”Der er 16 delstater i Tyskland, 16 parlamenter og 16 flag for hver delstat,” siger Feleknas Uca. “Det kunne være en god model for Tyrkiet.”
Foto: Deniz Serinci
Tre kurdiske grupper har holdt et fælles pressemøde i Diyarbakir i Nordkurdistan/Tyrkiet, hvor de støtter Folkenes Demokratiske Parti (HDP). Et flertal af de tyrkiske partier har stemt for at ophæve en del HDP-parlamentarikeres immunitet.
Det Demokratiske Enhedsparti (DBP), Demokratisk Samfundskongres (KCD), og De Frie Kvinders Kongres deltog i pressemødet, hvor de luftede tanken om at oprette et lokalt, kurdisk parlament i Diyarbakir.
Feleknas Uca, en af HDP’s parlamentarikere, deltog i mødet og sagde, at beslutningen om at åbne et lokalt parlament endnu ikke er blevet taget.
”Der er 16 delstater i Tyskland, 16 parlamenter og 16 flag for hver delstat,” siger Uca. ”Tyskland er forenet, fordi landet har en stærk centralregering, der støtter stærke lokale regeringer.”
Uca tilføjede, at ”Tysklands system kunne være en god model for Tyrkiet.”