I dag er det præcist 11 år siden, at kongen af anatolsk protestmusik, Ahmet Kaya døde. Her et årti efter sin død nyder sangeren stadig en kultstatus blandt mange kurdere. Men hvad betyder Ahmet Kaya for de unge? Læs her
Flere af de adspurgte unge kurdere peger især på, at én begivenhed var med til at gøre Ahmet Kaya mere populær i deres øjne. I februar 1999 blev Ahmet Kaya lynchet af sine sangerkollegaer til en prisoverrækkelse, fordi han ville synge kurdisk på sit kommende album.
”Ahmet Kaya symboliserer for mig en folkehelt, en person af meget stor kaliber. Han gjorde intet ondt ved sine medmennesker og kæmpede kun for sine rettigheder som kurder og blev af den grund udstødt i Tyrkiet. Simpelthen fordi han stod frem og sagde, at han ville synge en kurdisk sang,” siger 20-årige Servet Benli fra Bagsværd.
”Han var folkets stemme. Hans ordforråd var exceptionelt og han gjorde i musikken oprør mod Tyrkiets politik. Samtidig skabte han gennem musikken sammenhold mellem alle i Tyrkiet fra ”Edirne til Diyarbekir”. Især blev han mere populær efter prisfesten, fordi han strittede imod den tyrkiske censur indenfor musikbranchen. Han ofrede sig for sit folk og blev en martyr for kurdisk musik,” siger Engin Can, historiestuderende fra Odense.
”Hans sange er både poetiske og politiske. Min respekt for ham blev større, da han ved prisuddelingen sagde lige præcist, hvad han mente. Han var meget ærlig både omkring sig selv men også om sine meninger og frygtløs. Han “gemte” ikke sine holdninger og dette gjorde at mange så ham som en “helt” der forsvarede sine og andres rettigheder uden at ty til vold eller lignende, men brugte sin musik i stedet,” mener Türkan Kizilkaya fra København.
”Ahmet Kaya var en af os og helt “nede” der, hvor hans lyttere var. Han er en typisk person med et kæmpe hjerte og kærlighed til sine medmennesker. Han græder med dem, der græder og griner med dem, der griner. Han synger om kærestesorg, han synger om min, din og alle andres liv, på en måde, hvor du kan leve dig ind i dem. Han giver lytterne et indblik i ens eget liv, samtidig med at han viser, hvordan andre mennesker lider på helt andre måder,” mener Bedrettin Yazar, København.
”Jeg finder mening i alle Ahmet Kaya’s sange. Det vigtigste for mig er, at man forstår det. Via sine sange rammer han en masse af os og derfor holder vi så meget af hans musik,” mener 20-årige Denize Serap Yasar, København.