Interview med Yildiz Akdogan, kandidat til Folketinget for Socialdemokratiet.

Hvordan skaber vi en bedre integration?

“Vi bør alle bidrage til vores samfund og gøre en kæmpe indsats. Vi skal have flere unge i praktik og væk fra bander og radikalisering. Jeg bor selv på Nørrebro, hvor jeg blandt andet ser drenge ned til 13-14 år, der dealer for bander. Det gør ondt på mit moderhjerte. Vi har svigtet som forældre og samfund.”

Hvad er løsningen på det?

“Vi må gå ind som samfund og sørge for, at de enten kommer ud i arbejde eller praktik. Men så må virksomheder også åbne op for disse drenge. De skal ikke ekskluderes, fordi de hedder Ali eller Muhammed. Alle skal have lige muligheder. Der skal være respekt for andres religion, etnicitet og seksuelle overbevisning. Omvendt hjælper det ikke at sige, at det danske samfund er racistisk. Det er vigtigt at passe på med at bruge ordet ’racist’ i flæng.”

Apropos respekt for andres religioner, så er Rasmus Paludan og hans Koran-afbrændinger jo meget aktuel i disse dage…

“Jeg synes, at Paludan får for meget spalteplads. Han gør politik til et freakshow. Politik er ikke bare underholdning. Det er ret alvorligt. Paludan er en modbydelig, racistisk, afstumpet person, som kun har én ting at byde på: Had, had og atter had. Jeg kan ikke se forskel på ham og Hizb ut-Tahrir. Jeg bliver enormt provokeret af ham. Men her er det enormt vigtigt, at han ikke kommer til at repræsentere al dansk politik. Ligeså lidt som Hizb ut-Tahrir repræsenterer alle muslimer, ligeså lidt repræsenterer Paludan alle danskere.”

Hvad er løsningen på det?

“Folk må gå i stemmebokse og stemme. Hvis vi skal sætte Paludan på plads, skal det ikke være via trusler, men via stemmeboksen.”

Stram Kurs’ pressetjeneste har svaret på racisme-anklagen fra socialdemokraten:

”Yildiz Akdogan begår en fejl og dette skaber politikerlede. Det ligner noget, vi har set de sidste 20 år, hvor man går efter manden og ikke bolden. Det et tegn på manglende dannelse.”

Kommentér via Facebook

kommentarer