Folketingskandidat Yildiz Akdogan (S) vil øge Danmarks kritik af Erdogan. “Man kan da ikke bare smide lovligt valgte politikere i fængsel,” siger hun.
Står det til folketingsmedlem og -kandidat Yildiz Akdogan (S) bør Danmark i højere grad kritisere præsident Erdogan i Tyrkiet.
”Vi må tage skarp afstand fra den udvikling, som Tyrkiet er på vej til,” siger Yildiz Akdogan til Jiyan.dk.
Socialdemokraten, der har rødder i en kurdisk landsby i byen Çorum i det nordlige Tyrkiet, er vant til at modtage hademails fra herboende tyrkere, hver gang hun kritiserer Erdogan.
I 2016 blev lederne af det prokurdiske parti i Tyrkiet, Folkenes Demokratiske Parti (HDP), Selahattin Demirtaş og andre medlemmer anholdt. De står anklaget for at støtte PKK, Kurdistans Arbejderparti, som står på EU’s terrorliste. Før det havde HDP med cirka 13% af stemmerne fået cirka seks millioner stemmer ved et parlamentsvalg i Tyrkiet. Fængslinger af politikerne er problematisk, mener Yildiz Akdogan.
”Hvis man forbyder lovligt valgte politikere, eksempelvis Demirtaş, så går Tyrkiet i den fuldstændig forkerte retning.”
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Erdogans AKP-parti til kritikken fra socialdemokraten. Men tidligere har Erdogan beskyldt Demirtaş for at støtte PKK. HDP anses for at være tæt på PKK. Men det er underordnet, mener Yildiz Akdogan.
”Når jeg kritiserer Demirtaş’ fængsling, så handler det om, at man ikke bare kan smide et lovligt valgt partis formand i fængsel uden ordentlig rettergang. Det gavner ikke Tyrkiets omdømme, ligesom det heller ikke gavner landet, at alle de journalister er i fængsel.”
Ifølge Erdogan er de fængslede journalister ikke rigtige journalister, men for det meste ”terrorister.”
”Mange har været involveret i indbrud, og nogle er blevet fanget, mens de var i gang med at tømme pengeautomater,” sagde han under et pressemøde i USA i 2017.
De fængslede journalister lavede ifølge de tyrkiske myndigheder propaganda for terrorstemplede grupper som Gülen-bevægelsen og PKK. Hvad siger du til det?
”Det kan ikke være alle medier, der har lavet propaganda for Gülen og PKK. Selv en skønhedsdronning bliver straffet, blot fordi hun læser et kritisk digt op om Erdogan.”
Omvalg i Istanbul bekymrer
Ved lokalvalgene i Tyrkiet den 31. marts i år mistede Erdogans AKP-parti højborgen Ankara. Ifølge de første meldinger havde AKP også mistet storbyen Istanbul til Ekrem Imamoglu fra oppositionspartiet CHP. Men de tilforordnede ved afstemningsstederne var ikke embedsmænd, som loven foreskriver. Erdogan mener, at der har været valgfusk i Istanbul og derfor skal Istanbuls borgere til omvalg den 23. juni. Det er bekymrende, ifølge Yildiz Akdogan.
”Man omgår uden videre valgresultatet. Retssystemet er fuldstændig faldet fra hinanden.”
Men Erdogan siger, at der har været valgsvindel, da CHP vandt Istanbul?
”Men så skulle en uafhængig myndighed bevise det,” siger hun. ”De fleste, som sidder ved de stemmebokse, er jo Erdogan-tro folk.”
Hun køber heller ikke argumentet om, at de tilforordnede ved afstemningsstederne ikke var embedsmænd. I mange kredse var der ikke embedsmænd til at krydse de fremmødte af. I de kredse vandt AKP og valget går ikke om der.
Folketingsvalget i Danmark finder sted den 5. juni. Indtil videre fører rød blok. Yildiz Akdogans formand, Socialdemokraternes leder Mette Frederiksen har gode chancer for at blive landets næste statsminister.