På to årsdagen for den tyrkiske invasion af Efrîn udtrykker Walid Zeno sin sorg uden ord; via skulpturer.
Walid Abdo – med kunstnernavnet Walid Zeno – udtrykker sig uden ord. Han laver skulpturer om blandt andet hjembyen Efrîn i syrisk Kurdistan, hvor Tyrkiet for præcist to år siden iværksatte en militær offensiv.
“Jeg ser undertrykkelsen for mig. Jeg ser jihadisterne plyndre mit folk, tage deres penge, kidnappe dem og udsætte dem for tortur,” siger Walid Zeno fra lejligheden i Kerteminde på Fyn.
“Efrîn er i mit hjerte. Selvom jeg befinder mig i Danmark, så føler jeg herfra og det gør ondt på mig. Jeg udtrykker min sorg over Efrîn via kunst. Jeg er ked af det, så det er min kunst også.”
Siden foråret 2018 har Tyrkiet og tyrkisk-støttede syriske oprørsgrupper kontrolleret Efrîn. Om tyrkerne siger Walid Zeno:
“Tyrkiet kom og gjorde de værste ting imod os. De gav de radikale grupper lov til at gøre, hvad de vil, heriblandt krænke kvindernes ære.”
Evnen til at lave skulpturer fik han i Syrien. Egentlig var han uddannet maskineingeniør i Syrien fra Aleppos Universitet i 1984. Derefter underviste han i fem år på en industriskole i Efrîn i fag som matematik og mekanik.
Derefter tog den kurdiske mand i den syriske hær i Syrien og blev officer.
Da den syriske borgerkrig brød ud, blev tilværelsen utålelig. I slutningen af 2011 flygtede Walid Zeno op til Danmark. Senere kom hans kone også herop. Tiden i Danmark går blandt andet med at lave skulpturer. Til det formål er der et værksted i Munkebo, hvor han har flere skulpturer.
Kunstværkerne tæller statuer af politikere Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan, tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbjerg, Tysklands kansler Angela Merkel og USAs tidligere præsident Barack Obama.
Af kurdiske figurer kan nævnes kvinder, der blev taget til fange af Islamisk Stat (IS), Alan Kurdî, hvis lig skyllede op på en strand i Tyrkiet i 2015 samt en ældre mand fra Efrîn på flugt fra den tyrkiske offensiv.
Interessen for skulpturer fik Walid Zeno fra venner og et udlandsophold.
“Jeg havde venner, der kan have påvirket mig,” siger han. “Desuden var jeg et år i Sovjetunionen i 1983 og så mange skulpturer i Leningrad. Jeg vendte tilbage til Syrien med en påvirkning derfra. Jeg tænkte, hvis jeg prøvede, så kunne jeg også lave den slags.”
Se billeder af Walid Zenos kunst: