Analyse om det nye Syrien og Tyrkiet interesser.
Dr. Sardar Sharif, lektor ved University of Dohuk, Kurdistan-regionen-Irak.
En af årsagerne til det regerende AKP-partis brede engagement i Mellemøsten, især i Syrien efter 2011, skyldes flere faktorer, der er påvirket af den historiske, religiøse og ekspansionistiske tankegang, som eksisterer hos den tyrkiske politiske elite. Siden de kom til magten i 2002, har AKP arbejdet på at påvirke tankegangen i det tyrkiske samfund for at opbygge en stærk position i den tyrkiske offentlighed. Denne opfattelse har ført til det nuværende Tyrkiets stærke ekspansionspolitik. Partierne i opposition har ikke været i stand til at svække AKP’s position i mere end 22 år, på grund af Erdogans personlige lederevner, som ifølge mange tyrkere, især de konservative og nationalisterne, har givet Tyrkiet en større ære og i verden og Mellemøsten. For nogle tyrkiske borgere er Erdogan et symbol på den muslimske kalif og skal lede den “islamiske ummah”, og kun Tyrkiet kan stå imod de magtfulde lande og deres politik, sandsynligvis med henvisning til det palæstinensiske spørgsmål.
Efter Assad-regimets står vi tilbage med spørgsmålet: Vil Tyrkiet erstatte Irans position i regionen? Med Irans tilbagetog og nogle af dets allieredes fiasko, skal det shiamuslimske Iran nu formulere en ny strategi for at håndtere et post-Assad, hvor sunnier har sejret.
Derfor kan man hypotetisk set nå frem til den konklusion, at Erdogan er glad, ikke kun på grund af sejren i Syrien, men også fordi Erdogan er overbevist om, at han kan forsøge at ændre Syriens politik og genopbygge en ny æra i tyrkisk historie. Samtidig med resultaterne af sejren vil Erdogan ikke tøve med at eskalere nye konflikter i Mellemøsten, som vi ser med Israel.
I disse dage vurderer Nagel-udvalgets rapport den israelske hærs kapacitet og råder israelske embedsmænd til at forberede sig på en krig med Tyrkiet. Et berømt citat af Irans åndelige og religiøse leder Ayatollah Khomeini lød: “Vejen til Jerusalem går gennem Karbala.” Fra Khomeinis perspektiv var den eneste hindring for befrielsen af Jerusalem Saddam Husseins regime, der blev stemplet som vantro. Efter Assads fald følger Erdogan og hans allierede Devlet Bahceli fra det nationalistiske MHP-parti samme vej som Khomeini gjorde ved at true Israel: “Vejen til Jerusalem går gennem Damaskus. Dette har uden tvivl haft en dyb påvirkning på israelske beslutningstagere.
Det syriske spørgsmål har flere dimensioner for Tyrkiet. Med hensyn til militære eventyr er der tegn på, at Tyrkiet og Libanon kan nå til enighed om at åbne en tyrkisk militærbase i Libanon, hvilket ikke kun vil lægge pres på Israel, Iran og Hizbollah, men geopolitisk set fra et strategisk perspektiv vil det positionere Tyrkiet meget stærkere, da det vil være i stand til at overvåge Sydeuropa og Nordafrika. Derudover vil det også være i stand til at udfordre Egypten.
I mellemtiden sender Tyrkiet på den syriske front et klart budskab til regionale og internationale parter om, at det har det sidste ord i Syrien. Spørgsmålet er om de øvrige lande vil lade Tyrkiet spille spillet uden nogen hindring. At tyrkiske eksperter træner et nyt syrisk militær, indoktrineret af kemalistisk ideologi og leveret af AKP islamistiske perspektiv. Det vil ikke gavne Syrien i det lange løb, da landet har brug for en ny militærstyrke, der har en neutral position og som kan inkludere alle syriske segmenter, samtidig med at det ikke skal bruges til intern konflikt eller mod andre regionale stater eller naboer. For at nå et sådant resultat er Syriens militær bedst tjent med at blive trænet af arabiske eksperter fra Egypten, Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater og vestlige stater.
Det kurdiske spørgsmål
Derudover er der det kurdiske spørgsmål, som er meget vigtigt for Tyrkiet. I øjeblikket kontrollerer kurderne, ledet af Syriens Demokratiske Styrker (SDF) mere end 30 % af syrisk territorium, hvilket forhindrer Tyrkiet i dets ambitioner i Syrien. I løbet af det sidste årti har tilstedeværelsen af en international militær og diplomatisk støtte fra en bredere vestlig verden bekymret Tyrkiet. Samtidig har de nuværende omstændigheder forstærket truslerne mod SDF og kurderne, mens USA og Frankrig er stærkt engageret i at løse inter-kurdiske uenigheder, som vil skabe en stærkere position i Damaskus for kurderne.
