“Hvis Syrien skal bevæge sig mod en fredelig og demokratisk fremtid, er det afgørende, at alle grupper – kurdere, arabere, sunnier, alawitter, kristne, drusere, osv. – får en reel stemme i opbygningen af landet,” skriver Safar Azizi.
Af Safar Azizi, lektor i samfundsfag med speciale i demokrati
Efter mere end et årti med brutal borgerkrig faldt Bashar al-Assads regime i december 2024. Det skabte chokbølger verden over. Mange havde forventet, at regimet ville kæmpe til det sidste, især med den langvarige støtte fra Rusland og Iran. At Assads fald skete næsten uden større modstand, tilskrives flere faktorer. Ruslands fokus på krigen i Ukraine og Irans svækkede rolle efter Gaza-konflikten samt Hizbollahs udmattelse havde udhulet deres evne til at støtte regimet. Det efterlod Assad politisk og militært isoleret, og regimet faldt langt hurtigere end forventet.
Assads styre, først under faren Hafez al-Assad og senere sønnen Bashar, har i over 50 år været synonymt med brutalitet, undertrykkelse og sekterisk opdeling. Regimet overlevede borgerkrigen i 2011 gennem brutale midler og omfattende støtte fra allierede som Rusland og Iran. Med regimets kollaps står Syrien nu ved en historisk skillevej, hvor fremtidens stabilitet og demokratiske potentiale afhænger af, hvordan landet håndterer overgangen til en ny politisk struktur.
For at forstå Syrien i dag er det nødvendigt at se tilbage på det arabiske forår, der begyndte i 2010 og skabte håb om en mere demokratisk og fredelig region. I lande som Tunesien, Egypten og Libyen blev autoritære ledere væltet, og mange troede, at en ny æra af demokrati og menneskerettigheder var på vej. Men disse forhåbninger blev hurtigt knust, da religiøse og fundamentalistiske grupper udnyttede uroen til at opnå magt. I stedet for demokratiske reformer blev mange lande kastet ud i sekteriske konflikter og politisk kaos.
I Syrien svarede Assad-regimet på de folkelige protester med brutal vold, hvilket eskalerede konflikten til en ødelæggende borgerkrig. Det arabiske forårs løfte om demokrati blev i Syrien, som i mange andre lande, erstattet af sekterisk vold og geopolitisk rivalisering. Det har skabt en dyb skepsis blandt både politiske iagttagere og syrere over for fremtidige reformforsøg og rejser spørgsmål om, hvorvidt demokrati overhovedet er en realistisk løsning for landet.
HTS’ fremkomst og udfordringer ved magtovertagelsen
Med Assads fald trådte Hay’at Tahrir al-Sham (HTS), tidligere kendt som Jabhat al-Nusra, frem som den de facto magthaver i Syrien. Under ledelse af Abu Mohammad al-Julani har HTS konsolideret magten og kontrollerer nu store dele af landet. Gruppen, der oprindeligt fungerede som en gren af al-Qaeda, har gennem årene forsøgt at transformere sit image fra en radikal islamistisk bevægelse til en politisk aktør, der søger international legitimitet.
HTS er tæt allieret med Tyrkiet og modtager betydelig støtte fra den tyrkiske regering, som ser gruppen som en strategisk aktør i regionen. Denne alliance har styrket HTS’ position, både militært og politisk, og givet dem mulighed for at udvide deres kontrol. Tyrkiets støtte har dog rejst bekymringer blandt internationale observatører, da den kan bidrage til at konsolidere HTS’ magt på bekostning af en inkluderende og demokratisk løsning for Syrien. Flere frygter, at Tyrkiets engagement primært handler om at fremme egne geopolitiske interesser snarere end at støtte en stabil og fredelig overgang for landet.
Al-Julani, landets de facto leder, har præsenteret sig selv som en progressiv reformator og udtrykt ambitioner om inklusion og stabilitet. Men mange iagttagere betragter hans udmeldinger som en del af en bevidst politisk strategi rettet mod at opnå international anerkendelse. HTS har gennemført flere taktiske ændringer i deres offentlige retorik, men der er udbredt skepsis omkring, hvorvidt disse ændringer afspejler en reel ideologisk transformation.
Konsekvenser af HTS’ magtkonsolidering
Hvis HTS får cementeret sin magt, kan det få alvorlige konsekvenser for Syriens fremtid. Gruppen har historisk været kendt for deres autoritære ledelsesstil og undertrykkelse af politiske modstandere, civilsamfundsorganisationer og minoriteter. Det har allerede rejst bekymringer om, hvad deres langvarige styre vil betyde for kvinders rettigheder, etniske grupper som kurdere og armenere samt religiøse minoriteter som kristne og alawitter.
