R.T., som døde under amerikansk luftangreb, var et ”betroet” medlem af IS og hjalp organisationen med ”eksterne operationer”

Arkivfoto

Det amerikanske forsvarsministerium bekræfter ifølge dagbladet Information, at en dansk-kurder, kendt som “Abu Mohammed Kurdi”, er blevet dræbt via et målrettet luftangreb.

R.T., som er hans initialer, blev dræbt i Islamisk Stat’s (IS) de facto hovedstad Raqqa i Syrien.

Ifølge amerikanerne var dansk-kurderen et ”betroet” medlem af IS og hjalp organisationen med ”eksterne operationer”. Information skriver, at RT ”stod for håndtering af udstyr og penge.”

Manden var irakisk kurder, 28 år, uddannet ingeniør og fra Nørrebro i København, hvor lokale kilder kæder ham sammen med ”salafist-miljøet”.

Ser man på R.T.’s Linkedin-profil, fremgår det, at han har været ”business mentor” for Foreningen Nydansker siden januar 2014. Foreningen har et netværk af frivillige folk, der hjælper mennesker med at komme ind på arbejdsmarkedet.

Overfor Jiyan.dk bekræfter direktør Torben Møller-Hansen, at R.T. har været tilknyttet foreningen.

R.T. har været træner i en thaibokseklub. Sidste år rejste han ud af Danmark og fortalte familien, at han skulle til Tyrkiet. I virkeligheden tog han (videre) til Syrien og boede i Raqqa sammen med sin kone. Her beskæftigede han sig med logistik og kommunikation i IS. Som maskinmester havde han indsigt i reparation af infrastruktur. For nogle uger siden, 7. december, blev han så dræbt af en amerikansk drone i Raqqa.

Sammen med Center for Terroranalyse (CTA) vurderede Politiets Efterretningstjeneste (PET) i år, at mindst 125 personer var rejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at deltage i kamphandlinger, og at størstedelen af dem havde sluttet sig til IS.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer