Præsident for det tyske parlament Norbert Lammert kritiserer eventuel ophævelse af parlamentarikeres immunitet. “Tyrkiet fjerner sig mere og mere fra vore fordringer til et demokrati,” siger han.
Det tyske Forbundsdags formand, Norbert Lammert, siger i et interview med Süddeutsche Zeitung, at Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har ”autokratiske ambitioner”.
Lammert kommenterede blandt andet på den tyrkiske proces om at fratage den parlamentariske immunitet fra flere pro-kurdiske politikere. Det sker på Erdogans initiativ.
Den tyske politiker mener, at den tyrkiske præsidents initiativ er det seneste af ”en masse begivenheder, med hvilke Tyrkiet fjerner sig mere og mere fra vore fordringer til et demokrati”.
I dag skal det tyrkiske parlament igen behandle et udkast til et lovforslag, der vil gøre det muligt at ophæve den parlamentariske immunitet.
Under behandlingen i tirsdags og onsdags stemte 357 af parlamentets 550 medlemmer for at godkende lovforslaget. Lovforslaget går ud på at ændre forfatningen, så immuniteten kan fjernes.
Det pro-kurdiske Folkenes Demokratiske Parti (HDP) mener, at forslaget er Erdogan og hans AKP-partis forsøg på at tvinge dem ud af parlamentet og få mere magt til AKP selv. Sidstnævnte derimod siger, at HDP er den politiske gren af Kurdistans Arbejderparti (PKK) – der står på EU’s terrorliste – og at dets parlamentsmedlemmer derfor bør retsforfølges.