Bahar Reza mistede som 6-årig sin far under Saddams rædselsregime. Som 11-årig blev hun deporteret til Iran. Læs hendes beretning om forfølgelsen af Feyli-kurderne.
Af Bahar Reza
Jeg var 6 år, da min far døde i 1974. Som kommunist var han med i modstandskampen mod regimet i Bagdad, hvor Saddam Hussein dengang var vicepræsident, men reelt bestemte det hele.
Det var rent psykisk tortur at bo i Saddams Irak. Vi blev vækket klokken to, fire om morgenen, når de irakiske soldater pludselig brasede ind i vores hus for at chikanere os.
De anså os for at være den farligste gruppe i Irak dengang. Vi havde greb om økonomien, sad på basaren og var både kurdere, venstreorienterede og havde shiamuslimsk baggrund. Vi matchede med alle oppositionsgrupper.
Den 7. april 1980 glemmer jeg aldrig. Jeg var 11 år, boede i Bagdad. Jeg havde en blå kjole med hvide prikker på, var iført badesandaler og cyklede cirka 100 meter fra vores hus. Min lillebror var i gang med at klatre op ad et træ. Lige pludselig så jeg vores hus blive omringet af bevæbnede soldater. Jeg gik i chok, smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb hjem. Soldaterne tvang os – otte personer: mig, mor, fem søskende, mormor – ind i en lille vogn. ”Hvor er jeres dokumenter?” råbte de.
De tog os hen til en politistation, der lignede en biograf. Stadigvæk 40 år efter har jeg svært ved at gå ind i en biograf.
Min morbror forsvandt, så vi kunne ikke finde hans lig. Det kan vi stadigvæk ikke. Han var med i modstandskampen mod Saddam. Selv min farmor var i fængsel og blev tortureret. Regimet tog vores hus fra os.
Fra den 7. til 9. april blev vi tilbageholdt på grænsen til Iran. Den 19. april måtte vi uden vand, mad, rejse på gåben til Iran, mens irakiske soldater skød efter os. Vi vandrede fra morgen til aften.
Jeg boede i Irans hovedstad Teheran i otte år. Min far havde en ven, som hjalp os. Vi boede som en fremmed med alle de regler under et islamiske præstestyre.
Jeg kom senere til Danmark.
Da jeg på tv så Saddam Hussein blive væltet i april 2003 og senere taget til fange af amerikanerne i december samme år, vakte det nogle store følelser hos mig.
Da jeg så ham blive taget ud af det hul, var jeg så glad. Jeg tænkte: Han fortjener det her! Vores ofre kommer ikke tilbage. Men nu sker retfærdigheden fyldest. Hver gang jeg bliver sur, kigger jeg på billedet for at blive opmuntret.
Men trods opmuntringen, kan jeg stadigvæk ikke komme over alle de rædsler, jeg oplevede i Irak. Nogle gange har jeg mareridt. Det sidder dybt i mig.
Vi blev svigtet. Af alle. Det er hele verdens skyld, for de holdt jo med Saddam Hussein dengang. De hjalp ham. Jeg vil have en undskyldning fra de ansvarlige, så dette ikke bliver gentaget generation efter generation i verden.
Bahar til mindedag for feyli-kurderne i april 2004 i Valby
