sedlen er et billede af ham i militæruniform, der egentlig ikke beviser noget. Alle mænd i Tyrkiet, tyrkere som kurdere, forventes at aftjene værnepligt, hvor billeder i militæruniformer er meget almindelige.
Men det ændrer ikke på det faktum, at de kurdiske børn, som ”Min Dît” omhandler, har det hårdt. Der er således i dag tusinder af kurdiske børn, der med Politikens Tyrkiet-korrespondent Martin Selsøe Sørensens ord sidder i tyrkiske fængsler, ”hvor de er idømt horrible lange straffe for at kaste med sten” mod tyrkisk politi og militær.
Og det er dem, visningen af ”Min Dît” i København var dedikeret til.
Vi giver ”Min Dît” 3 en halv Jiyan.dk blade