Kvindernes position i samfundet er særligt truet. HTS har tidligere implementeret strenge restriktioner for kvinder i de områder, de kontrollerede, herunder begrænsninger på uddannelse, arbejde og bevægelsesfrihed. Der er frygt for, at et permanent HTS-styre vil føre til en yderligere tilbagetrækning af kvinders rettigheder og deres deltagelse i det offentlige liv.
For etniske og religiøse minoriteter kan konsekvenserne være lige så alvorlige. HTS’ ideologi er dybt rodfæstet i sunni islamistisk fundamentalisme, hvilket historisk har ført til marginalisering og forfølgelse af grupper, der ikke passer ind i deres vision om en islamisk stat. Det truer ikke kun deres fysiske sikkerhed, men også deres kulturelle og religiøse rettigheder, hvilket kan resultere i yderligere migration og kulturel udryddelse.
Risikoen for religiøs fundamentalisme
HTS’ magtovertagelse udgør en betydelig risiko for, at religiøs fundamentalisme bliver den styrende ideologi i Syrien. Selvom gruppen har forsøgt at fremstå mere moderat, er der få tegn på, at deres grundlæggende ideologiske dagsorden er ændret. Deres retorik kan ses som en midlertidig tilpasning for at vinde tid og legitimitet, mens deres langsigtede mål stadig er centreret omkring oprettelsen af en stat baseret på strenge islamistiske principper.
En sådan udvikling vil sandsynligvis øge spændingerne mellem forskellige religiøse og etniske grupper og yderligere polarisere det syriske samfund. Det vil også gøre det vanskeligt at opbygge en inkluderende national identitet, hvilket er afgørende for landets stabilitet og fremtid.
Hvis HTS fortsætter med at udvide og konsolidere deres magt uden international modstand, kan deres styre skabe en dyb kløft mellem befolkningen og de regerende eliter. Det kan føre til vedvarende konflikt og forhindre enhver form for demokratisk overgang, hvilket efterlader Syrien i en tilstand af kronisk ustabilitet.
Kurdernes nøgleposition
Kurderne har spillet en afgørende rolle i Syrien siden borgerkrigens begyndelse i 2011. Ikke alene har de været centrale i kampen mod Islamisk Stat (ISIS), men de har også etableret et nogenlunde velfungerende selvstyre i det nordøstlige Syrien, kendt som Rojava. I disse områder har kurderne skabt et system baseret på demokrati, decentralisering og inklusion af kvinder, etniske minoriteter og religiøse grupper. Det har gjort Rojava til et ”Save heaven” for mange, der er flygtet fra sekteriske konflikter og undertrykkelse andre steder i Syrien.
Decentralisering har været et centralt princip i kurdernes styreform. Modsat Assads centralistiske regime, der koncentrerede magten i Damaskus, har Rojava skabt en model, hvor beslutningstagning er fordelt på lokale råd og forsamlinger. Det har givet forskellige grupper en reel stemme og mulighed for aktivt at deltage i beslutningsprocesserne. Decentralisering har desuden styrket samarbejdet mellem de forskellige etniske og religiøse grupper, hvilket har været en vigtig faktor for at opretholde fred og stabilitet i regionen.
Kurdernes succes har dog ikke været uden udfordringer. Tyrkiet ser kurdisk autonomi som en trussel mod sin egen sikkerhed og har regelmæssigt truet med militære operationer mod kurdiske styrker. Tyrkiet og deres allierede militser har, siden 2011, skabt ustabilitet ved at angribe kurdiske områder, hvilket har ført til humanitære kriser og fordrivelse af civile. På trods af disse trusler har kurderne fastholdt deres fokus på at skabe en inkluderende styreform, der bygger på lighed og samarbejde.
Efter Assads fald er de tyrkiske trusler mod de kurdisk styrede provinser igen taget til, og situationen i regionen er blevet yderligere destabiliseret. I skrivende stund gennemfører Tyrkiet daglige luftangreb og artilleribeskydninger mod flere af de kurdiske områder, hvilket forårsager betydelig skade på både infrastruktur og civile befolkninger. Den kurdiske by Kobane, der tidligere blev et globalt symbol på modstandskampen mod ISIS og en milepæl i den internationale koalitions sejr over terrororganisationen, er nu omringet af tyrkiske styrker og deres allierede militser. Kobane, som engang repræsenterede håb og modstand, står nu som en skygge af sin tidligere rolle, presset af eksterne angreb og en international stilhed, der tillader fortsat aggression.
Tyrkiets begrundelse for angrebene bygger på deres opfattelse af, at de kurdiske styrker i Syrien, især YPG (Folkets Beskyttelsesenheder), har forbindelser til PKK (Kurdistans Arbejderparti), som Tyrkiet, EU og USA betragter som en terrororganisation. Denne begrundelse er imidlertid blevet mødt med kritik fra mange internationale aktører, der mener, at Tyrkiets handlinger er en krænkelse af international lov og underminerer stabiliteten i en region, der allerede er voldsomt ramt af konflikter.
