Jihadister fra en tyrkiskstøttet milits lemlæster kvinde fra YPJ og filmer det imens.

Af Deniz Berxwedan Serinci

En video fra den militære offensiv i det nordlige Syrien har skabt forargelse. Fuldskæggede mænd træder på liget af Aziza Jalal – nom de guerre Amara Rênas – fra Kvindernes Forsvarsenheder (YPJ) og filmer det imens.

En video, der blev offentliggjort af Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder – en gruppe, der overvåger konflikten i Syrien – viser en syrisk oprører fra gruppen ”Mujahideen fra Faylaq al-Majd” beskrive Jalal som ”en af de ludere” fra de kurdiske militser. Derefter råber rebellen flere gange ”Allah’u akbar”, Gud er stor.

”PKK-svinenes lig ligger under fødderne af Mujahideen fra Faylaq al-Majd,” siger manden, mens han filmer episoden. ”Det her er en af de ludere, som nu ligger under vores fødder,” tilføjer manden.

Jalal, hvis alder er ukendt, blev dræbt i landsbyen Jalabiyya, tæt på Kobanî. Ifølge mediet Hawar, der er tæt på PKK og det kurdiske selvstyre i Syrien, mistede den kurdiske kvinde livet i mandags.

Faylaq al-Majd er en af flere islamiske militser, som er støttet af Tyrkiet under den nuværende Operation Fredskilde.

En lignende milits stod for to uger siden bag drabet på den kurdiske politiske leder, Hevrîn Khalaf. En medicinsk rapport, der er blevet set af menneskerettighedsorganisationen Amnesty International, påviser flere skudsår i hovedet på Khalaf, samt hendes ansigt og ryg.

“Derudover er der brud på hendes ben, ansigt og kranium. Hud er adskilt fra hendes kranium og der ses hårtab som et resultat af at blive trukket i håret,” skrev Amnesty i en rapport, der beskylder Tyrkiet for at begå krigsforbrydelser i de kurdiske områder i Syrien.

De tyrkiske militære styrker og de tyrkiskstøttede syriske rebeller har været “fuldstændig hensynsløse i forhold til civile liv og har stået bag ulovlige angreb i boligområder, der har dræbt og såret civile,” siger Kumi Naidoo, generalsekretær for Amnesty International.

Lignende sag sidste år

Ligeledes er Tyrkiet blevet beskyldt for at have brugt hvid fosfor mod civile. Tyrkiet har afvist kritikken. En tyrkisk leder af en delegation til NATO, Berat Conkar sagde i sidste uge til Anadolu Agency.

“Vi råder slet ikke over kemiske våben.”

Sidste år vakte en lignende sag opsigt under Tyrkiets offensiv i en anden kurdisk by i Syrien, nemlig Afrin. En video viste liget af den 23-årige Barîn Kobanî fra YPJ, hvis tøj var delvist fjernet, så man kunne se hendes nøgne krop, hvoraf noget så ud til at være blevet skåret af.

Tyrkiet indledte den 9. oktober den militære Operation Fredskilde i syrisk Kurdistan, der skal bekæmpe de kurdiske militante i Folkets Forsvarsenheder (YPG) og paraplyorganisationen Syriens Demokratiske Styrker (SDF) samt skabe en sikker zone i det nordlige Syrien, som de 3,6 millioner syriske flygtninge i Tyrkiet kan vende tilbage til. YPG og SDF forbundet med Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har været i krig med Tyrkiet siden 1984. Hundredtusinder er blevet fordrevet siden kampene startede.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer