En dansk kunstner fortæller om en af kurdernes nationaldigtere.
Anita Espander
Det er mange grunde til at det er meget svært for mig at skrive om Sherko Bekas. Han har skrevet mange tusind digte, men jeg har kun læst ”Butterfly Valley” på engelsk og ”Tre sprog og fire piske” på dansk. Den første blev oversat af Choman Hardi. Hun er selv digter og den anden blev oversat af Mesûd Zîlan.
Det var faktisk ikke min plan at skrive om den digter, men jeg ville male hans portræt. Han er ikke kun et stort symbol for Kurdistans kultur, men han kæmper også for Kurdistans frihed og selvstændighed. Sherko Bekas blev tvangsflyttet fra Slemani og til en lille by i Irak på grund af hans politiske ideer og måtte ikke forlade stedet og byen. Han ville ikke stoppe med at skrive og kæmpe, så Iraks regime ville have ham i fængsel, så han blev nødt til at flygte op i bjergene sammen med partisanerne. Efter nogle år flygtede han til Sverige. Han boede mange år i Sverige og fik en stor pris her for sine digte og sin kamp for menneskeheden.
Men for mig er han først og fremmest min ven og derfor ville jeg male ham, som jeg også har malet min veninde Gaziza Omar og Midya Begard, som begge er symboler på teaterkunsten. Jeg er ikke digter og jeg kan ikke analysere digte, som en kritiker kan, men jeg læser digte, fordi digtene får følelserne frem og rører min sjæl på en dejlig måde. Digtene gør, at jeg kan se mig selv og mine malerier, som om digtene er et magisk spejl hvor jeg kan se alt på en anden måde og lave om som man vil. Da jeg læste nogle af Sherko Bekas digte fandt jeg mig selv stående foran det magiske spejl. I det spejl kan man se alt det som man ikke vidste var vigtigt. Man ser alt det var tabt eller smidt ud eller det som man faktisk ikke vidste var der.. I Sherko Bekas’ digte er man ikke alene og ikke med andre men kun opslugt af det magiske spejl.
LÆS OGSÅ: En dansk kunstners passion for Kurdistan
I et digt der hedder ”En kærlighedshistorie”:
To elskende og
to altaner overfor hinanden.
Hver aften sender de
digte og bølger,
blomster og kys til hinanden.
Men ser de deres anden side i spejlet ser de deres død:
Pludselig lød et brag i natten,
nelliken faldt til jorden og
pigen forsvandt fra altanen.
Den unge mand kom,
slæbte sig afsted men
denne gang
voksede han frem af en rød dolkespids.
De spejle er i enhver forstand kurdiske, som altid viser død i ansigterne.
Sherko Bekas svarer på spørgsmålet om døden med digtet ”Tre sprog og fire piske”:
Blandt verdens mangfoldige interesser
kender jeg selv langvejsfra den interesse
som en min
på dens grønne hår og
blodige skæg.
Den bærer fire kors på skulderen,
døden forfølger den
med tre forskellige sprog
og fire piske,
lægger så rebet om halsen på den.
Men stadigvæk
falder den hverken på knæ
eller dør føjeligt.
I Sherko Bekas’ spejle slutter livet ikke med døden, men døden giver ny mening til livet!
Jeg har selv mærket, at kurderne ved at døden kommer direkte til dem, men kurderne takler døden på en anden måde; nemlig ved at lave vittigheder og lave sjov om det. Jeg har skrevet om det i min bog: ”En rejse til mine venner land”, som blev udgivet i af forlaget Sardam i Slemani.
Kan grine, trods folkemord og lidelser
I Sherko Bekas’s spejle er tragediens ansigt altid aktuel og overskygger andre ting men det viser også samtidig et andet ansigt og det er selve livet. Sherko Bekas tænker ikke på døden som modsat livet, fordi tanken rummer begge dele og de kan aldrig adskilles. Da Sherko Bekas kan holde både livet og døden i tankerne så kan han også ved tankens brug sammenkoble døde organismer med levende. I ”Butterfly Valley” som er et langt digt har mennesker og ting et fælles sprog og det er naturens sprog. Fx vinden suser ikke kun men taler som mennesker og mennesker kan blive som blade, fugle, havet, bjerge osv. den eneste ting der ikke skifter er sproget, som betyder for kurdere at de lever og kæmper for deres rettigheder. Man kan se ”Butterfly Valley” naturen på to måde både smuk og grim fordi der er smidt kemiske stoffer. Jeg har allerede sagt at i Sherko Bekas digte kan man se alle ting på rigtig mange måder. Ting kan snakke og bevæge sig som mennesker:
Drop by drop the rain writes flowers
As tear by tear my eyes compose you.
What streaming year of exile, what generous pain,
calmly and stone by stone,
bringing to blossom the mountain of ny head!
Branch by branch, twig by twig,
it germinates my dried up hands, my fingers.
Like pollen it surrenders me
to the wind of your love,
to sprout in the frost of your soul.
De ødelæggelser som er sket er ikke til evig tid, men det er kun spejlenes magi, der viser det på den måde i kort tid. Spejlene kan skifte måske hurtigt og vi kan se helt andre sider og Sherko Bekas har håbet på det.
You muddy days!
When will you become the loving trees’ mirror,
drenched in flowers of darkness and red ashes,
in your coasts and valleys?
Which wind will brighten your frowning face?
How will you make peace with the earth?
I min første rejse til Kurdistan tog jeg ”Tre sprog og fire piske” med til Kurdistan, fordi at jeg gerne ville have Sherko Bekas til at skrive et par ord til mig i bogen. Desværre var han i Sverige, så jeg mødte ham ikke der. På min anden rejse mødte jeg ham da han kom til min udstilling i Tower Hall i Slemani. Det var for mig en dejlig oplevelse og Sherko Bekas inviterede mig sammen Behra, hendes mand Nehro Sali Deloy, Karwan Kakasur og Soran Azad til at spise på en dejlig restaurant. Det var en rigtig dejlig og sjov aften hvor vi grinede og havde det sjov, som altid når kurdere er sammen. Mens vi spiste var der en del unge mennesker fra Nordkurdistan/Tyrkiet, der sang og dansede. Jeg fik selv lyst til at danse og gik hen til dem og fik lov til at danse med.
Hvis man kun har læst Sherko Bekas digte og ikke mødt ham tror man ikke at den meget seriøse mand kan være sjov og grine, men det kan han!
Fx i digtet ”Butterfly Valley” bestiger han mange bjerge og mærkede alle elementernes rasen. Han har set mange landsbyer ødelagt af gas og han set mange brændte mennesker, brændte dyr og ødelagt natur og stadig kan han grine og lave sjov. Og på det kan man kende, at han er kurder.