Nørrebrohallen summede igår af musik, kædedans og sammenhold, da en støttefest for kurdiske flygtninge i Syrien blev afholdt med bl.a. Nizamettin Ariç.
”Hvis I vil gøre en forskel for flygtninge, så har I muligheden nu,” lød det i går fra MF Özlem Cekic under en støttefest for kurdiske flygtninge fra Syrien.
Og mange benyttede sig netop af den mulighed, da et stort antal kurdere og ikke-kurdere fra hele Danmark var samlede i Nørrebrohallen for at vise deres solidaritet med flygtningene.
Cekic opfordrede alle til at række hånden ud.
”For ellers risikerer vi at blive en del af en historieskrivning om nogen, der ikke gjorde noget.”
Derefter tog en gruppe, bestående af Lawîn & Heyal over. De to børn imponerede alle med deres sange og optræden, heriblandt Aram Tîgran’s klassiker ”Zimanê Kurdî”.
Sangeren Ganî Nar beskrev stemningen under festen som værende mere ”levende end i Tyskland”, hvor han normalt bor.
”Det er et godt stykke arbejde, som arrangørerne har gjort. Jeg håber at det for det mindste kan hjælpe de, der lider,” sagde Nar.
”Danmark er ligeså stor en forbryder som Saddam og Assad”
Aftenen bød både på musik på forskellige sprog og forskellige kurdiske dialekter.
DJ Aso underholdte gæsterne ved at spille traditionel kurdisk kædedans, ”helperke/govend” på soranî. Kædedansen fortsatte også under Diya Ciwan og Mehmûd Berzincî, der spillede sange fra Vestkurdistan.
Christian Juhl, udenrigsordfører for Enhedslisten, roste initiativet og mente, at det altid var vigtigt at bakke op om kurderne.
”Vi har alle set billeder af flygtningebørn i kulde og mudder, og når vi så har muligheden for at samle os, så skal vi støtte dem.”
Derefter tog Villo Sigurdsson, tidligere byplanborgmester i København, over:
”Der er 40 mio. kurdere i fire forskellige lande, men ingen magt har kunne nedkæmpe jer. Danmark er ligeså stor en forbryder som Saddam og Assad, fordi de gør ikke noget for jer.”
Cahit Ece, Fuat Talay og Hakan Vreskala indtog scenen med blandede kurdiske og tyrkiske sange.
”De gav 3000 martyrer – vi skal ikke lade dem være alene”
Nizamettin Ariç – der i mange år var kendt som Feqiyê Teyran – indtog scenen henimod slutningen af festen og fortalte om dengang han selv måtte flygte til Syrien. Han fik problemer i Tyrkiet efter at have sunget en kærlighedssang på kurdisk under en koncert i 1979.
”De åbnede deres døre for os, da vi flygtede til Rojava (Vestkurdistan), nu skal vi hjælpe dem.”
”De har givet 3000 martyrer for Kurdistan – nu skal vi ikke lade dem være alene,” tilføjede Ariç.
Han understregede også vigtigheden af at kurdere stod sammen og ikke modarbejdede hinanden.
”Der er 3 mio. kurdere i Syrien, men de er alligevel så splittede. Det er ikke godt. Vi må enes.”
Arrangører tilfredse
Aftenens sidste underholdning stod den dansk-kurdiske sangerinde Mizgîn for. Sammen med sin mand spillede de to sange på både kurmancî og soranî og fik de tilstedeværende ud på dansegulvet.
Bag arrangementet stod en gruppe herboende kurdere i foreningen “Komela Efrîn”, som i forlængelse af en indsamlingskampagne, der skal dække de mest basale behov i form af at indsamle soveposer, dyner, sko og vintertøj, afholdte støttefesten
”Vores formål er at sikre hjælp til flygtninge. Der er tusindvis af kurdiske flygtninge som er blevet fordrevet fra deres hjem som led i krigen i Syrien og de er i dag parkeret i flygtningelejre i nærområdet,” fortalte Nesrin Bayram, en af arrangørerne. Hun oplyser endvidere at hjælpen vil nå frem til flygtninge ved hjælp af arrangørerne, mens lokale kræfter, såsom Barzanî Foundation vil støtte uddelingen af hjælpen.
Arrangørerne var tilfredse med festen:
”Tak for en rigtig god fest og jeres deltagelse,” sagde Ilyas Deniz.