Jan Pêt Khorto har udgivet digtsamlingen “Helvedes Fristelser”.
Tekst: Medya Özvan & Deniz Berxwedan Serinci
Billeder: Medya Özvan & Evîn Kilicarslan
Man kunne ikke undgå at tro at en ikke-kristen som jeg var gået forkert. Men der hvor det er mest oplagt at holde en bogudgivelsesreception, er ikke altid hvor man skulle tro. Men hvad skulle man tro?
Det bedste og mest interessante sted at holde en udgivelse af en bog med titlen ”Helvedes Fristelser” er ikke mindre end i sin egen modsætning, nemlig Guds hus. Her bliver man bekendt med andre sider af sig selv. Jesus hænger gyldent på korset, og bøjer sig for sin næstemand i moral og lyrik. For når kurdisk-syriske Jan Pet Khorto læser højt fra sine digte er det med ydmyghed og respekt til modtagerens holdning og mening om sit digt.
Jan bekendtgører at hans familie og venner har støttet ham helt fra barndommen.
”De sagde til mig at jeg var den fødte forfatter, og de har opmuntret mig til at skrive. Min første bog udkom da jeg var 17 år gammel,” fortæller Jan.
Det er nu Jans tur til at vise sin egen fortolkning af livet. Og med det har han trådt ind i det danske sprog. Jan havde en fortid som fange i Syrien. Han sad 107 dage i fængslet, fortæller han, ”at jeg har været i fængsel, bruger jeg, og vender jeg til en positiv måde. Det gør mig stærkere når jeg skriver.”
Alteret er pyntet med rødt og ildens orange farve. En mand uden fodbeklædning tænder for stearinlysene løftet op ved bænkene, og salens rumklang husker på hver en bevægelse. Indvandrerpræsten introducerer aftenen for det tema Jan og andre indvandrere er inviteret til, hvilket er en menneskefestival for drømme og visioner. Aftenen bød på livshistorier helt fra Kina til Syrien. Bl.a. Kineseren Aihua Yans livshistorie under kulturrevolutionen og Jan Pet Khortos nye digtsamling om kurdere og kulturer. For 5. Gang holdes festivalen. Denne gang i samarbejde med Dansk Pen. Arrangementet blev holdt i Apostelkirken på Saxogade, Vesterbro.
Jan selv er både glad og samtidig skuffet over dagens arrangement.
“Det har været hyggelig i dag med alle de fremmødte, men jeg undrer mig over én ting. Alle mine danske venner er kommet, men det gælder ikke for mine kurdiske venner. Kurdere fortæller selv én, at “vi har brug for nogen til at gøre noget for os” og når man så laver noget for dem, kommer de ikke,” lyder det skuffende fra Jan Pêt Khorto.