På trods af den internationale koalitions samarbejde med de kurdiske styrker i kampen mod ISIS, har vestlige magter været tilbageholdende med at fordømme Tyrkiets handlinger i klare vendinger. Denne passivitet skaber frustration blandt de kurdiske ledere, som føler sig endnu engang forrådt af deres allierede. De kurdiske områder, der tidligere blev betragtet som et fristed for etniske og religiøse minoriteter, står nu over for en usikker fremtid med trusler mod deres autonomi og eksistens.
Internationale og regionale udfordringer
En af de største udfordringer for Syriens fremtid er den komplekse indblanding fra både regionale og internationale aktører. Tyrkiet, Iran og Saudi-Arabien har alle væsentlige geopolitiske interesser i landet, der ofte underminerer Syriens mulighed for at opnå intern stabilitet. Tyrkiets gentagne militære operationer og trusler mod de kurdiske områder er et tydeligt eksempel på, hvordan regionale magter prioriterer deres egne dagsordener over Syriens suverænitet og stabilitet.
Internationale aktører som USA, EU og Rusland har også spillet en væsentlig rolle i konflikten. Mens USA har fokuseret på bekæmpelsen af ISIS, har Rusland været en strategisk allieret for Assad-regimet og sikret sin militære tilstedeværelse i regionen. EU’s rolle har primært været humanitær og økonomisk, men flygtningekrisen har også præget deres tilgang.
Med HTS’ fremkomst som den de facto magthaver i Syrien står de internationale aktører over for en betydelig udfordring. HTS’ historie som en radikal islamistisk bevægelse og deres forbindelser til Tyrkiet gør gruppen til en omdiskuteret aktør på den internationale scene. Det er afgørende, at verdenssamfundet er varsomt i deres tilgang til den nye magtstruktur for at undgå utilsigtet legitimering af en regering, der muligvis opretholder en ekskluderende og autoritær dagsorden. Enhver form for samarbejde med HTS bør evalueres nøje i forhold til de potentielle langsigtede konsekvenser for Syriens stabilitet og demokratiske udvikling. Hvis Syrien skal undgå at falde tilbage i kaos, kræver det, at disse aktører respekterer landets ret til selvbestemmelse. Internationale aktører bør støtte genopbygningsprocessen økonomisk og politisk uden at påtvinge deres egne dagsordener. En fredelig overgang kræver en koordineret indsats, hvor FN og andre organisationer fungerer som mæglere for en langsigtet fred, samtidig med at de forholder sig kritisk til HTS’ rolle og ambitioner.
Et håb for fremtiden
Med Assads fald står Syrien over for en unik mulighed for at genopbygge landet på nye og mere inkluderende grundlag. Decentralisering af magten kunne spille en central rolle i denne proces. Ved at give lokale grupper større kontrol over deres egne anliggender kan Syrien undgå den type centraliseret magt, der tidligere har ført til undertrykkelse og sekterisk opdeling.
Siden Syriens selvstændighed har der aldrig eksisteret en samlet syrisk national identitet. I stedet har landets identitet været domineret af den panarabisme-ideologi, som har baseret sig på arabisk og islamisk kultur som fundament. Det har automatisk ekskluderet andre grupperinger såsom kurdere, kristne, armenere og andre etniske og religiøse minoriteter. Det nuværende politiske skifte giver derfor en unik mulighed for at skabe en ny national identitet, hvor alle grupperinger føler sig inkluderet, og hvor mangfoldighed bliver en styrke frem for en kilde til konflikt.
En vigtig læring fra det arabiske forår er, at eksklusion og marginalisering ofte fører til konflikter og ustabilitet. Hvis Syrien skal bevæge sig mod en fredelig og demokratisk fremtid, er det afgørende, at alle grupper – kurdere, arabere, sunnier, alawitter, kristne, druser osv. – får en reel stemme i opbygningen af landet. Et stærkt civilsamfund og demokratiske institutioner vil være nødvendige for at sikre lighed og retfærdighed. Forsoning spiller en central rolle i denne proces. Det kræver, at ideen om “ancient hatred” – forestillingen om, at konflikterne er resultatet af århundredgamle fjendskaber – lægges til side. Historien viser, at mange konflikter er opstået som følge af politiske og økonomiske omstændigheder snarere end uundgåelig sekterisk splittelse. Derfor bør fokus være på dialog og forsoning, der kan lægge fundamentet for en fredelig fremtid.
På trods af de mange udfordringer er der svag optimisme for Syriens fremtid. Hvis landets politiske eliter og forskellige grupper kan forpligte sig til en fælles vision om fred og stabilitet, kan Syrien bevæge sig væk fra fortidens konflikter. Kurdernes erfaringer med selvstyre og decentralisering kan tjene som en nøgle til at opbygge et demokratisk og stabilt Syrien, hvis alle parter forpligter sig til samarbejde og gensidig respekt.
