USA fordømmer drabet på den 53-årige Mişel Temo, som fredag blev angrebet af maskerede mænd i sit hjem i byen Qamişlo i Vestkurdistan/Syrien.
USA’s udenrigsministerium kritiserer i skarpe vendinger det syriske styre efter drabet på Mişel Temo og anklager Damaskus for at angribe oppositions ledere.
”Det er en klar optrapning af regimets taktik,” siger talskvinde Victoria Nuland fra USA’s udenrigsministerium.
”Vi har før set, at en del oppositionsfolk er blevet anholdt. Vi har fået meldinger om tortur og mishandling, men ikke på gaden ved højlys dag. Deres nye taktik går ud på at intimidere andre.”
Temo var leder af Det Kurdiske Fremtidsparti (Partiya Pêşerojê) og samtidig medlem af Syriens Nationale Råd (SNC), som er en sammenslutning af de største oppositionsgrupper.