Tyrkiet har ihærdigt arbejdet på, at USA og andre vestlige stater eller også mellemøststater ser på kurdere fra et tyrkisk perspektiv som terrorister, hvilket ikke er korrekt. Spørgsmålet er, hvad Tyrkiet har at tilbyde kurderne og det internationale samfund for at løse kurdiske problemer i Tyrkiet og Mellemøsten? Kurdere ser ikke SDF som en terrororganisation, men alligevel er SDF symbolet på modstand og national værdighed på trods af de kendsgerninger, at de kan være en udspringer af Kurdistans Arbejderparti (PKK).
Tyrkiet på Erdogan og Bahcelis initiativ har talt om at starte en ny fredsproces med PKK med den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan for at løse den 40 år lange konflikt. Men på den anden side ser vi Tyrkiets adfærd i Syrien, som truer med at underminere kurderne og forhindre oprettelsen af en kurdisk region i Syrien. Dette sætter spørgsmålstegn ved Erdogan-Bahceli-initiativet, som burde have været det modsatte af deres nuværende adfærd i Syrien.
På den anden side har Israels åbne diplomatiske støtte til kurdere og den direkte kommunikation mellem SDF-ledelsen og den israelske udenrigsminister støttet af USA og Europa, politisk og indenlandsk, lagt pres på Erdogan og gjort den tyrkiske stærke mand magtesløs. Da der er et klart fravær af et konkret politisk-juridisk projekt, ser kurderne derfor ikke, at dette initiativ er produktivt.
Ifølge kurderne gentager historien sig bare: Det, der skete for et århundrede siden, sker nu igen. Tyrkerne bruger nu både bløde metoder og hårde metoder til at være engageret med kurdere bare for at beskytte tyrkiske interesser og ikke kurdere.
SDF har haft en positiv strategi, hvor det har taget afstand fra ideen om at opløse Syrien og støttet, at man bevarer Syriens territorium. Samtidig har SDF indikeret, at det ønsker en decentral politisk magtstruktur ved, at SDF eksempelvis skal integreres i den nye syriske hær, men samtidig bevare deres egne karakteristika.
Hvilket Syrien?
Der er en række spørgsmål, vedrørende Syriens fremtid i forhold til den regionale og globale geopolitiske magtbalance. Syrien under Assad-regimet var domineret af Iran og Rusland, Hizbollah og andre var en del af den såkaldte Modstandsakse. Hamas-angrebet på Israel den 7. oktober 2023 åbnede op for et helvede for Iran og dets stedfortrædere i regionen. Ovennævnte aktører er blevet udslettet fra Syrien, demoraliserede og svækkede, men der er åbne diplomatiske kanaler mellem Rusland, Iran og den nye Syrien-administration. Den nye magthaver Ahmad Al-Sharaa har faktisk brug for både Rusland og Irans støtte, da han vil have brug for Rusland og Kina i FNs sikkerhedsråd og samtidig brug for at Iran etablerer meget mere positive forbindelser, ikke kun for alawierne og Hizbollah i Libanon, men i det lange løb vil det være meget mere i Syriens interesse at have Iran på sin side på trods ideologiske forskelle.
De nye syriske myndigheder kan forårsage en reaktion fra Den Arabiske Liga, men én faktor skal forhindre reaktionen: Normaliseringen af forholdet mellem Iran og Saudi-Arabien, da Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater skal balancere deres forhold til USA og Iran, hvilket kan etablere stærkere sikkerhed for disse lande, fordi de er bange for den eskalering af konflikten mellem Iran og Israel, der vil påvirke dem, så i fortiden har disse lande ikke tilladt Israel og USA at bruge deres territorium og militærbaser mod Iran. Med hensyn til spørgsmålet om syrisk-iranske relationer kan disse lande udtrykke deres lykke med nogle mindre forbehold, fordi det for det nye Syrien er vigtigere, at et Iran bliver en del af den regionale sikkerhedsstruktur end at være en udfordrer, der kan producere usunde reaktioner.
Tyrkiet og Erdogan er nu på bryllupsrejse, hvor de fejrer sejren i Syrien og har stor tillid til Tyrkiets diplomatiske og militære kapaciteter. Ifølge den nye ordning er Tyrkiet den afgørende vinder. Tyrkiet vil sandsynligvis få stor indflydelse på det nye Syrien. Fra det første øjeblik af Syriens fald tog højtstående tyrkiske embedsmænd til Damaskus for at fejre sejren og drikke te på Qasyun-bjerget, Damaskus.
Hvordan kan de nye syriske myndigheder i denne sammenhæng håndtere det kurdiske spørgsmål?
Både SDF’s general Mazlum Kobani og Ahmad al-Sharaa (Julani) har fra begyndelsen forhindret sammenstød mellem SDF og de nye magthavere. Al-Sharaa har udtrykt sin modstand mod Erdogans ønske om at kæmpe mod SDF/kurderne. Havde han sagt ja, kunne det ødelægge Al-Sharaas internationale anerkendelse.
Derfor har tyrkerne nu overladt SDF til det, der er kendt som Den Nationale Syriske Hær, støttet af Ankara. Al-Sharaa kan se det som en taktisk interesse, da han har brug for kurdisk støtte til at cementere sin position i fremtiden.
