Vedat Aydin kom i fængsel, fordi han talte kurdisk. Derefter blev han dræbt af mænd med forbindelse til den tyrkiske stat. Politi dræbte 23 mennesker til hans begravelse og og i 2021 henlagde myndighederne sagen, fordi den var “juridisk forældet.”

Den 5. juli 1991 blev lederen af det prokurdiske parti HEP i Diyarbekir, Vedat Aydin, opsøgt af mænd, der udgav sig for at være politi.

Han var tidligere blevet anholdt i oktober 1990 for at tale kurdisk i menneskerettighedsforeningen IHD’s bestyrelse.

To dage senere, den 7. juli, blev Vedat Aydins lig fundet under en bro i Maden i Elazığ. Liget bar præg af skud, tortur og et brækket ben.

Adskillige tusinder deltog i hans begravelse hvor politiets skød direkte ind i mængden, hvoraf 23 døde.

Drabet på Aydin satte gang i de såkaldte “mord begået af ukendte gerningsmænd” (Faili Meçhul), hvor cirka 17.500 politikere fra de prokurdiske partier, og journalister fra Özgür Gündem, Yeni Ülke, Welat, osv. forsvandt, hvor deres mishandlede lig senere er dukket op. Nogles lig er aldrig dukket op.

Mange af mordene menes begået af den officielt ikke-eksisterende enhed JITEM, den tyrkiske gendarmeris efterretningstjeneste.

Senere blev organisationen “Lørdagsmødre” (Cumartesi Anneleri) dannet. Det er en sammenslutning af kurdiske mødre, hustruer og døtre, der kræver svar på, hvad der er sket med deres forsvundne børn. Det er et koncept der oprindeligt stammer fra Argentina, hvor mødre til forsvundne børn startede deres kampagne under VM i fodbold i Argentina i 1978.

I forhold til Aydin, gik familien rettens vej. Elazığ’s anklagemyndighed igangsatte en undersøgelse, men efter et stykke tid blev sagen sendt videre til Malatyas anklagemyndighed. Her trak sagen ud i 20 år.

En tidligere JITEM-attentatmand Abdulkadir Aygan har sagt, at en tidligere tyrkisk efterretningsmand stod bag drabet på Aydin. Så blev sagen sendt til Diyarbakırs anklagemyndighed. Her fik den lov at ligge på hylderne i yderligere 10 år.

I 2021 blev sagen så juridisk forældet efter 30 år og blev dermed henlagt.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer