The Wall Street Journal afslører, at en amerikansk drone gav informationer til Tyrkiet om de kurdiske landsbybeboere på den irakisk-tyrkiske grænse i december 2011, som derefter blev bombet af tyrkisk luftvåben. BDP kræver undskyldning fra USA.

Foto: Jacob Holdt

En opsigtsvækkende artikel i den amerikanske avis The Wall Street Journal viser, at det var en amerikansk Predator drone, der opdagede de 34 mænd og drenge, der krydsede den irakisk-tyrkiske grænse, hvor de var i gang med at smugle varer.

Den amerikanske drone fløj bort efter at have indberettet den kurdiske gruppes bevægelser og derefter lod det være op til det tyrkiske militær at afgøre, om de ville angribe. The Wall Street Journal har deres kilder fra det amerikanske forsvarsministerium.

Ifølge den amerikanske avis stiller den amerikanske indblanding spørgsmålstegn ved, hvor meget man skal regne med allieredes dømmekraft i forhold til at gøre brug af ”vores dødbringende drone-teknologi”

En tidligere højtstående amerikansk militærembedsmand, der har erfaring med udveksling af efterretninger, siger til avisen, at han og andre officerer nogle gange var irriterede over de tyrkiske standarder for valg af mål.

En nuværende amerikansk efterretningstjenesteembedsmand forsvarer overfor Wall Street Journal alliancen med Tyrkiet. ”Det (massakren på uskyldige) var en undtagelse. Det er forfærdelig undtagelse. Men det store flertal af bestræbelserne på vores udveksling af oplysninger har positive resultater.”

BDP: USA bør undskylde overfor det kurdiske folk

34 kurdiske borgere, heriblandt 19 børn, blev dræbt af tyrkisk militær i december 2011 i landsbyen Roboskî. Den tyrkiske stat har efter pres undersøgt sagen. Umiddelbart lyder resultatet:

“Begivenheden var sørgeligt, men holdt sig indenfor rammerne af grænseoverskridende operationer og indenfor de fastlagte regler,” siger den tyrkiske generalstab i en rapport, sendt til det tyrkiske parlaments Menneskerettighedskommission.

Det prokurdiske parti BDP (Freds- og Demokratipartiet) kræver efter Wall Street Jourmals afsløringer en undskyldning fra USA.

”Tyrkiet har i forvejen ikke de midler: At efterretningerne (som førte til massakren) kom fra en predator, var ikke nogen hemmelighed. USA giver kun sin efterretningsviden. Den tyrkiske regering bør undersøge, hvad der førte til at de efterretninger førte til denne operation. USA bør officielt undskylde overfor det kurdiske folk,” siger BDPs medformand Selahattin Demirtas.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer