Læs tragedien bag Akhtamara – og den ulykkelige kærlighed mellem en kurdisk mand og en armensk prinsesse.
Af Medya Özvan
Da de gamle kristne armeniere levede i fred og harmoni med naturdyrkende kurdere, byggede de kirken Akhtamar (armensk: Աղթամար Aght’amar) som tilholdssted for den armenske prinsesse, Tamar og andre kongelige. En stor kærlighed og forelskelse for en fattig kurder, skyldtes prinsessens evige ophold på øen, hvis fader, kongen ikke tilladte ægteskabet.
Den store Wan-sø delte de to hjertesjæle, hvor prinsessen forblev på øen, efter kongens befaling og drengen på bjerglandskabet. Men deres kærlighed var længere og bredere end afstanden. Prinsessen tændte stearinlys og fakler, der spredte sig ud over den blanke og rene sø i søgen efter sin kære. Drengen svømmede hver aften til øen. Nattens mørke skyggede og skjulte over dem, og lyset førte deres søgen lykkeligt sammen.
Uheldigvis opdagede kongen deres foretagender. Kongen låste sin datter ind, alt imens han selv gik med de tændte lys rundt på øen. I sin hastige bevægelse, blev den stakkels dreng forvirret og døde af udmattelse i søen. I sin uendelige søgen efter sit smukke lys lød hans sidste ord ”Ah Tamara” (efter prinsessens navn). Øen er derefter navngivet Akhtamar.
