”Jeg frygter ikke at blive dræbt, for vi er Peshmerga, vi går døden i møde,” siger 27-årige Azad fra Nordsjælland. Han er nu med i de hårde kampe mod ISIS i Jalawla, hvor flere af hans kollegaer er dræbt. Læs Jiyan.dk-interview.

Af Deniz B. Serinci

Azad Mahmood Hamid er nu i frontlinjen mod Den Islamiske Stat i Irak og Syrien (ISIS) i Kurdistan, selvom han bor i Danmark. Siden 2003 har den 27-årige mand, der har arbejdet som mekaniker og pizzabager i Danmark, været peshmerga under besøg dernede. Nedenstående er vores interview med Azad.

Jiyan.dk: Kan du præsentere dig selv?

Azad: Jeg er 27 år, født i Xaneqîn i Kurdistan (Irak). I 1993 kom vi til Danmark pga. Saddam Husseins forfølgelse af kurderne. Jeg har boet i Nordsjælland og Danmark i 22 år, hvor jeg var mekaniker, pizzabager, osv.

Jiyan.dk: Hvordan påvirkede Saddams folkemordskampagne, Anfal, jer?

Azad: Vi mistede familiemedlemmer under de irakiske styrkers angreb på Kurdistan. I dag påvirker Anfal os stadig psykisk, fordi vi tænker på vores tab. Det er ikke nemt at komme over et folkemord. I 1991 gjorde kurderne oprør, Raperîn, og her lykkedes det peshmerga’erne, heriblandt min far, at jage irakiske styrker ud af Xaneqîn. Men irakerne vendte tilbage og overtog igen byen.

Jiyan.dk: Nu er du peshmerga nede i Kurdistan. Hvad motiverede dig?

Azad: Min far. Han har været peshmerga siden 1970’erne, som så mange andre familiemedlemmer. Jeg vil beskytte mit folk og land. Vi skal som den nuværende generation stå i frontlinjen og det er en ære at kæmpe for landet.

Jiyan.dk: Du er nu involveret i hårde gadekampe i Jalawla mod ISIS. Frygter du ikke for din sikkerhed?

Azad: Nej. vi er Peshmerga, pesh=foran, merga=død. Vi går døden i møde. Vi er parate til at dø for vores familie, folk og land. Vi vil ikke tolerere, at nogen som ISIS kommer og vil tage vores land.

Jiyan.dk: Har du mødt andre vesterlændinge blandt peshmerga’erne?

Azad: Ja, blev overrasket over pludseligt at møde en kurder fra Norge. Han var kommet til Kurdistan i 2010 og vi mødte hinanden under kampene.

Jiyan.dk: Kan du beskrive kampene i Jalawla?

Azad: Vi gik ind i Jalawla med den stærkeste styrke. Vi startede kampen kl. 02 om natten, gik til angreb og da blev vi angrebet af ISIS fra alle bygninger. Vi gik så ind med tanks. Min leder Hussein Mansour står i spidsen for 8000 mand, men den dag var i 300 mand og bombarderede ISIS-snigskytter på gader og hustage. Vi kæmpede fra kl. 10 til 17 med 20 peshmerga mod 200 ISIS-folk. Fem af vores Peshmerga-venner blev martyrer, mens vi ventede på forstærkning. Efter 2 dage befriede vi Jalawla.

Jiyan.dk: Hvor har ISIS alle de våben fra?

Azad: Vi har konfiskeret våben, hvor der står ”Made in USA” på. Da ISIS gik ind i området, flygtede irakisk militær og ISIS overtog tidligere amerikanske baser og deres våben.

Jiyan.dk: Kendte du nogle af de døde peshmerga’er?

Azad: Jeg kendte flere personligt samt deres familier. Det er en tragedie. De var helte.

Jiyan.dk: Hvad savner du ved Danmark?

Azad: Menneskerne, vennerne, freden. Det ikke noget, jeg tænker over til daglig. Jeg er først og fremmest kurder. Men jeg vil selvfølgelig aldrig glemme, at Danmark åbnede dets døre for mig, da vi var forfulgte.

Jiyan.dk: Europa, inkl. Danmark, går officielt ind for ét samlet Irak og ikke kurdisk løsrivelse. Hvad synes du om det?

Azad: Jeg er skuffet. Vi er 45 mio. kurdere, hvorfor skal vi ikke have vores eget land? Kuwait på 3 mio. er en selvstændig stat. Hvorfor skal vi forskelsbehandles? Vi kan klare os som en uafhængig stat.

Jiyan.dk: Hvad er dit mål med kampene?

Azad: Jeg vil kæmpe indtil min krop ikke kan klare mere. Målet er et frit Kurdistan, hvor ingen bestemmer over os og ingen undertrykkes os. For vi skal ikke lide mere.

Azad Mahmood Hamid er et pseudonym. Af sikkerhedshensyn, optræder han ikke med navn. Jiyan.dk er hans rigtige identitet bekendt.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer