Med tilråb som “vantro kommunister” blev hundredvis af alevier massakreret i Maraş. Gravide kvinders lig blev fundet voldtaget og med opsprættede maver. Et barn blev fundet dræbt, sømmet fast til et træ igennem hovedet.
Så mindes alevier verden over igen massakren i byen Maraş.
Drabene på alevierne fandt sted den 19. til 26. december 1978. En bombe blev kastet ind i en biograf, som hovedsageligt blev brugt af højreorienterede. Rygterne spredtes om, at venstreorienterede alevier havde kastet bomben. Den næste dag blev en bombe kastet ind i cafe, som bruges af venstreorienterede. Derefter blev byens alevi-befolkning hængt ud som “vantro, kommunister” og højreorienterede grupper afmærkede døre tilhørende alevi-beboelser. Om aftenen den 21. december 1978 blev de venstreorienterede 
lærere Hacı Colak og Mustafa Yüzbaşıoğlu dræbt på vej hjem. Mens en flok på ca. 5.000 mennesker forberedte sig til begravelsen, råbte højreorienterede:
“Kommunisterne vil bombe moskeen, og de vil massakrere vores muslimske brødre!”
Alevier i byen blev massakreret, uden tilstrækkelig form for hindring fra statens side. Massakren resulterede i at der officielt døde 111 mennesker, mens uofficielle tal overstiger 500. Ofrene var alevier og nogle venstreorienterede sunni-muslimer.
Massakren omtales stadig som en af de mest brutale i senere tid: Gravide kvinders lig blev fundet voldtaget og med opsprættede maver. Et barn blev fundet dræbt, sømmet fast til et træ igennem hovedet.
Efter massakren flygtede de fleste alevier fra bycentret til sydlige provinser som Mersin og Adana. De fleste alevier i Maraş er etniske kurdere og massakren resulterede i, at der blandt disse opstod en øget støtte til forskellige oprørsbevægelser.
Den hovedansvarlige bag massakren var Ökkeş Şendiller fra det ultranationalistiske parti, BBP (Det Store Enhedsparti). BBP blev stiftet af grå ulven Muhsin Yazıcıoğlu, som var den øverste ansvarlige for organisationen (Ülkü Ocakları) under massakren mod alevierne i Maraş. Yazıcıoğlu var særdeles upopulær blandt alevierne, i særdeleshed i Maraş. I 2009 døde Yazıcıoğlu, da hans fly styrtede ned i netop Maraş.
Ofte var sikkerhedsfolkene dengang infiltreret af fascister, der beskyttede gerningsmændene, De Grå Ulve og det ultranationalistiske parti MHP.
Ifølge Turan Eser, alevi-forfatter, gjorde ”kontra-guerilla og racistiske, paramilitære håndlangere en indsats for at sprede had mellem dem, der var statsborgere i samme land og som havde levet sammen i fred i århundreder.”
Siden har alevierne årligt mindet massakren i byen. Men politiet som i 1978 ikke ”var tilstede”, da hundredvis blev massakreret, er de sidste år mødt talstærkt op for at forhindre udefrakommende i at markere årsdagen for massakren.
Således stopper tyrkisk politi ofte alevi-organisationers busser og nægter dem at komme ind i byen.
En af dem, der blev ramt af massakren er den populære sanger Emekçi. Han er født Maraş.
”Jeg mistede min far og 16 familiemedlemmer under Maraş-massakren. Jeg kan stadig ikke glemme det. Jeg ønsker ikke, at lignende massakrer sker igen, men omvendt er der ikke taget noget skridt, der kan forhindre lignende massakrer i at ske igen.”
Fevzi Gümüs, alevi-aktivist, mener, at det er vigtigt for alevierne at holde mindet om massakren i hævd.
”At glemme Maraş er en synd og en forbrydelse mod menneskeheden. Maraş er den anden Karbala i aleviernes historie. Maraş-massakre er et sår, der stadig bløder inden i os selv. Især fordi gerningsmændene bag stadig ikke er blevet retsforfulgt.”
Kilde: Deniz B. Serinci, Gökhan Seren
