Tyrkiet er utilfreds med de “aggressive og uprofessionelle handlinger” fra amerikansk sikkerhedspersonales side under Erdogans besøg i Washington.

Tyrkiet har indkaldt den amerikanske ambassadør i landet til en samtale, hvor tyrkerne vil protestere mod det, de opfatter som en “aggressiv” handling mod tyrkiske bodyguards i Washington i sidste uge, da præsident Recep Tayyip Erdogan besøgte USA.

Bodyguards for Erdogan var involveret i sammenstød med kurdiske demonstranter i sidste uge, da præsidenten besøgte Det Hvide Hus. Ni personer blev såret og to blev anholdt.

I en erklæring fra de tyrkiske myndigheder hedder det, at landet er utilfreds med de “aggressive og uprofessionelle handlinger” fra amerikansk sikkerhedspersonales side.

De amerikanske myndigheder viste “en manglende evne til at tage tilstrækkelige forholdsregler under det officielle program,” tilføjes det i erklæringen.

Politiet i Washington kaldte hændelsen for “et brutalt angreb” fra de tyrkiske bodyguards side mod fredelige demonstranter.

Den amerikanske senator John McCain kræver Tyrkiets USA-ambassadør Serdar Kilic fyret efter episoden.

“Vi bør smide den tyrkiske ambassadør ud af landet. Vi bør identificere de mennesker, der udførte disse ulovlige handlinger,” siger McCain.

Tyrkiet derimod siger, at volden skyldtes demonstranter med bånd til det militante Kurdistans Arbejderparti (PKK), der betragtes som en terrororganisation af både USA og Tyrkiet.

Demonstranter “begyndte på aggressiv vis at provokere tyrkisk-amerikanske borgere, der fredeligt havde samlet sig for at hilse præsidenten velkommen,” hævder den tyrkiske ambassade i Washington.

Videoklips viser tyrkiske bodyguards sparke en mand, der ligger ned.

Del på sociale medier

Kommentér via Facebook

kommentarer