Kurdistans regionale præsident i Irak, Mesûd Barzanî bekræfter, at hans styre uddanner kurdisk-syriske krigere, som skal sendes tilbage og forsvare kurdiske territorier.

I et interview med Al Jazeera bekræfter Barzanî for første gang eksistensen af en træningslejr i den semi-autonome kurdiske region.

“En stor del af de unge kurdere er flygtet og er nu under uddannelse. Vi ønsker ikke at blande os i situationen (i Syrien), men de er blevet trænet.”

Endvidere sagde Barzanî, at gruppen består af syriske kurdere, der har forladt hæren, og er flygtet til Nordirak/Sydkurdistan og de vil tage ordrer fra en komité, bestående af begge de to store fraktioner i Vestkurdistan/Syrien, altså både PYD og ENKS.

På under en uge har kurderne overtaget flere byer uden de store sammenstød; herunder Kobanî, Amûdê og Efrîn og Girkê Legê.

Barzanî mæglede for to uger siden mellem de syriske kurdere.

Ifølge aftalen, kendt som ”Hewlêr-aftalen”, fordi den blev underskrevet i Nordirak/Sydkurdistans hovedstad, skal de forskellige kurdiske fraktioner fremover indstille de interne kampe. PYD (Demokratisk Enhedsparti), der anses for at være PKKs afdeling i Syrien, og ENKS (Det Kurdiske Råd i Syrien) vil fremover samarbejde og sammen styre det kurdiske område i Nordsyrien/Vestkurdistan.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer