Den syrisk-kurdiske by Kobanê er ifølge Firatnews, der er tæt på PKK, ”blevet renset for IS og befriet efter 134 dages angreb” fra den islamistiske organisation. Folk i Kobanê, samt andre kurdiske byer i Tyrkiet, fester nu.

Polat Can, talsmand for Folkets Forsvarsbrigader (YPG), lykønsker på Twitter kurderne med “befrielsen af Kobanê”.

I går sagde Mazlum Kobanê, en kommandant fra YPG, at Islamisk Stat (IS) kun kontrollerede fire gader. Når disse gader falder i YPG’s hænder, ville der blive erklæret kurdisk sejr. Senere på dagen, faldt IS’ kontrol til to gader i Kaniya Kurda-området. I dag forlød det så, at hele Kaniya Kurda var faldet til kurderne.

Efter at den strategisk vigtige højde Mishtenur i sidste uge blev overtaget af YPG, blev de fleste strategiske punkter i byen fravristet fra IS.

Danske medier, som TV2, beretter om, at IS-krigere flygter fra Kobanê.

I september begyndte USA og koalitionen at bombe IS-stillinger uden for Kobane.  En måned senere tog 150 irakisk-kurdiske peshmerga-styrker til Kobanê med tungt artilleri for at støtte YPG. De krydsede gennem tyrkisk territorium ind i den belejrede syrisk-kurdiske by. Peshmerga var bevæbnede med tunge våben som antiluftskyts, maskingeværer og mobile raketstyr.

Overfor tv-stationen Gali Kurdistan sagde en peshmerga-kommandant i Kobanê, at “IS er blevet fordrevet fra byen.”

Hêmin Hewramî, udenrigsansvarlig for ​Kurdistans Demokratiske Parti i Irak (KDP), skriver på Twitter, at ”alle IS-terrorister er fordrevet fra Kobanê”.

Kobanê var vigtig for IS, fordi organisationen ønskede at udvide sin kontrol med et større område. IS kontrollerede områder omkring Kobanê, som Girsespi (Tab Abyad), Jarablus og Raqqah. IS ønskede desperat med Kobanê at forbinde disse områder under dets kontrol og derved kontrollere grænsen mod Tyrkiet. Ved at kontrollere grænsen, bliver det nemmere for dem at smugle ting ind gennem Tyrkiet og få forsyninger derigennem. Derudover vil en overtagelse af Kobanê styrke IS’ struktur og kommunikation indadtil.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer