Unge kurdere har været særdeles aktive i debatten i kølvandet på den pludselige nyhed om, at otte kurdere i tirsdags blev anholdt på Sjælland for at støtte PKK.
Foto: Politi.dk
23-årige Zana Aytimur studerer til daglig historie på Syddansk Universitet i Odense. Han stammer oprindeligt fra Tetwan i Nordkurdistan/Tyrkiet. Zana mener, at Danmark svigter de undertrykte folkeslag.
”Der bor mellem 30 og 50.000 kurdere i Danmark. Hvad så med størstedelen af disse, som også støtter PKK – skal man så også arrestere dem?”
19-årige Joanna Palani bor i Ishøj, men stammer fra Kermanshah i Østkurdistan/Iran. Hun har boet i Danmark siden 1996 og blev chokeret, da hun hørte nyheden om anholdelserne.
”Vi er som kurdere delt op i 4 stater, mens vores historie og lidelser er den samme. Når den ene bliver undertrykt, så bliver jeg også undertrykt. Det er vigtigt, at vi holder sammen. En tyrker har en stat at tage tilbage til, men vi som kurdere har ikke noget tag over hovedet.”
Joanna understreger samtidig, at hun ikke er sur på det danske politi.
”Jeg forstår dem fuldt ud og har respekt for politiet, men personligt ville jeg aldrig selv fratage andre mennesker deres ret til at støtte PKK,” fortæller hun og slutter af med en opfordring.
”Hvis de skal anholde én kurder, kan de ligeså godt anholde os alle.”
27-årige Bedrettin Yazar stammer fra Konya, Tyrkiet og har skrevet et brev til indenrigsminister Margrethe Vestager, hvor han beder hende sætte sig ind i, hvorfor nogen ”tager oppe i bjergene og fører en kamp, som nærmest garanterer deres død på kort sigt.”
”Jeg er imod alle oprør, der inkluderer våben i hånden. Men måske skulle man starte med at undersøge grunden til, at disse mennesker tager våben i hånden,” skriver Yazar og spørger hvem der er terrorist.
”Hvem terroriserer millioner af mennesker? Hvem brænder over 3000 byer ned? Hvem smider flere tusinder børn i fængsel? Hvem forbyder et sprog, som 40 millioner af mennesker snakker?”
Sagen mod de syv skete bl.a. på baggrund af de oplysninger, som politiet skaffede sig under efterforskningen af ROJ TV.
Læs mere: PKK-anholdelser: Danmark danser med ulve
og PKK-sag: Brev til Margrethe Vestager