Så selvom Tyrkiet er imod oprettelsen af en kurdisk region, er dette regime i stand til at forsvare sig selv mellem ønsket om at anerkende den kurdiske politiske og militære enhed og Erdogans ønske?
Er konflikten mellem Tyrkiet og de syriske kurdere ikke til fare for Syrien, når mere end 70 % af Syriens naturressourcer er under kurdisk kontrol støttet af amerikanske og vestlige allierede?
Hvad er målene for Erdogan med at gå i krig med SDF og kurderne?
Er det ikke fordi Erdogan er interesseret i sin andel af olien og gassen, som er under kontrol af den kurdiske administration og SDF?
Erdogan ved utvivlsomt, at tilstedeværelsen af denne rigdom under kurdisk kontrol vil styrke den kurdiske politiske håndbog i forhandlingerne med Sharaa, da enhver indrømmelse fra Al-Sharaa vedrørende kurdiske rettigheder i Syrien svarer til et tab og ydmygelse af Erdogan i en tyrkisk indenrigspolitisk kontekst.
Hele SDF/kurdere modtager nu åben diplomatisk og militær støtte fra USA, Europa og Israel.
Et andet spørgsmål er vigtigt: Tyrkiet og Erdogan må erkende, at regionale nationer og stater har ikke brug for, at Tyrkiet er deres mellemmand med Vesten, da de suverænt kan etablere forbindelser med sådanne stater og blive naturlige allierede, hvis deres interesser stemmer overens.
Sammenstød mellem interesser
Enhver styrkelse af Tyrkiets position i Syrien svarer til svækkelse af regionale staters position i Syrien og mere ustabilitet. Al-Sharaa bør være opmærksom på at udvikle sig til en stjerne af Erdogan i Syrien og arbejde instrumentelt i overensstemmelse med tyrkiske nationale interesser, hvilket vil begrænse Syriens position regionalt.
Tyrkiet sigter mod at reducere Irans, Egyptens, Saudi-Arabiens og De Forenede Arabiske Emiraters position i Syrien, og hvis Al-Sharaa ikke er klar over og ikke er i stand til at afkode tyrkisk adfærd, vil Al-Sharaa få alvorlige problemer.
På trods af de kendsgerninger, at under Assads regeringstid, forsøgte Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater osv. at normalisere Syriens forhold til de arabiske samfund, betyder det ikke, at disse stater støttede tyrannen Assad. Det samme gjorde Erdogan, som indtil sidste øjeblik har arbejdet utrætteligt gennem Rusland og Iran for at normalisere sit forhold til Assad. Det arabiske samfunds bekræftelse og respekt for Syriens suverænitet og modstand mod regional indblanding i Syriens anliggender er vigtig.
Israels militære handlinger har forårsaget stor skade på landet, især hvad angår militære kapaciteter, da det har ødelagt landets infrastruktur for ikke at blive en trussel mod israelsk sikkerhed. I denne forbindelse kan Assads fald have skabt en mulighed, men samtidig er der nogle farer, også hvordan dette regime vil håndtere vigtige spørgsmål? Eller hvilken indflydelse vil dannelsen af en stærk politisk og militær alliance mellem det nye Syrien og Tyrkiet have på begivenhedernes gang? Hvad betyder en alliance mellem Tyrkiet – Qatar og det libyske broderskabs administration ledet af Erdogan for den regionale sikkerhed, specielt relateret til Egypten og Israel?
Syriens nye islamiske herskere har en grim historie, selvom det nye regime siger, at de vil respektere alawitternes, kristnes og andre marginaliserede samfunds rettigheder.
Derfor er det vigtigt at understrege, at forskellige landes og magters bestræbelser på at isolere Damaskus er en forkert politik.
Faktisk er det bedste måde at engagere sig i den nye Syrien-administration at støtte det til at tage afstand fra radikalisme og jihadistisk ideologi, og det internationale samfund er nødt til at engagere og opmuntre syrerne og internationale ngo’er og græsrodsorganisationer til at træde frem for at være engageret i demokratisering af Syrien.
I denne forbindelse skal spørgsmålet om fortsatte sanktioner pålagt af USA, kendt som “Cæsars lov”, tages op til revision for at mindske byrden for syriske borgere for at udvikle et anstændigt menneskeliv.
Derudover har Syrien brug for bistand til økonomisk genopretning, og donorlande og internationale organisationer bør gøre en indsats for at yde finansiel og teknisk bistand. Især at åbne døren til det globale økonomiske samfund for syriske finansielle institutioner og den syriske centralbanksektor.
Disse skridt vil ikke kun hjælpe Syrien med at komme sig, men er et stærkt budskab til den nye administration om, at det er bedst betalt, hvis det handler i overensstemmelse med internationale samfunds normer både i tilfælde af at etablere sunde økonomiske forbindelser, men også for at udvikle Syrien i en retning, der et aktivt medlem af det regionale og internationale samfund.