Trump sender avancerede våben til YPG, trods tyrkiske protester.
Foto: Wikimedia Commons
Kort tid efter, at tyrkiske sikkerhedsrådgivere var hjemvendt fra Washington – hvor de havde protesteret mod USA’s støtte til Folkets Forsvarsenheder (YPG) – har USAs præsident Donald Trump underskrevet en plan om at bevæbne den kurdiske styrke med avancerede våben.
Våbnene vil gå til Syriens Demokratiske Styrker (SDF), hvoraf YPG udgør 80%, og skal bruges ved den forventede operation mod Islamisk Stat (IS) højborgen Raqqa.
“I går bemyndigede præsidenten forsvarsministeriet til at udstyre de kurdiske elementer af SDF, for at sikre en klar sejr over IS i Raqqa, Syrien,” sagde Dana White, talsperson for forsvarsministeriet Pentagon.
Den amerikansk ledede internationale anti-IS koalition har støttet SDF og dermed YPG.
Med den seneste våbenleverance vil kurderne få håndvåben, maskingeværer, pansrede køretøjer, natkikkerter og ingeniørudstyr.
Tyrkiet er imod den amerikanske støtte, da YPG er tilknyttet Kurdistans Arbejderparti (PKK), som i tre årtier har ligget i krig med tyrkerne og står på EUs terrorliste.
Tyrkiets vicepremierminister Nurettin Canikli siger, at hans land “ikke kan acceptere tilstedeværelsen af terrororganisationer, der truer fremtiden for den tyrkiske stat.”
“Vi håber, at den amerikanske administration vil stoppe dette forkerte tiltag. En sådan politik vil ikke være gavnlig,” sagde Canikli i et interview med den tyrkiske tv-station A Haber.