I juli 2020 blev Zara Mohammadi idømt en 10 års fængselsstraf. Det blev senere ændret til fem års fængsel.
Den kurdiske aktivist og lærer Zara Mohammadi, der er blevet idømt fem års fængsel i Iran, anklaget for at udgøre en trussel mod landets sikkerhed, har fået besked på at overgive sig til myndighederne.
Det fortæller Zara Mohammadi tv-stationen Rûdaw. Kurdisk-underviseren oplyser, at hun vil efterkomme kravet om at overgive sig indenfor fem dage.
31-årige Mohammadi stod i spidsen for Nojin Kulturforening, der blandt andet tilbyder kurdisk undervisning og andre aktiviteter.
De iranske myndigheder anholdt først Mohammadi den 23. maj 2019 i hendes hjemby Sine (Sanandaj) efter anklager om, at hun arbejder sammen med et ulovligt kurdisk parti. Hun blev dog løsladt mod kaution et halvt år senere, den 2. december 2019.
Den kurdiske kvinde blev også tiltalt for at overtræde “den nationale sikkerhed”, ifølge menneskerettighedsorganisationen Amnesty International. Sidstnævnte organisation kritiserede dommen og skrev, at hun måtte løslades “øjeblikkeligt og betingelsesløst, da hun er en samvittighedsfange, der udelukkende er fængslet på grund af hendes fredelige civilsamfundsaktivisme.”
I juli 2020 blev Mohammadi idømt en 10 års fængselsstraf. Det blev senere ændret til fem års fængsel.
Kurderne er et af de største mindretal i Iran med anslået 10 millioner og har ikke ret til at danne deres egne politiske partier i Iran. Før og efter den islamiske revolution i 1979 har flere illegale, kurdiske partier argumenteret for et føderalt og sekulært Iran med kulturelt selvstyre til minoriteter. Det ønske har regeringen i Teheran afvist.
Kurderne i Iran er en dobbeltminoritet. De er både kurdere og, for det meste, sunnimuslimer. Iran er primært shiamuslimsk.
Ifølge HENGAW, menneskerettighedsorganisation for iransk Kurdistan, blev der i 2021 henrettet 44 kurdere i Iran. Over 600 kurdere blev anholdt. Derudover blev 52 Kolbar (grænsekurerer) dræbt, mens 164 af dem blev såret. 10 kurdiske politiske fanger døde under tortur og 102 kurdere blev idømt i alt 352 års fængsel og 540 piskeslag.